Når troen forvises, bliver staten blind
Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.
Af Søren Peter Hansen, direktør, Tænketanken Prospekt
Debatten om kristendommens rolle i Danmark er blevet et spejl, der viser mere om vores tid end om troen selv.
På den ene side lukker universiteter stillerum på baggrund af antagelser, ikke erfaringer. På den anden side trækkes kristendommen ud af det offentlige rum, som om den ikke længere havde noget at sige os. Men erfaringen viser det modsatte. Mennesker beder, mennesker søger, mennesker længes ikke efter abstrakte regler, men efter det ord og det nærvær, der kan bære et liv. Det er bemærkelsesværdigt, at netop kristne er blandt de hyppigste brugere af de stille rum, der nu lukkes.
Ikke for at demonstrere magt, men for i stilheden at rette sig mod det, der står over mennesket, det som ikke larmer, men kalder. Når institutioner vælger at lukke sådanne rum under henvisning til diffuse forestillinger, afslører det en frygt for troens synlighed, som mere handler om vores tid end om troens praksis. For et samfund kan ikke være neutralt i sin sjæl. Når kristendommen skubbes ud, er det ikke tomhed, der overtager.
Tomrummet fyldes af noget andet, forvirrede værdipakker, stemningsmoral, politiske erstatningsreligioner. Mange siger, at tro og politik intet har med hinanden at gøre. Men det er en illusion. Mennesket handler altid ud fra en forestilling om godt og ondt, sandt og falskt, meningsfuldt og meningsløst. Når kristendommens sprog forsvinder, mister vi ikke moral, men sammenhæng. Vi mister den dybe erfaring af, at mennesket ikke blot er individ, men ansvarligt væsen; ikke blot fri, men forpligtet; ikke blot et selv, men en næste.
Det er derfor ikke ligegyldigt, om bøn findes på universitetet, eller om kors og salmer hører hjemme i det offentlige rum. Ikke fordi kristendommen skal dominere, men fordi den er den tradition, der har lært os, at frihed kun giver mening, når den bæres af ansvar, og at mennesket aldrig er et middel, men altid et mål. Lukningen af stillerum er ikke et praktisk greb; det er et symbolsk snit, der siger: Tro – hold dig venligst for dig selv. Men troen er aldrig kun privat. Den bliver først levende, når den leves i fællesskab, deles, synges, bæres frem.
Hvis man virkelig frygter, at bøn i et stille rum skulle true den offentlige orden, er frygten ikke for troen, men for menneskets søgen efter noget større end staten. Et samfund, der tror, det kan klare sig uden det hellige, ender i længsel efter det, men da kommer længslen til udtryk i vrede, uro, identitetspolitik og fragmenterede værdier. For mennesket kan ikke leve uden en retning, uden et ord, der står fast, også når alt andet vakler.
I dag misbruges kristne symboler af både den ene og den anden. Det er ironisk: korsets betydning forfladiges, enten til et banner for udelukkelse eller til en abstrakt idé uden kød og blod. Begge fejl udspringer af den samme afkobling fra traditionens levende midte. For korset er hverken en klubmærke for nogle få eller en ren metafor; det er en påmindelse om pligten til at tjene både sin næste og sit fædreland uden at sætte Gud i nationalt bur eller opløse troen i kosmisk ligegyldighed.
Derfor må kristendommen ikke gemmes væk i små lommer af privatliv. Danmark er ikke et teokratisk land, men det er heller ikke rodløst. Grundloven siger det selv: staten hviler på en åndelig arv, som ikke kan skiftes ud efter smag. At anerkende denne arv er ikke at nedgøre andre, men det er at tale sandt om sig selv. Og når tro misbruges, skal vi sige fra. Men svaret på misbruget er ikke tavshed, men klarhed. Ikke at skjule kristendommen, men at vise den, som den er: forpligtende, livsfornyende og retningsgivende.
Samtidig spirer der noget i tiden. En stille vækkelse blandt unge, en ny nysgerrighed, en uro, som ikke kan dulmes af forbrug eller selvudvikling. Mennesker vender sig igen mod det, der ikke er til salg – det, der taler til hjertet, ikke til appetitten. Det er ikke et tegn på svaghed, men på styrke: en intuitiv viden om, at livet ikke kan bæres af individets egen opfindsomhed alene. Her ligger en mulighed, ikke for tvang, men for dannelse. Ikke for kulturkamp, men for åndelig udrustning.
”Et samfund, der tror, det kan klare sig uden det hellige,
ender i længsel efter det, men da kommer længslen til
udtryk i vrede, uro, identitetspolitik og fragmenterede
værdier. For mennesket kan ikke leve uden en retning,
uden et ord, der står fast, også når alt andet vakler.”
Kristendommen er ikke en ideologi, og den skal ikke være et politisk våben. Den skal være en lampe. Et lys, der kaster skær over både menneskets værdighed og dets ansvar. Det er dette lys, vores samfund er ved at miste synet af, og det er netop derfor, det må tændes igen. Ikke ved at råbe højere, men ved at stå fast. Ikke ved at lukke andre ude, men ved at invitere til et fællesskab, hvor næstekærlighed ikke er en følelse, men en fordring.
Når troen misbruges, skal vi sige fra. Men vi skal ikke tie. For den, der gemmer sit lys, lader mørket bestemme. Det er tid til igen at lade kristendommens stemme lyde, ikke som dominans, men som nærvær. Ikke som oprustning, men som udrustning. Og pennen er fortsat vores stærkeste våben.
