15.000 unge mødtes til bøn og workshops i Paris henover nytår

Fra 28. december 2025 til 1. januar 2026 fandt det 48. ’European Youth Meeting’ sted i Paris og i Île-de-France-regionen. Mødet, som organiseres af det økumeniske Taizé-fællesskab, samlede omkring 15.000 unge mennesker i alderen 18 til 35. Heraf cirka 10.000 fra hele Europa og omkring 5.000 fra Paris og Île-de-France-regionen.
Det store europæiske ungdomsmøde ’European Youth Meeting’ blev afholdt i den franske hovedstad efter invitation fra Paris’ ærkebiskop, biskopperne i Île-de-France-regionen og de protestantiske og ortodokse ledere på nationalt og lokalt plan, fortæller arrangørerne og tilføjer: ”På baggrund af krig, geopolitiske spændinger og polarisering ville samlingen sende et stærkt budskab om fred, forsoning og enhed.”
Til det store arrangement var der arrangeret fællesbøn hver morgen i 150 forskellige værtsmenigheder rundt omkring i regionen og ved middagstid i de store kirker i Paris, som man kan se på billedet ovenfor artiklen her. Det var en oplevelse, der gjorde stort indtryk på mange af deltagerne at have fællesbøn i de store, smukke og gamle kirker sammen med så mange unge fra hele Europa.
Udover fællesbøn bestod arrangementet også af workshops om emner som tro og spiritualitet, solidaritet og økologi, retfærdighed og fred og kunst og kultur. Nytårsaften blev brugt på bøn for fred og tværkulturelle møder i de forskellige værtsmenigheder. ’European Youth Meeting’ er en del af ’Pilgrimage of Trust on Earth’ (Tillidens pilgrimsvandring på jord), som oprindeligt blev opstartet af broder Roger, der er grundlæggeren af Taizé-fællesskabet.
Fakta om Taizé
– Taizé er et økumenisk kristent fællesskab grundlagt i 1940 af broder Roger i Bourgogne, Frankrig.
– Fællesskabet består af omkring 80 brødre fra næsten 30 lande med katolsk, protestantisk og anglikansk baggrund.
– Taizé er bl.a. kendt for sin særlige bønsform præget af korte, gentagende sange, stilhed og enkel liturgi.
– Hvert år besøger titusindvis af unge fra hele verden Taizé for at deltage i ugemøder med fælles bøn, bibellæsning og refleksion.
– Siden 1978 har Taizé arrangeret årlige europæiske ungdomsmøder i skiftende storbyer.



