Ansgars mission er også aktuel i dag

”Vær velkommen Herrens år” – sådan sang vi 1. søndag i Advent. Og nu fristes jeg til at synge her i januar: ”Vær velkommen Ansgars jubilæums år!” For Ansgars mission, der drev ham til det barske nord, har noget afgørende at sige til os i vores kirkelige virkelighed anno 2026, hvor vi fejrer, at Ansgar kom til Danmark i 826.

Hvad kan vi lære af missionen, metoden og manden? Som sognepræst i en af de forholdsvis få Ansgar-kirker oplever jeg det ekstra relevant at spejle Nordens Apostel i den praksis og selvforståelse, vi har som kirke i Danmark. Lad mig nævne nogle teologiske overvejelser.

Ansgar og mission

Ordet mission er hos mange, både i Folkekirken og i frikirker, blevet et vanskeligt ord. Dette gælder ikke missionæren Ansgar. Her er ingen ambivalens, for missionssynet er selve forudsætningen for at efterfølge Kristus. Ansgar og Benediktinermunkene fulgte Jesu ord i Matt. 28,19: ”Gør alle folkeslag til mine disciple.” Nu manglede bare det barbariske norden, og så ville Jesus komme igen, Jf. Matt. 24,14: ”Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som et vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.”

Ansgar var derfor drevet af missionsglød med evigheden og Jesu tilsynekomst for øje. På trods af perioder i kirkehistorien, hvor mission blev til kulturimperialisme, har vi brug for at generobre ordets positive konnotationer. Kirkens mission, at være sendt (missio), sker netop ikke i fejlbarlige menneskers navn eller i kirkens navn, men i den treenige Guds navn. Jesus sagde: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer. Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: Modtag Helligånden!” (Joh. 20, 23)

Guds tale gennem drømme og visioner

Allerede som helt ung og før store beslutninger på rejserne, fik Ansgar særlige drømme og visioner om sit kald. Skal vi tolke det som projicering af egne ambitioner i et åndeligt intenst klostermiljø eller udtryk for den menneskelige psykes underbevidsthed? Måske. Men jeg tror, vi har brug for i vores egen kirkelige kontekst at genopdage og lytte til, hvordan Gud ved sin Ånd også i dag taler til os i drømme og visioner.

Det er jo Pinsens gave, at ”jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme” (ApG. 2,17). Sådan bevidnes det også af Det Nye Testamente og hele kirkehistorien. Sådan er mange muslimer i Iran blevet kristne i nyere tid, fordi de har mødt Jesus i en drøm, og sådan opstår initiativer i Folkekirken i disse år, inspireret af drømme og syner, som Gud har givet til enkeltmennesker.

Ansgar var ikke den første missionær i Danmark

Ansgar var ikke den allerførste, der kom til Danmark med evangeliet. Allerede omkring år 715 nåede Willibroad, en keltisk præst fra Irland, frem som den første kristne missionær. Hans missionsarbejde blandt danerne havde dog meget begrænset succes. En anden foregangsmand for Ansgar er Ebo, ærkebiskop i Reims i Frankrig. Ifølge samtidige kilder omvendte og døbte han danere på en rejse i 823.

Man kan også spekulere i kristne handelsmænd fra syd, der har prædiket om den kristne Gud, eller keltiske munke, der i år 793 muligvis blev bortført af danske vikinger efter angrebet på klosteret, Lindisfarne i Nordøstengland. Ansgar var ikke den første, men hvad kan vi bruge en sådan missionshistorie til i dag? Jo, der er altid nogle, der er gået foran os. Vi må derfor først lære den lokale historie og sognet at kende, når vi begynder i en ny stilling eller nyt præsteembede.

For at være kontekstuel er at vide, at vi ikke er de første kristne på dette sted, og at vi på godt og ondt står på skuldrene af vores forgængere og tidligere initiativer. Det giver en sund selvforståelse og nødvendig ydmyghed.

Bønnen, hengivelsen og kontemplationen

I benediktinermunken Ansgars liv lyder omkvædet Ora et Labora (bed og arbejd). Oplært med tidebøn, sang og den ugentlige recitation af Davids salmer blev bønnen, hengivelsen og kontemplationen en rød tråd i Ansgars tjeneste. Vidnesbyrd om denne bønnens spiritualitet har vi fx i de såkaldte Pigmenta, som betyder offerrøgelse. Her har Ansgar nedskrevet sine egne korte bønner og meditationer i forlængelse af hver enkelt Davids salme.

Ansgars teologi er således teologi med hjertet. Helt centralt i Ansgars mission står også diakonien, omsorgen for fattige og det praktiske arbejde. Ja, det fortælles, at selv under salmesangen flettede Ansgar fiskegarn. For os, der står i en aktiv og ofte meget travl tjeneste omgivet af mennesker og behov, er påmindelsen om den gode balance mellem bøn og arbejde uhyre relevant. Eller sagt med Benediktinernes enkle regel, der også gælder forordningen for den vedvarende tidebøn: ”bevar ordenen og ordenen vil bevare dig”.

”Ansgar var derfor drevet af missionsglød
med evigheden og Jesu tilsynekomst for øje.
På trods af perioder i kirkehistorien, hvor
mission blev til kulturimperialisme, har vi
brug for at generobre ordets positive konnotationer.”

Ansgars forkyndelse

Hvad var så Ansgars og hans efterfølgeres forkyndelse? Et tilbagevendende refræn er proklamationen af Hvide Krist, den sejrende Kristus. Stærkere end Odin og de nordiske guder. Stærkere end Yggdrasils verdensvæv og skæbnetroen. Stærkere end døden selv. Hvide Krist som kongernes konge og herrernes herre. En Gud, som ikke kun lover et Valhalla for særligt berømte faldne krigere og skjoldmøer, men en Gud, som ved Hvide Krists sejr over døden åbner et himmelsk paradis for enhver, høj som lav, kvinde, mand og barn, der lader sig døbe og følger Jesus.

I denne forkyndelse af opstandelsen, Guds kraft og indgreb i vores verden modsiges enhver form for postmoderne relativisering af sandhed eller Gianni Vattimos forståelse af ”den svage gud”. For Hvide Krist er konge, Herre over dødens magt, og han er her i vores verden og hverdag.

Havde Ansgar succes?

Havde Ansgar succes? Målt på skriftlige kilder og arkæologiske fund af både kirkegård og kirkebygning har Ansgar utvivlsomt været med til at plante korset i den danske muld. Men succes i form af store vækkelser eller statskirkedannelse var der på ingen måde tale om. Hvad kan vi så lære af det? At Ansgar fortsatte sin mission og arbejde helt til det sidste. Nogle af os i præstetjeneste eller ansatte i kirkelige organisationer får menneskelig talt succes, bliver populære og gør en synlig forskel.

Andre af os virker mere i det stille eller oplever modstand og få synlige resultater. Men for Ansgar, som for alle os andre, spørges der i åndelig forstand ikke efter resultater, men om vi har været tro mod vores kald og ansvar: ”Som forvaltere af Guds hemmeligheder kræves det, at de findes tro” (1 Kor 4,2). Min egen sognekirke i Aalborg har ikke anden historisk tilknytning til Ansgar end den, at grundstenen blev nedlagt i 1926, hvor man fejrede 1100-års jubilæet.

Men ved indvielsen tre år senere skrev biskop Chr. Ludwigs: ”Når den nye kirke har fået Ansgars navn som kendingsnavn, så er det en ny kirke for det gamle budskab. Her skal ikke lyde et nyt evangelium, men det gamle evangelium med nye røster.” Hvad kan derfor være mere passende end at lade hovedpersonen selv formulere budskabet? I en bøn fra ca. 850 udtrykker Ansgar på forbilledlig vis det, som er den verdensomspændende kristne kirkes DNA i fortid, nutid og fremtid:

”Du gode og barmhjertige Gud, som både trøster syndere i deres kvaler og opfylder de retfærdiges boliger med fryd, ophøj dog din kirke ved din mægtige højre hånds vælde, for at kirken må blive retfærdigheds port for de troende og ved fast tro knytte sig så inderligt til dig, dens hjørnesten, at den altid i din opstandelses herlighed må juble ved dig, Jesus. Amen.”

Fakta – Ansgars liv

801: Ansgar født i Nordfrankrig.
822: Overføres som munk til klosteret Ny Corvey i det mellemste Tyskland.
826: Sendes som missionær til danerne og får følgeskab af den nydøbte kong Harald Klak.
830: Missionsarbejde i Sverige, omkring Stockholm.
832: Ansgar ærkebiskop i Hamburg med henblik på missionsarbejde nord for Elben.
845: Hamburg med Ansgars kirke nedbrændt af vikinger.
848: Ansgar bliver ærkebiskop af Bremen-Hamburg.
858: Kirke opført i Ribe.
865: Ansgar dør.