Det er svært at finde fred i farten
Smid lidt lovsang i højttaleren, og glem verden et øjeblik. Det er balsam for sjælen og superrengøring for hovedet.
Verden larmer i vores lille land. Ufreden rumsterer og truer. Og på de sociale medier og i de almindelige medier galoperer det hele af sted i et stadigt vildere tempo, og i vores frygt for ikke at følge med og i vores store ønske om at følge med er vi paradoksalt nok blot med til at øge mediernes tempo. Det larmer også nogle gange i vores kirker. Og ufreden rumsterer og truer. Evangelisk Alliances bedeuge er netop overstået som et årligt højdepunkt for bredt kirkeligt samarbejde.
Hvor kirkerne mødes om det vigtigste. Men rundt omkring lurer uroen hele tiden. Nye bølger med nye trends skyller med varierende styrke ind over kirken – som regel båret af de sociale medier. Prædikanter fra ind- og udland. Gode og mindre gode teorier om verdens ende og verdens fyrste. Åndelige holdninger til Trump og USA. Kristne, der håner andre kristne for at tage fejl. Eller kristne, der anklager andre kristne for at gøre for lidt, gøre det forkert, mene det for lidt eller mene det lidt for meget osv.
Der er i øvrigt en tendens i tiden til at overdrive betydningen af al ting. Bare fordi 100 mennesker mener noget på Facebook, er det ikke ensbetydende med, at hele verden er ved at gå i den retning. Nogle steder taler vi om en stille vækkelse, andre steder taler vi om frafald. Unge strømmer til kirken. For nogle handler det mest om moral og værdier. Andre steder står netop moralen og værdierne for fald – i nogle tilfælde i kirkens navn, i andre tilfælde i opposition til kirkens navn. Politik og kirke har det med at tage hinanden som gidsler, hvis de bliver blandet for tæt sammen.
Internettet strømmer over med falske profeter og usunde prædikanter, og kæmpestore kirker, hvor Jesus måske vil sige, ja, du gjorde store tegn og undere, men jeg kender dig ikke, og du har aldrig kendt mig. Andre steder er det hele så dødt, at det eneste gode, der er at sige om det, er, at man da i det mindste ikke kan være i tvivl om, at det er dødt. Fomo har længe været et kendt begreb og eksisterer helt sikkert også i kristne kredse. Fomo er en forkortelse for ’fear of missing out’, frygten for at gå glip af noget.
Der foregår så meget hele tiden, særligt på de sociale medier. Både gode og dårlige ting. Det er svært at følge med. Fomo står for øvrigt i sin natur i stærk kontrast til det kristne princip om at glæde sig med de glade og sørge med de sørgende. Det er svært at nå at føle noget mere end overfladisk, hvis man mest af alt hele tiden er bange for at gå glip af noget eller have overset noget. Drop derfor din fomo.
Kig i stedet på dig selv. Din omgangskreds. Din kirke. Dit liv. Og gør det rigtige og det gode lige der. Det er ikke meningsløst, og det er ikke lidt. Det er godt – og så overlever du nok, hvis du går glip af en trend eller to. Og få så sat det musik på, skru ned for tempoet i hovedet. Så er det meget nemmere at klare verden, når det hele bliver lidt for meget. Nyd Guds fred, og drik din kaffe, mens den er varm, som jeg for nyligt hørte et klogt menneske sige.
Og undskyld, hvis denne leder er skrevet i et lidt larmende og rodet format. Men det passer vel egentlig meget godt til pointen – hvis du altså ikke missede den, eller dem, i farten.
Guds fred.
