En salmedigter med socialt engagement

Hans Anker Jørgensen er for nyligt flyttet tilbage til Amager i nærheden af, hvor han en årrække var ansat som studenterpræst ved Københavns Universitets humanistiske fakultet. Her mødes jeg med ham for at høre om hans virke som salmedigter. Hans lejlighed er en del af en boligforening for bl.a. præster og præstebørn. Hans Anker Jørgensen er begge dele.

I barndommens præstegård mødte han ikke blot troen fra han var ganske lille, men også glæden ved sang og musik blev indprentet i ham fra barnsben. Ja, han levede og lever i musikken og af begejstring for ord. Når han under interviewet flere gange henviser til sange og salmer, nøjes han således ikke med at citere fra dem, han bryder ud i sang – og trods det, at han i dag er godt oppe i årene, har han bevaret en smuk, klangfuld sangstemme.

Rødder i Indre Mission

Begge Hans Anker Jørgensens forældre var indremissionske. Hans mor var yngste datter af formanden for Indre Mission på Bornholm, og faren, som var søn af en fordrukken spillemand, blev omvendt som 27-årig og endte som sognepræst i Vallekilde, da Hans Anker var fire år. I hjemmet begyndte man hver morgen med morgenandagt, hvor man sang salmer, og da han også som barn var med i kirken hver søndag, blev han i en ung alder fortrolig med den danske salmeskat.

På jagt efter anerkendelse fra sin far

Hans egen salmekarriere begyndte til dels som et forsøg på at få sin fars anerkendelse. Faren var af den gamle, konservative præstetype, hvilket bl.a. betød, at han ikke strøede om sig med ros til sine børn: ”Til fars fødselsdag var der hvert år åbent hus i præstegården to gange, én gang for de unge, og én gang for de ældre, hvor der kom omkring 100 mennesker. Også her sang vi af fulde hals.” Det var også til farens fødselsdag, at Hans Anker Jørgensen endelig lyttede sig til en anerkendelse fra sin far:

”Som 12-årig skrev jeg et lille hæfte med 20 salmer, som jeg gav min far i julegave. Jeg så meget op til ham og længtes efter hans anerkendelse, så jeg var meget optaget af, hvad han syntes om dem. Men det eneste jeg fik var en tak. Han kommenterede det ikke yderligere. Men min bror og jeg havde soveværelse ved siden af vores forældres soveværelse. Så en aften i januar havde mine forældre besøg af nogle gode venner i anledningen af fars fødselsdag. Min bror og jeg var blevet lagt i seng, men jeg tænkte så, at min far måske fortalte de besøgende om mine salmer. Så jeg stod op og listede ind i mine forældres soveværelse og stod og lyttede ved døren. Her kunne jeg så høre, at han læste op af mine salmer.”

”Som 12-årig skrev jeg et lille hæfte med 20 salmer,
som jeg gav min far i julegave. Jeg så meget op til ham
og længtes efter hans anerkendelse, så jeg var meget
optaget af, hvad han syntes om dem.”

Et opgør

Trods det, at Hans Anker Jørgensen som barn nærede stor beundring for sin far, kom det til et opgør, da han blev teenager. Den kristendom, han kendte fra hjemmet, var præget af en vis form for moralisme og legalisme, som han ikke længere kunne stå inde for. Samtidig tog han afstand fra den salmesang, der blev sunget tankeløst og uden sans for, hvad salmerne egentlig indeholdt:
”Så jeg var ikke optaget af salmer de ti år, jeg læste teologi, og skrev ingen salmer, mens jeg studerede.”

I stedet blev han meget engageret i den økumeniske bevægelse ude i verden, arbejdet for social retfærdighed og var som teologistuderende særligt optaget af den tysk-amerikanske teolog Paul Tillichs tanker om kristen socialisme og tyskeren Jürgen Moltmanns bog ’Håbets teologi’. Nogenlunde samtidig kom han også med i Danske Kirkedage. Det var helt fra deres spæde start i begyndelsen af 1970-erne.

Netop i den forbindelse begyndte han også så småt at tage salmedigtningen op igen: ”I 1971 i Haslev sang vi sangen ’Lord of the dance’, som Holger Lissner senere oversatte til dansk i 1974. Men jeg tænkte, at det kunne jeg da gøre bedre, så jeg lavede min egen oversættelse. Det blev min første salme som voksen.”

Missionsbefalingen som grundlag

Hans Anker Jørgensen er blev skudt i skoene, at hans salmer er for politiske og socialistiske, men når han selv skal begrunde den farvning, mange af hans salmer har, peger han på det, der helt fra hans barndom og ungdom har formet hans tro, nemlig Ydre Mission og missionsteologien:

”Som barn samlede jeg på frimærker fra de breve fra Indien og Afrika, som mine forældre modtog. Ydremissionærerne kom også på besøg hos os, når de var i Danmark og fortalte fra deres arbejde. Så Det Danske Missionsselskab, men også Kirkens Korshær, spillede en kæmpe rolle for mig.” Han nævner i den forbindelse også den daværende leder af DMS, Erik W. Nielsens bog ’En verden på vej mod frihed’ fra 1974:

”Bogens budskab var evangeliets forkyndelse – at gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til mine disciple, og her er ikke forskel på jøder og grækere, trælle og frie, for alle er vi ét i Kristus Jesus.
Men mine salmer er også inspireret af hymnen i Filipperbrevet, som nogen regner for at være den ældste kristne salme, der findes: Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus, som det hed i den gamle oversættelse.”

Hvor var Gud i Dresden?

Én, som også har været med til at forme Hans Anker Jørgensens teologi og salmedigtning, er professor K.E. Skydsgaard:

”En dag, jeg var inde at høre ham prædike i Trinitatiskirken, begyndte han sin prædiken med at spørge: ’Hvor var Gud i Dresden?’ Jeg havde ikke hørt noget om Dresden, for man talte ikke grimt om de allierede efter 2. Verdenskrig. Men så fortalte han, hvad der var sket der. Dresden blev fuldstændig smadret af englændernes bomber den 14.-15. februar 1945. Det var et brændende helvede.
Skydsgaard fortsatte med at spørge: ’Hvor var Gud i koncentrationslejrene? Hvor var Gud i Hiroshima og Nagasaki? Han sluttede så sin prædiken med at sige, at Gud var sammen med ofrene i Dresden, i koncentrationslejrene, i Hiroshima og Nagasaki. Det ved vi, fordi det højeste og dybeste billede, vi har af Gud i den kristne tro, er mennesket Jesus fra Nazareth, der skriger i angst og smerte på sit kors: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’ Det satte sig fast hos mig.”

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Netop dette råb er også blevet til en salme, som man kan finde i Den Danske Salmebog, ligesom Hans Anker Jørgensen har skrevet salmen ’Du satte dig selv i de nederstes sted’, der netop sætter ord på denne virkelighed:

”Den salme skrev jeg, efter at min ene søster havde begået selvmord. Sidste gang jeg besøgte hende på den lukkede afdeling, gik jeg tur med hende. Det var en smuk tidlig forårsdag, hvor der var vintergækker og erantis i skovbunden. Hun havde da forsøgt at begå selvmord tre-fire gange, og jeg spurgte hende, om hun slet ikke kunne se noget smukt og godt i tilværelsen længere. Hun gik lidt og tænkte og sagde så: ”Nej, jeg havde nær sagt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Efter hendes selvmord var der kaos i mig. Men den mest strukturerede salme – ’Du satte dig selv i de nederstes sted’ – skrev jeg netop i det kaos. Den kom som en gave fra himlen.”