IPSICC

English Heritage sletter fejlagtig oplysning om jul

English Heritage har måttet slette fejlagtige opslag om bl.a. datoen for Jesu fødsel.

NGO’en English Heritage, der forvalter over 400 historiske monumenter, bygninger og steder har før jul måttet indrømme, at de tog fejl, da de delte falske påstande om, at julens datering stammer fra en hedensk romersk festival til ære for en solgud.

Selvom Bibelen ikke angiver, hvornår Jesus blev født, var de første kristne overbeviste om, at Jesus blev undfanget den 25. marts, og at han blev født ni måneder senere, altså den 25. december. Denne tro går mindst tilbage til år 204 e.Kr. og fremgår af Hippolytos af Roms værker.

English Heritage havde dog en anden forklaring og skrev på X: ”Hvorfor fejrer vi jul den 25. december? Romerne fejrede det som solgudens, Sol Invictus’, fødsel. Efter at Romerriget konverterede til kristendommen, blev det ændret til en kristen helligdag, og dele af vinterfestivalerne blev samlet.”

Men de tidligste beviser for, at Sol Invictus-festivalen blev fejret i nogen form overhovedet den 25. december, stammer fra slutningen af ​​det 3. århundrede, næsten 100 år efter at kristne begyndte at markere Kristi fødsel på denne dag, skriver Christian Today.

English Heritage forværrede iøvrigt fejlen ved at tweete, at kristendommen ”blev den officielle religion i Romerriget i år 325 e.Kr.” I virkeligheden skete dette først i år 380 e.Kr.

Begge tweets blev senere slettet, og en talsmand for English Heritage sagde: ”Vi indså hurtigt, at vi havde taget fejl, og slettede opslagene,” rapporterer The Telegraph.

I en kommentar til opslagene sagde den katolske forfatter Gavin Ashenden, at English Heritages ”opgave er at bevare den nationale hukommelse”. Han udtaler blandt andet:
”Kristendommen skabte den kultur, som English Heritage eksisterer for at bevare: katedraler, kalendere, moralsk grammatik, love, sprog, skikke, festivaler og musik.”