Forslag til nytårsforsæt: Glæd dig altid i Herren

Et af de mere kendte bibelvers er Paulus’ ord i Filipperbrevet om altid at glæde sig i Herren. Paulus’ liv var langt fra altid fantastisk. Han oplevede masser af forfølgelse og ulykker. Alligevel sagde han: ”Glæd jer altid i Herren.”
Når Paulus siger, at vi altid skal glæde os i Herren, er det ikke en følelse, han taler om, men en tilstand.
En tilstand, hvor vi ikke altid er på vej. Ikke altid er på jagt efter mere. En tilstand, hvor jeg er tilfreds, selvom jeg godt ved, at der er mere at få, som jeg endnu ikke har, materielt eller åndeligt.
Mange kristne kæmper med åndeligt pres. Jeg skal have mere styr på mit bønsliv. Jeg skal kunne mærke Gud mere. Jeg skal have et mere personligt forhold til Jesus. Jeg skal have mere styr på mine handlinger og mine tanker. Helligånden kan helt sikkert få meget mere plads i mig osv.
Men når Paulus siger ”glæd jer altid i Herren”, handler det om at stoppe op. Uanset hvordan dit liv ser ud i åndelig eller menneskelig sammenhæng, har du grund til at være taknemmelig og glad for situationen, som den er lige nu – også selvom alt langt fra er perfekt. Du er nemlig frelst ved tro på Jesus, ikke på grund af dig selv, men på grund af ham og det, han har gjort for dig. Glæd dig derfor i Herren, for det er værd at glæde sig over. Altid.
Jeg vil virkelig gerne vokse i tro og hellighed, men det er endnu bedre at glæde sig i Herren på grund af det, Jesus har gjort for mig.
Det kunne være et nytårsforsæt. I stedet for et forsæt om at ville gøre en hel masse bedre, så lav et nytårsforsæt om altid at glæde dig i Herren.
Og hvem ved, måske er det meget nemmere at vokse derhen, hvor man gerne vil, hvis det udspringer af glæde og frihed.
I England har Oxford Dictionary kåret årets ord til ”rage bait”. Rage bait dækker over et fænomen, der er vokset i omfang gennem flere år. Rage bait er, når man skriver noget kontroversielt eller provokerende, noget der forarger, med den hensigt at skabe stærke reaktioner – for at få opmærksomhed. For at blive hørt.
Wikipedia beskriver det sådan her: ”rage-baiting er en manipulerende taktik til at fremkalde forargelse med det mål at øge internettrafik, online engagement, omsætning og support.”
Rage bait fungerer fantastisk på de sociale medier. Jo mere rage-bait-agtigt du kan formulere dig, jo længere når dit budskab ud. Det siger meget om vores tid, og det siger meget om de sociale medier.
Jeg ser også flere og flere kristne, der benytter sig af rage-bait-inspireret kommunikation. Logisk nok, fordi det virker, og folk elsker det.
Men tænk, hvis vi kristne i stedet kunne starte en modbølge med fx love-bait eller freedom-bait. Inspireret af den glæde, ”vi altid har i Herren”. Det ville være godt.
Jeg har altid grund til at glæde mig i Herren, og den glædestilstand vil jeg gerne dele med andre. Det er enormt frisættende, og jeg håber, mange vil være med.



