Hvordan skal det hele ende?

”Kristentroen står på to grundpiller: Kristi kors i fortiden og Kristi dag i fremtiden… Bibelen taler klart: Jesus kommer igen. Ikke som den ydmyge i Betlehem, men som universets konge i herlighed. Det er ikke en fjern fantasi eller science fiction – det er en af kristendommens mest centrale trossætninger. Men hvorfor kommer Jesus igen? For det første for at holde dom. Ondskaben og uretten skal ikke have det sidste ord. Gud har overgivet dommen til sin søn (Joh. 5, 22 og Matt. 25, 31). For det andet kommer han for at frelse dem, der venter på ham (Hebr. 9, 27-28). For det tredje kommer han for at åbenbare sin herlighed og modtage hele skaberværkets tilbedelse. Den Jesus, som engang kom som lammet, kommer da som løven (Åb. 5 og Åb. 19). Og for det fjerde kommer han for at skabe en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor (Åb. 21og Es. 65,17). Den dag bliver tro til syn, og håbet bliver virkelighed.”

Ovenstående er et uddrag fra en prædiken af Jóannis Fonsdal, der er sognepræst ved Emdrup kirke.

Eskalerer ulykkerne?

Krig, ulykker, klimakrise, hungersnød og forfølgelse, er det ikke, som om det eskalerer? Og selvom Jesus talte om disse ting i forbindelse med templets ødelæggelse, bliver de kun mere og mere aktuelle. Er jeg dommedagsprofet, hvis jeg mener, at det lakker mod enden for menneskeheden? Eller er Kristi dag ikke netop det forløsende øjeblik, som skabningen sukker efter?

Frelse eller fortabelse

Jóannis og jeg står sammen i arbejdet for den forfulgte kirke i Open Doors. Og på en rejse til Nicaragua i 2024 talte vi om paradokset, at vi i Vesten – hvor risikoen for forfølgelse er lav – let undviger, når det kommer til spørgsmålet om den dobbelte udgang i livet (frelse eller fortabelse). Ja, det er vel nærmest den gængse teologiske opfattelse, at alle mennesker frelses. Paradokset er, at vi let kommer til at forkynde en nåde, fra hvad? Et kristent liv uden Kristi efterfølgelse. Og en kristendom uden en pris. Men som Jóannis siger i sin prædiken:

”Uden hans kærlighed og omsorg kommer vi ikke ind i Himmeriget … og fordi han har vist os denne kærlighed, skal vi også vise denne omsorg for andre… Han (Jesus) vil dømme os efter vores gerninger. Jeg kan næsten høre jer tænke: Betyder det, at vi skal gøre os fortjent til frelsen? Nej – og det er vigtigt at sige klart: Gerningerne frelser os ikke, men de afslører os. De viser sandheden om vores hjerte – især i mødet med hans mindste brødre og søstre, som ifølge Jesus er dem, som følger Guds vilje, altså de kristne.”

Hvis Kristi dag er en central del af evangeliet, må det få os til at leve hver dag med evigheden hos ham for øje. Det Gamle Testamente formidler et radikalt budskab: Du skal udrydde det onde af din midte. (5. Mos. 19) – heldigvis skal vi ikke være dommere over andre menneskers liv med eller uden Gud – men det hellige kald til ikke at tillade det onde at få rodfæste i vores liv ophæves ikke i Det Nye Testamente.

Det onde skal udryddes. Men har vi fået evangeliet galt i halsen, når vi taler om nåde og kærlighed og kun sjældent om retfærdighed og dom. Er Jesus ikke selv ret klar i sin melding, om at verden står overfor en dom? Jeg tror konfrontationen af det onde – når det bliver til en dom over den, der gør ondt – er blevet svært håndterlig for os. Vi vil hellere snakke om Jesu frelse, ufortjent og af nåde, end hvad han frelser fra.

Fortabelsens mulighed er den virkelighed, der hersker uden for nåden. Mere end det, så er livet med Kristus et liv i retfærdighed – Jesus siger til sine disciple, at deres retfærdighed skal overgå farisæernes og de skriftkloges. Selvfølgelig er der mange udlægninger af det. Farisæernes retfærdighed kom af ydre regler, og Paulus taler om omskærelse af hjertet frem for kødet.

Tro og gerninger

Men hvis det bliver en blankocheck for at leve et liv i synd, så har vi ikke fattet Guds retfærdige væsen. Retfærdigheden vil uretfærdigheden og ondskaben til livs. Den vil som kirurgen fjerne det betændte for at redde hele kroppen fra at gå til grunde. Du kender sikkert joken om manden, der ledte efter den perfekte kirke at komme i. Kirken uden mennesker, der svigtede, syndede og skuffede. Da han endelig fandt den, var alt ødelagt, for idet han træder over dørtærsklen, er den ikke længere perfekt.

Moralen er, at vi let kan se andres fejl, som vi gerne vil være fri for, mens vi ikke kan få øje på, at vi selv bringer noget dårligt med os. Men kan vi ikke også hurtigt få historien til at handle om, at det med at ”arbejd med frygt og bæven på jeres frelse” (Fil. 2. 12-13) ikke længere har betydning. Vi er jo alle sammen syndere frelst af nåde – og tak Gud for det! – men betyder det, at vi skal tolerere synd og ondskab?

Syndens løn er døden. Og derfor bliver det så skelsættende, at vi ikke lader den slå rod i vores midte. C. S. Lewis går lige til stålet, når det gælder de store og afgørende spørgsmål for den, som kalder sig kristen. Med afsæt i ordene: ”Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, … For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje” folder han nåden og troens liv ud. Den, som vil være kristen, må stå i et ret forhold til Gud. Det betyder for det første, at vi går fra ”tillid til vores egen formåen (at frelses ved egen indsats) til en tilstand af fortvivlelse over vores uduelighed, hvorefter vi overlader det hele til Gud”.

Uden erkendelsen af, at vi er håbløst ude af stand til at frelse os selv fra fortabelsen, er der kun en nådesløs og håbløs stræben efter at opfylde retfærdighedskravet fra Gud, som er dommer. For det andet byder livet med Jesus – altså det at være kristen – at jeg fra nådens grund gør, hvad mesteren siger, ikke for at frelses ved gode gerninger, men fordi jeg ønsker at efterligne ham, som er vejen, sandheden og livet.

Lewis taler om to parodier på kristenlivet, hvor den ene siger: ”Gode gerninger er det eneste, der betyder noget. Den bedste af disse gerninger er godgørenhed… at give penge… til kirken.” Mens den anden siger: ”Troen er det eneste, der betyder noget. Hvis du har tro, spiller det ingen rolle, hvad du gør.” Begge udsagn er vås, siger Lewis.

Dårlig ånde

Dommedag er forløsningens dag, for den som står ret ind for Gud, den må ikke bruges som et spanskrør til at opdrage andre kristne med. Den enkelte kristne må gøre op med synd og ondskab, fordi det fører væk fra Gud. Men med ordene ”om bjælken i øjet” må vi se indad i stedet for at påpege andres fejl og synd. ”Også du lider af en fatal brist i din karakter,” skriver Lewis og peger dermed på vores tilbøjelighed til at bagatellisere egne fejl, mens vi gør andres fejl til principielle og tydelige karakterbrist.

Helt ned på jorden kommer det, når han sammenligner det med én, der har dårlig ånde – alle andre bemærker det undtaget den, som lider af det. Og mens vedkommende måske ville hævde, at det er for dårligt af de andre, at de ikke har gjort opmærksom på dette (altså bristen og ikke den dårlige ånde), så sidder de tilbage med en oplevelse af, at vedkommende ikke vil høre det, men i stedet har vendt det imod dem og bebrejdet deres urimeligheder.

Vi skal derfor også vare os fra at dømme andre mennesker og overlade den ultimative dom til netop Kristus.

Frelses alle?

Det betyder imidlertid ikke, at universalisterne får ret, når de hævder, at alle frelses. Kierkegaard taler om ”hin enkelte”, altså om det forhold, at hvert menneske står til ansvar overfor Gud og dermed hverken kan opnå bedre status ved at sammenligne sig med andre eller bruge andres forbrydelser som undskyldning for ikke at vedkende sig egen ”regning”. Kristi dag må på denne vis være det afgørende pejlemærke for hver enkelt kristen, som lever hverdagenes små handlinger.

”Troen afsløres ikke kun i store gerninger, men i alle de små, stille skridt. Det, ingen ser. Det, du gør, fordi du hører Kristus til,” siger Jóannis. Når jeg spørger Jóannis, hvad han siger til sine præstekolleger, der forkynder læren om alles frelses (universalisme), siger han:

”…fx ved en begravelse at sende dem alle sammen den ene vej (til himmelen), det forstår jeg godt et ønske om, og det harmonerer sådan set også med, at Gud vil alles frelse, og at Kristi forsoning, det er i hvert fald min overbevisning, ikke er begrænset, altså Kristi soneoffer er tilstrækkeligt for hele verden. Men jeg har svært ved at bøje Bibelen, fordi der er forskel på Guds vilje til at frelse og læren om, at alle faktisk frelses. Det er den vigtige forskel for mig at se, fordi Jesus taler igen og igen om den dobbelte udgang i forskellige variationer: den smalle vej og den brede vej, om at man kan vinde livet og tabe sit liv. Også den tekst som prædikenen var lavet over, handler om at skille fårene og bukkene fra hinanden.”

Jeg kan heller ikke forstå inkarnationen og især Jesu stedfortrædende død, som var både ekstremt fornedrende og lidelsesfuld, hvis ikke den var nødvendig for at bryde dødens magt og bane en vej ud af fortabelsen. Modtagelsen af frelsen kan ikke trækkes ned over hovedet på alle uagtet det menneskelige valg og den frie vilje. Evangelisten Johannes er tydelig i prologen til sit evangelium: ”men alle dem som tog imod ham”, det var dem, der blev Guds børn og gik fra fortabelse til frelse.

Men det står jo netop i kontrast til de mange, som ikke ville modtage ham. Og hvordan modtager man så Jesus, kunne man spørge, det gør man ved at efterfølge ham, lyder svaret. Jóannis taler om netop dette som en væsentlig motivationsfaktor for at være præst, altså at når mennesker møder evangeliet, så kan det gøre en forskel i deres liv her og nu og ikke mindst i livet efter dette liv. Det er mødet med Guds ubegrænsede kærlighed, hvor han giver sig selv for os, men også stiller det enkelte menneske på valg: Vil du modtage eller afvise dette. Det er på en og samme tid evangeliets alvor og det smukke ved evangeliet.

Er Gud bare ’feel good’?

De forfulgte kristne forkynder dette evangelium for os i den frie verden, fordi deres historier er vidnesbyrd om, at troen er det hele værd. ”De må have fået det ind under huden,” siger Jóannis, ”når det koster så meget at være kristen – det kan koste job, familie og liv – så afslører de, at Kristus virkelig er det værd.” Og interessant nok viser mødet med disse mennesker ofte en dyb relation til Jesus, fordi afhængigheden af hans hjælp og støtte i livet er altafgørende.

Det udfordrer også mig i min komfortable, frie, vesterlandske kristendom, hvor jeg ingenlunde lever under forfølgelse, men måske snarere i fare for forførelse af forbrugermentalitet, hvor troen blot er en livsstilspakke, der ligesom streamingtjenesterne giver mig adgang til følelsesmæssige og intellektuelle stimuli, et socialt fællesskab eller bare underholdning, alt efter humøret. Midt i begejstringen for den åndelige opvågning, som kommer til udtryk ved kendisser på stribe, der taler om tro, spiritualitet og gudserkendelse, og i søgning til kirkerne specielt iblandt de unge, kan jeg blive nervøs for, at det evangelium, som er Guds kraft til frelse (Rom. 1) meget let kan blive udvandet til ”feel good vibe”.

Her i efteråret skulle jeg selv prædike og faldt i min forberedelse over ”The Good News Channel”, som startede i 1997. En kanal, hvis motto lyder: ”Good vibes only” (kun gode vibrationer). Kanalen havde oplevet en voldsom tilgang af abonnenter i kølvandet på angrebet den 11. september 2001 og igen efter finanskrisen i 2008, hvilket fortæller mig, at vi søger håbet, når mørket er størst. Men hvis vi ender med et evangelium, som ikke taler sandt om ondskab, eller som Jesus siger:

Om synd, dom og retfærdighed, ja så er jeg alvorligt bange for, at vi udvander troen og ender med kun gode vibrationer – og de frelser altså ingen.

Forfulgte kristne

Jeg ønsker ikke at gå ind i spekulationer om rækkefølgen i endetiden. Selv fagteologer kan ikke blive enige om kronologien, men det burde til gengæld ikke være til diskussion, at Kristus kommer igen, som vi siger i trosbekendelsen: ”…opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Når vi således proklamerer det i trosbekendelsen, er det et udsagn om håb. Håbet om, at den retfærdige frelser engang skal rette al uretfærdighed.

”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.” Matt. 5. 11-12. Sådan taler Jesus om den uretfærdighed, som kristne udsættes for i denne verden. Vi snakker om godt 380 millioner kristne, som verden over risikerer forfølgelse, diskrimination eller forskellige grader af pres fra deres omgivelser på grund af deres kristne tro.

Men en dag gøres regnskabet op, og de, som har stået forfølgelserne igennem, står til en stor løn i det himmelske. Og for alle os, som ikke udsættes for forfølgelse, lyder der en klar formaning i evangeliet om at hjælpe dem, som lider for evangeliet skyld. Vi er en del af samme legeme, siger Paulus, og når et lem lider, lider legemet. Det ved vi godt er sandt, når det kommer til den fysiske krop – da jeg brækkede lilletåen, havde jeg ondt i kroppen (og kunne fx ikke køre bil, hvilket var meget upraktisk).

Men vi kan meget let overse, at metaforen ikke begrænses til den lokale menighed, som jeg er ”med-lem” af, men kristenheden i dens mangfoldighed. Så når man ikke længere har lovlig adgang til kirken i Kina, før man bliver 18 år, føler jeg smerten, som om det var mine egne tre børn, der ikke frit kunne høre om Jesu kærlighed. Når jeg møder kristne i Nicaragua, der har mistet deres jobs i det offentlige, fordi regeringen aktivt modarbejder kristne, mærker jeg usikkerheden som min egen, og det minder mig om, at jeg i bund og grund er dybt afhængig af Guds velsignelse i mit liv.

For et par år siden mødte jeg to unge mænd i Vietnam, som netop var kommet til tro på Jesus som deres herre og frelser. Som konsekvens af dette var de blevet banket og udstødt af deres landsby, og det sker jævnligt rundt om i Asien, Afrika og Latinamerika. Følelsen af magtesløshed, blandet med en længsel efter at gøre noget for disse mænd, overvældede mig, og det var en forløsende oplevelse at kunne bede med dem, men glæden over at dele et måltid med dem efterfølgende var næsten endnu større.

Igen rammer Paulus budskabet ind, når han skriver til galaterne i Galaterbrevet kap. 6 v. 10: ”Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller.” Sandheden er nemlig, at vi skylder vore trosfæller en særlig omsorg, og hvem ved, om det en dag bliver os, der forfølges for evangeliets skyld og ikke har midlerne eller friheden til at gøre noget for andre.

Hvordan skal det ende?

Så hvordan skal det hele ende? Går vi fremtiden i møde med frygt og bange anelser, fordi ulykker og ondskab truer med at fjerne vore illusioner om kontrol og sikkerhed? Eller kan vi løfte hovedet i forventning om, at vi engang skal forenes med Kristus? At de glimt af herligheden, som vi nu kun oplever som solstrejf gennem et skydække, engang skal erstattes af et møde med Den Strålende Morgenstjerne, Alpha & Omega og Kongernes Konge.

Ja, undskyld min begejstring, men den, som håber på Kristi dag, frygter ikke enden, for det bliver, som C.S. Lewis skriver i ’Det sidste slag’ (sidste bind i Narniaserien), til en åbenbaring af Guds herlighed, hvorved den verden, som vi nu kender, bedst kan sammenlignes med omslaget på bogen – hele indholdet venter med at blive åbenbaret, når vi træder ind i Guds herlighed.
Gid vi igen – som i den første menighed – må leve med evighedshåbet for øje, gøre godt, mens tid er, og i taknemlighed takke ham, som er troens banebryder og fuldender.