Iben Thranholm udfolder sin tro i bogen ’Vær ikke bekymret’

Forlaget Eksistensen har en populær bogserie, der hedder ’Kristendommen ifølge…’ og så efterfulgt af navnet på den pågældende forfatter. I serien skriver forskellige kendte danskere om deres personlige tro, og hvad kristendommen ifølge dem handler om.

Tilbage i 2025 udkom ’Kristendommen ifølge… Iben Thranholm’ med titlen ’Vær ikke bekymret’. Jeg læste bogen helt tilbage i februar 2025, og i oktober 2025 havde jeg så en telefonsamtale med Iben Thranholm om bogen – og nu skriver jeg så endelig den planlagte artikel. Lad os kalde det ’Almindelig arbejdsgang ifølge…’ med undertegnede. Og lad mig bare sige det med det samme: Bogen får mine varmeste anbefalinger.

Iben Thranholm har nogle interessante holdninger til angst, og det hun kalder psykologiseringen af vores samfund, som hun er meget kritisk overfor. Med bogen ønsker hun at vise sin katolske tro – og hun giver en interessant beskrivelse af, hvor angstfyldt det var at ”springe ud” som katolik i Danmark. For er der noget, som vi reformerte danskere har fået ind med modermælken, så er det, at katolicismen, det er noget værre noget.

Og der er uden tvivl også mange ting, der er noget værre noget, men der er også mange ting i folkekirken, der er noget værre noget, og der er mange ting i frikirkerne, der er noget værre noget – og selv den gode Luther sagde ting, der var noget værre noget. Personligt er jeg relativt økumenisk opdraget og har fra barnsben lært, at katolikkerne er vores kristne brødre og søstre, men det har været svært at ignorere det indforståede ’men’, som de fleste danskere føler en indgroet trang til at tilføje efter den sætning.

Luthers skepsis overfor den katolske kirke er gået fint og uforstyrret i arv fra generation til generation i mange år i Danmark. I Iben Thranholms bog giver hun et interessant indblik i, hvorfor katolicismen har været det helt rigtige kirkesamfund for hende at være i som kristen. Da Iben Thranholms tro for alvor blev personlig, var det nemlig i den katolske kirke, og derfor blev hun, for efterhånden mange år siden, katolik. I bogen beskriver hun sit første møde med en katolsk kirke sådan her:

”Jeg havde ikke siddet længe i den lille kirke, før jeg oplevede noget, jeg aldrig før havde følt i et kirkerum. Pludselig pressede tårerne sig på, uden at jeg kunne forklare hvorfor … Der var en atmosfære af mildhed og ømhed, som rørte mit hjerte på en ny måde. Jeg vil kalde det for et stærkt nærvær, der ikke blot var en stemning, men føltes som et personligt møde. Nærværet fandt selv vejen til min indre tomhed og fyldte den ud med en fred og barmhjertighed, som jeg blev så rørt over, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage.”

Bogen er selvfølgelig først og fremmest Ibens personlige historie, men den giver også en god indgang til at forstå, hvordan en troende katolik praktiserer sin tro, og som jeg kan huske, at jeg for længe siden læste en anmelder skrive med et glimt i øjet: ”Jeg fik næsten selv lyst til at blive katolik”.

Et liv med angst

Iben Thranholm er opvokset i et trygt miljø hos sin mor og far i Viborg. Begge forældre var troende mennesker, og Iben oplevede sig elsket og fik ofte at vide, at hun var elsket. De manglede ingenting i barndomshjemmet, og hun har ikke været udsat for hverken fysisk eller psykisk vold eller andre former for overgreb. Alligevel kom angsten snigende allerede som barn. I bogen beskriver Iben det sådan her:

”Det begyndte med kvalme og svimmelhed. Om det var angst, der gav mig disse fysiske symptomer, eller om jeg blev angst, fordi der var noget i min krop, som var i ubalance, er stadig et ubesvaret spørgsmål for mig. Men uanset hvad der satte det i gang, så udviklede jeg en angst for at besvime, at forsvinde ned i et sort hul og dø, og det greb ind i mit liv på alle planer. Selvom jeg i dag ikke er styret af angsten som i min barndom, så bærer jeg den med mig som et sovende monster, der kan vågne og gå til angreb, hvis det bliver tilstrækkeligt provokeret.”

Ibens personlige vej ud af angsten har været gennem troen, og en af hendes helt store pointer i bogen er at gøre op med den psykologisering som gennemsyrer vores syn på mange ting.
Den positive psykologi siger, at du skal tro på dig selv, du skal blive stærkere i dig selv, og hvis du oplever skyld og skam, så kan det hjælpe at tale om det, men i kristendommen bliver vi netop fritaget for det ansvar, siger Iben Thranholm. I kristendommen kan vi opleve den frihed, det er, at tro mere på Gud end på sig selv.

”Selvom jeg i dag ikke er styret af angsten
som i min barndom, så bærer jeg den med
mig som et sovende monster, der kan vågne
og gå til angreb, hvis det bliver tilstrækkeligt provokeret.”

”Det at tro på Gud i stedet for på mig selv, har været min vej ud af angsten,” skriver Iben i bogen. Og så har hun en anden pointe, som hun brænder for at dele: ”Angst er et grundvilkår som peger helt tilbage til syndefaldet. Da Adam og Eva havde spist af frugten, gemte de sig for Gud, fordi de var bange. Vi gør angst til noget, der skal behandles, men angsten er et grundvilkår. Angst er en konsekvens af at være adskilt fra Gud. Mit nære forhold til Gud gør min angst mindre,” fortæller Iben Thranholm, da jeg snakker med hende om bogen, og det er et emne, der betyder meget for hende:

”Vi tør ikke stille spørgsmålstegn ved, om terapi er godt, men noget tyder på, at man ikke får det bedre af at kigge på sig selv, som man gør igennem psykologien. Jeg er sikker på, at hvis folk gik til skrifte i stedet for psykolog, ville mange have det bedre. Psykologsamtalen er jo en form for skriftestol, forskellen er bare, at i kirkens skriftestol kan du også få nåde og tilgivelse. Præsten lytter til det, der tynger dig, og Gud giver dig tilgivelse og nåde. Jeg er kommet af med ting på få minutter, som jeg ellers kunne have kæmpet med i årevis,” siger Iben Thranholm.

Iben Thranholm afviser ikke psykologien og de psykologiske indsigter, og det gør kristendommen heller ikke, siger hun, men kristendommen kan forklare angsten på et dybere plan, og vores psykiske velbefindende er afhængigt af, hvordan vi har det åndeligt, mener hun.

Stram Kurs – en fejl

I 2018 begik Iben Thranholm med egne ord en fejl. For mange har det været en utilgivelig fejl. Fejlen var at stille op til folketingsvalget for det islamkritiske parti Stram Kurs med den kontroverselle frontfigur Rasmus Paludan, der blandt andet gjorde sig bemærket med flere koranafbrændinger. Når man læser bogen, er man ikke i tvivl om, at Iben Thranholm selv ser det som en fejl, hun fortryder. Hun giver en ganske kort, men flot og ærlig forklaring på, hvorfor hun ”lod sig friste”, som hun kalder det, til at stille op for partiet.

Hun lod sig blandt andet overtale, fordi Rasmus Paludan forsikrede hende om, at hun kunne være med til at forme partiet, og de var helt enige om, at løsningen på truslen fra islam var, at vi i Danmark skulle blive mere bevidste om kristendommen. ”Jeg har aldrig sagt noget negativt om muslimer, kun at vi ikke er kristne nok. I dag mener flere jo lidt det samme, som jeg sagde dengang. Hvis ikke vi styrker kristendommen, så kommer islam til at vokse. Vi kan ikke bare klare det med forbud. Det er ikke for at sige noget negativt om muslimer,” siger Iben Thranholm.

I bogen fortæller Iben Thranholm i øvrigt også, at hun havde en aftale med et andet stort og veletableret parti om at stille op, men at hun få dage før offentliggørelsen blev pillet af listen, fordi partiets presseafdeling fandt ud af, at hun som katolik havde udtalt sig imod abort. Den potentielt dårlige presseomtale i forbindelse med det, turde de ikke risikere. Måske var det også medvirkende til, at hun lod sig friste til at stille op for Stram Kurs, funderer hun i bogen.

Folkedomstolen

Tiden i Stram Kurs blev kort. Efter to måneder trådte Iben Thranholm ud af Stram Kurs i erkendelse af, at partiet ikke var og ikke kunne påvirkes til det, som hun troede. Men konsekvenserne og folkedomstolen både indenfor kirken og udenfor kirken har været voldsomme. I bogen beskriver hun det sådan: ”Da jeg annoncerede mit kandidatur brød helvede løs. Selvom jeg havde oparbejdet en del hård hud som kulturdebattør og var vant til kritik, kom presset bag på mig.

”Skriftestolen er et paradis
sammenlignet med folkedomstolen.”

Jeg blev fyret som klummeskribent. Planlagte foredrag blev aflyst, og nære venner vendte mig ryggen og kom aldrig tilbage.” Det har taget Iben Thranholm lang tid at tilgive sig selv for netop det, men også her har bevidstheden om Guds tilgivelse banet vejen for, at hun igen har fået det bedre. Oplevelserne med den berømte folkedomstol har desuden givet hende en forståelse for, hvordan det er, når man bliver ramt af folkedomstolen, og hvordan det er at blive udsat for den berygtede ”cancel culture”, som flere kendte har oplevet de senere år.

”Det var meget voldsomt med Stram Kurs, og jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det er at miste alt, fordi man har sagt noget forkert eller gjort noget forkert,” fortæller Iben Thranholm og tilføjer: ”Det er urimeligt med en kultur, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Vi bliver nogen gange fristet til at gøre noget forkert. Jeg troede jo på, at jeg kunne gøre noget godt via et politisk engagement. Fristelsen er altid, at vi gør noget forkert, som vi tror er godt, eller at vi bliver fristet i et svagt øjeblik. Det er helt umenneskeligt med den kultur, vi har nu. Skriftestolen er et paradis sammenlignet med folkedomstolen,” siger Iben Thranholm.

Indblik og vidnesbyrd

Bogen er skrevet i et let og læsevenligt sprog, samtidig med at den bærer tydeligt præg af, at Iben har læst mange bøger, tænkt mange tanker og deltaget i mange samtaler. Bogen indeholder mange interessante indsigter og synspunkter – det bliver desværre for langt at få det hele med her, men jeg kan varmt anbefale at læse bogen, som både giver et interessant indblik i katolicismen, og som samtidig er et stærkt vidnesbyrd om en personlig tro på Gud.

Bogen kan købes ved Eksistensen for 139,95 kr.