Nye lokaler for frikirken Haven i Aarhus giver nye muligheder

Frikirken Haven er en frikirke i Aarhus og en del Apostolsk Kirke i Danmark. Haven har haft flere adresser siden oprettelsen i 2015. De senste år har kirken holdt til i nogle lokaler i den gamle postgård på Fredens Torv i Aarhus.
Men 1. marts 2026 flytter de ind i nye og flotte lokaler. I øvrigt kunne bygningen til forveksling godt ligne en gammel kirkebygning. Det er det dog ikke tilfældet. Bygningen er en gammel studestald fra 1865. Oprindeligt opført uden for byen – blandt andet for undgå lugtgener inde i byen. I 1992 blev lokalerne, der ligger med gavlen ud mod kystvejen i Aarhus, renoveret og indrettet som attraktive kontorlejemål.
Frikirken Haven har aktivt søgt efter nye lokaler til kirken i nogen tid, fortæller kirkens præst Tobias Haslund-Thomsen, og kirken har tidligere kigget på netop den gamle studestald ved Kystvejen.
”Vi er en kirke i vækst både antalsmæssigt og i forhold til generationer. Det stiller andre krav, når der kommer børn i en kirke. Vi havde behov for en større sal og nogle andre lokaler til blandt andet børnekirke.
Vi har derfor tidligere undersøgt muligheden for at leje os ind i netop denne bygning, men vi fik at vide, at den allerede var udlejet, og i øvrigt var prisen mange gange større, end vi havde råd til,” fortæller Tobias Haslund-Thomsen, der er ledende præst i Haven.

Meget favorabel husleje
Frikirkens interesse i bygningen ved Kystvejen skulle dog vise sig at bære frugt alligevel. Den nye ejer af bygningen har nemlig en vision om, at bygningen ikke bare skal være en ”død kontorbygning”. Han kontaktede derfor Tobias Haslund, da han hørte om interessen.
”Han (ejeren, red.) vil gerne have, at bygningen også bruges efter kl. 16 og i weekenderne. Han kommer ikke selv i kirke, men efter at have læst lidt om vores kirke, kontaktede han os og sagde, at han gerne ville have, at vi skulle være i hans bygning. Derefter tilbød han os nogle meget, meget favorable lejevilkår, som ikke er ret meget højere end det, vi giver i vores nuværende lejemål,” fortæller Tobias Haslund-Thomsen.

Giver nye muligheder
Tobias Haslund-Thomsen glæder sig over, at frikirken nu skal til at holde til i en flot og ikonisk bygning i Aarhus. ”Det har ikke været et mål i sig selv at få flotte lokaler som disse, men vi er meget begejstrede for muligheden og for pludselig at være i nogle lokaler, som kan blive et aktiv for os,” siger Tobias Haslund-Thomsen med henvisning til, at de nye lokaler og den synlige placering giver flere muligheder for kirkens arbejde.
”Vi ønsker at være en kirke i centrum af Aarhus og nå mennesker i Aarhus med evangeliet. De her lokaler er indbydende og skaber noget synlighed, som både gøre det nemmere for os at række ud til nye og at samles i fællesskab.”
Åben festgudstjeneste
Frikirken Haven lejer ikke hele bygningen, men får en kirkesal og adgang til fællesarealer, der giver mulighed for café, kirkekaffe, børnekirke osv. Haven overtager bygningen fra 1. marts 2026, og søndag den 8. marts kl. 10.30 er der festgudstjeneste, hvor alle interesserede er velkomne til at deltage.



