Unge søger kirken: Er en vækkelse på vej?

Det er nogle ting, man næsten ikke tør sige højt, fordi man er bange for at ødelægge det, man holder så meget af. Som den første forelskelse, man har gået og passet godt på uden at sige noget, af frygt for at man skulle komme til at ødelægge den. Med bæven prøver man det forsigtigt af og lader et ord falde her og så der. Stille og roligt prøver man af, om kærligheden kan tåle at blive sagt højt.

Nogenlunde sådan kan det opleves at tale med kirkeledere i de nordiske lande i denne tid. I løbet af de sidste par år er smilene stille og roligt blevet større og større. Og det seneste års tid er der også begyndt at falde små diskrete bemærkninger, når man har haft en menighedsleder på tomandshånd. Og den gode nyhed, de går og værner om, er, at det ser ud til, at unge i stigende grad søger mod kristne fællesskaber.

Det er både mænd og kvinder, der er begyndt at søge mere mod kirken. Men flere steder oplever man en overvægt af unge mænd. Det kan overraske, fordi vi længe har vænnet os til, at kvinder udgjorde størstedelen i mange menigheder. Men lige nu ser det faktisk ud til, at det mange steder er de unge mænd, der er mest åbne over for Kristus.

Hvorfor nu?

Når vi kigger i den store historiebog, har mennesker haft en tendens til at søge mod højre i krisetider. Krige, sygdomme og vanskelige levevilkår har altid fået mennesker til at søge hjælp hos både Gud og den politiske højrefløj.

Men når vi ser på de nordiske lande, er der ikke direkte krig. Vi slap nådigt gennem coronapandemien, som nu er ved at være lagt godt bag os. Og vores velstand er større end nogensinde før.

Alligevel kan vi konstatere, at krisemekanismen er aktiveret: Der er en kraftig bevægelse mod højre.

Ganske mange mennesker oplever, at de midt i deres velstand er utrygge og stressede. De har mistet deres identitet, som ikke længere formes af hverken deres familie eller deres køn, og de ved ikke, hvem de selv er.

Samtidigt oplever de utryghed og stress, mens mange har mistet tilliden til kærlighedens eksistens. Der former sig derfor en voksende forståelse for, at der må være noget andet og bedre, og derfor ser vi igen en politisk og religiøs bevægelse mod højre, hvor man tilbyder nogle svar på de udfordringer, mennesker er ved at blive kvalt i.

Derfor er det vigtigt, at vi som kristne menigheder nu er skarpe og helt klare til at tage imod dem, der er trætte og bærer tunge byrder. Vi skal være klar til at vise dem ham, der kan give dem fred. Men samtidigt skal vi også være fuldstændigt skarpe på, at vi står over for en risiko for, at kirken selv begynder at svinge med i kulturkampen og dermed reduceres til endnu en højreideologisk bevægelse.

Det er nu, vi må løfte os op over den slags og stå virkeligt fast på at være Guds Kirke, der har Kristus som udgangspunkt og som mål. Kirken er den tredje vej, hvor alt snor sig om denne ene: Kristus, og ham alene.

Som på Jesu tid

Meget tyder på, at en eller anden form for vækkelse tager form lige nu. Det er bare ikke en tung erkendelse af skyld og skam, der får mennesker til at række hånden ud mod Jesus. Men sådan var det jo heller ikke for 2.000 år siden:

Når vi læser beretningerne om Jesus, ser vi, at næsten ingen kom til ham for at få tilgivelse. Den Rige Unge Mand er det eneste klare eksempel – og han blev faktisk ikke tilgivet.

De fleste kom af andre grunde: fordi de var syge, fordi de manglede brød, fordi de ville have velsignelse til deres børn, eller fordi de længtes efter undervisning.
Jesus afviste dem ikke. Han lyttede, mødte deres konkrete behov – og gav dem samtidig noget mere, end de selv havde bedt om: tilgivelse, fred, frelse.

Nogle af de unge mænd, der nu søger kirken, kommer måske forbi i jagten på en patriarkalsk struktur, hvor de kan genfinde en maskulin identitet, fordi de har opgivet kærligheden og føler sig svigtet af kvinder.

Andre forsøger at slippe væk fra relativismens manglende moral. Nogle kommer for at finde sig selv uden at vide, at det først vil ske, når de lærer at se sig selv med Guds øjne.

Hvad betyder det for os?

Det er ikke afgørende, hvorfor de kommer til Jesus. Til gengæld kan vores reaktion få meget stor betydning. Derfor er det vigtigt, at vi lærer at:

– Se længslen bag deres søgen: Når du møder nogen, der orienterer sig mod “højre” eller “venstre”, så spørg dig selv: Hvilken længsel gemmer sig bag det? Ofte er det behovet for kærlighed, tryghed, identitet eller mening. Den længsel kan blive et udgangspunkt for at tale om evangeliet.

– Være åben for mærkelige motiver: Folk kan komme til kirken af grunde, vi ikke helt forstår – og nogle gange af grunde, vi synes er forkerte. Men Jesus afviste ikke den, der søgte ham, uanset motiv. Vi må lære at tage imod og pege videre på ham, som kan give os det, vi ikke selv vidste, vi behøvede.

– Stå fast på Kristus: Når pendulet svinger mellem højre og venstre, må vi stå på evangeliets grund. Ikke gøre troen til et politisk projekt, men holde fast i, at det er Kristus alene, der er Vejen, Sandheden og Livet. Vi skal vise hvordan det ser ud, når man lever skjult i Kristus.

– Leve tilgivelsen: Verden mangler nåde – både på venstre- og højrefløjen. Vi kan leve anderledes ved at vise, at tilgivelse er mulig. Det er måske det stærkeste vidnesbyrd i en tid, hvor både eksklusion og hårde domme er almindelige.

Som kristne er vi kaldet til at tage imod de hænder, der rækker ud. Ikke for at trække dem ind i vores ideologiske lejr, men for at lede dem ind i mødet med Kristus. For dér, og kun dér, finder mennesker det, de ikke selv vidste, de længtes efter: tilgivelse, fred og liv.