IPSICC

Uventet hjælp i julen

Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.

Henrik Bo Jacobsen
6200 Aabenraa

Min kone og jeg var lørdag den 27. december på vej hjem til Felsted ved Åbenrå fra Borup på Vestsjælland, hvor vi havde været til familiejulefrokost hele eftermiddagen. Da vi først på aftenen kørte hjem, var der et uheld på motorvejen på Vestsjælland, som gjorde, at vi i næsten en time kørte i en meget lang kø med en fart på kun ca. 6 km/t.

Da vi så nåede den sønderjyske motorvej ved Kolding, glædede vi os over, at vi nu kun havde knap en time tilbage, inden vi ville være hjemme. Men da kom der pludselig en ildevarslende besked på bilens display, om at kølervæsken var i uorden, og at vi ikke måtte køre videre, inden det var ordnet, fordi motoren ellers ville brænde sammen. Vi var lige ved en afkørsel til Vonsild, så vi forlod motorvejen og holdt ind til siden og satte katastrofeblink på.

Lidt efter kom en bil i den modsatte retning. Den vendte pludselig om og holdt foran os, også med katastrofeblink på. Vi undrede os over, hvorfor bilen mon holdt der. Så steg chaufføren ud og kom hen til os. Den unge mand spurgte, hvad der var galt, og fortalte, at han var mekaniker, og at han gerne ville se på bilen. Vi fortalte ham om problemet med kølervæsken og åbnede hjelmen, så han kunne se, hvad der var galt.

Kølervæsken var meget varm, og der var kun lidt tilbage, så væskestanden var under minimum (Det var sket, fordi vi i så lang tid på Sjælland havde kørt så langsomt, så at motoren var blevet alt for varm). Han spurgte, om vi havde noget vand. Vi havde kun noget med brus, men det kunne ikke bruges. Ellers ville han have hældt det på, og så sagde han, at vi dagen efter kunne købe noget kølervæske til at fylde på.

Men så tilbød han i sin egen bil at køre hen til en nærliggende tankstation for at købe noget kølervæske. Det gjorde han så og fyldte kølervæske på for os. Han tjekkede også, at der ikke var kommet noget ind i olien. (Alternativt kunne vi have ringet efter vejhjælp og måske ventet mindst en time på at få hjælp.) Vi var utroligt benovede og taknemmelige over hans hjælpsomhed. Vi gav ham nogle kontanter og en pose med noget slik. Det var for os et stort under, at Gud havde sendt en mekaniker til os. Gud ske tak og lov for hans hjælp i nøden.