Grundtvig overrasker positivt som prædikant

Da Grundtvig for at blive ordineret til præst i 1810 holdt sin dimisprædiken (Christensen & Koch: Værker i Udvalg bd. 1, 1940, 254-260) understregede han, at de første apostle havde forkyndt evangeliet om den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus, og det havde båret rige frugter, idet mange tusinder i Ordet havde erkendt en guddomsrøst, som de trofast havde bevaret i deres hjerte.

Præsternes vantro

Sådan var Herrens evangelium gået fra slægt til slægt, og det var også nået til os i Norden. Missionsaspektet havde en markant plads i Grundtvigs dimisprædiken, hvor han også med stor alvor revsede samtidens vantro, som, sagde han, skyldtes præsternes ringe prædikener. Man kan sige, at Grundtvig i sin markante prædiken med en næsten profetisk myndighed revser tidens og præsternes vantro; prædikener om laster og dyder, menneskekløgt og hovmod var i rationalismens tid sat i stedet for evangeliet om Kristus.

I det følgende bringes et citat fra Grundtvigs dimisprædiken, hvor han i skarpe vendinger kritiserer sin samtids rationalistiske præster: ”Og nu vore kirker, jeg siger vore, thi Kristi er de ikke længere, hvad høres vel der? Helt ofte forfængelig snak om alskens småting på jord, og kommer det højt, da brammende ord og kløgtige taler, men idel lærdomme, som kun er menneskebud. Herrens Ord er forsvundet af hans hus, thi når det og lyder, er det ikke det som høres, ikke det, som udlægges og indskærpes (Christensen & Koch, 255).

Prædikener i tre dele

I juni 1816 udgav Grundtvig 16 prædikener, som han gav titlen Bibelske prædikener. Kort før han udgav dem, udtalte han offentligt: ”I de sidst forløbne tre år har jeg, så ofte det tillodes mig, forkyndt Guds Ord i hovedstadens kirker. Min samvittighed vidner med mig, at jeg har forkyndt Ordet under kamp og bøn og Guds påkaldelse, så rent og uforfalsket, som et skrøbeligt Menneske, der tror ærlig og levende på den Hellige Skrifts ufejlbarhed i mening og ord” (Begtrup: Udvalgte Skrifter, bd. III, 252).

Formelt set består Grundtvigs prædikener af tre dele: 1) en udvikling eller præsentation af indholdet i dagens tekst, der munder ud i 2) et fremhævet, gerne klart formuleret læremæssigt tema, der derefter 3) udlægges. De 16 Bibelske Prædikener er prægede af bibelsk substans. En af dem havde Grundtvig givet overskriften Hvorledes må vi bruge Skriften, når vi vil modtage dens rige, fulde og kraftige trøst?

Grundtvig beskriver med flere eksempler, hvordan man kan bruge Bibelen, så man modtager dens rige trøst. Han afslutter sin prædiken med følgende ord:

”O! give da Gud, at vi alle, som bekender den Herre Jesus uden skrømt, måtte trodse tidens strøm og vende tilbage til Skriften med barnlig tro på dens sandhed og klarhed! da skal den aldrig lade os gå bort uden trøst; jo oftere vi læser, jo dybere vi indprenter os det velsignede Ord, desto bedre skal vi lære at kende og skatte dets himmelske kræfter. Og i de sidste timer, når trøst så hårdt behøves, og trangen så inderlig føles, da skal vort hjerte opfyldes af tålmodighed og Skrifternes trøst; det Ord, som vi har tjent, vil da tjene os; da taler Jesus, og det gennemklinger os som en Guddomstone: hvem som lever og tror på mig, han skal aldrig dø. O, give Gud, at vi alle måtte indslumre under så salig en aftensang fra det høje, Amen” (Begtrup: Udvalgte Skrifter, bd. III, 279-280).

En anden af disse Bibelske Prædikener havde Grundtvig givet overskriften Hvilen under Kristi vinger. Grundtvig begynder med en lovprisning af inkarnationen. Derefter udfolder han følgerne af inkarnationen med ordene:

”Vi var af natur vredens børn ligesom de andre, vi har alle syndet i Adam, vi er født i misgerning, og vor mor har undfanget os i synd, og vi omgikkes fordum i vort køds begærligheder og gjorde kødets og tankernes vilje; men Gud, som er rig på miskundhed, formedelst sin store kærlighed, med hvilken Han elskede os, levendegjorde os i Kristus, da vi var døde i overtrædelse, thi vi er blevet frelst af nåde formedelst troen, og det er ikke af os selv, det er en Guds gave, ikke af gerninger, så at ingen skal kunne rose sig; men vi er Hans gerning, skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, hvortil også Gud beredte os, at vi skulle virke i dem” (Sl 51; Rom 5; Ef 2).

På baggrund af denne forkyndelse af syndefaldet og forsoningen kommer Grundtvig med følgende omvendelsesappel: ”Reder vi end vor seng i Helvede, da skal dog sandheds hånd fængsle os og Hans røst i den onde samvittighed evig overdøve vor gråd og vore tænders gnidsel, og lyset skal brænde os som en evig ild midt i det yderste mørke. Hører det, I sandhedens fornægtere!” (Begtrup bd. III, 286-287).

Søndagsbogen

Grundtvig udgav Christelige Prædikener eller Søndagsbog i tre tykke bind 1827, 1828 og 1831. Med denne samling sikrer Grundtvig sig plads som en af den danske kirkes største prædikanter. Grundtvig skrev 30.09.1827 en fortale:

”At prædike er, ikke at skrive med pen og blæk, men i Åndens kraft, med levende røst, at forkynde troens Ord: det store evangelium om Frelseren af Davids stad, om vor genløsning ved hans blod, vor genfødelse af hans Ord, vor oprejsning i kraft af hans opstandelse, og vor forsamling til ham, i Helligånden, i Hans og i Faderens Rige, til evigt liv, til soleklart lys, og fuldkommen glæde!
Under mit første år som præst i hovedstaden prædikede jeg langt mere som for hele og halve hedninger, end som for oplyste kristne, og beskrivelsen, af min tankegang derved, måtte naturligvis endnu blive langt mere hvad jeg kalder skolemæssig, end min prædiken, da pennen netop der er i sit element, og da man, i vore dage, umulig, med eftertanke, kan skrive en bog om kristendommen, uden at tænke på de mangfoldige døbte hedninger, som slet ikke ved, hvad dåben har at betyde, eller hvad kristendom i grunden vil sige” (Christensen & Koch Værker i Udvalg, bd. III, 129-130).

”O! give da Gud, at vi alle, som
bekender den Herre Jesus uden
skrømt, måtte trodse tidens strøm
og vende tilbage til Skriften med
barnlig tro på dens sandhed og
klarhed! da skal den aldrig lade
os gå bort uden trøst; jo oftere
vi læser, jo dybere vi indprenter
os det velsignede Ord, desto bedre
skal vi lære at kende og skatte
dets himmelske kræfter.”

Fra Bibelske Prædikener

Fra Søndagsbogen uddrag af en prædiken med overskriften Korset over krybben, og kronen over korset:

”Dette er det evige liv, at vi kender Gud, og den, Han udsendte: Jesus Kristus. Det være da langt fra os at lukke øjet for korset, eller hvad der er det samme, at lukke øre og hjerte for Herrens klare spådom, at det bør os gennem megen trængsel at indgå i Guds Rige, og at fremfor alt de profeter, som udrette Hans ærende, som lade sig vække, oplære og styre af Hans Ånd, at de især må være belavede på at lønnes af verden, som den lønnede Mesteren og Hans første disciple, belavede på, enten bogstavelig at jages fra by til by, hudstryges, stenes og korsfæstes, eller dog åndelig at lide alt sådant, under verdens had og hån, trusler og efterstræbelse på alle måder! Nej, sådanne dårer vil vi ikke være, men tværtimod indskærpe hinanden, at det er sky for korset, som i den senere tid har undergravet Kristi kirke, og vanæret det gode navn, hvormed vi er kaldte, så, hvis vi i sandhed elsker ham igen, som har elsket os først, og hengivet sig til et slagtoffer for os, og hvis vi af hjertet har behagelighed til hans tempels stene, og ynkes over dets grus, da må vi ret åbenbar, trøstig og gladelig tage korset op, og på tornestien følge vor konge med tornekronen! Det er en ulyksalig indbildning, som må med rod oprykkes, at talen om korset, om trængsel og forfølgelse, skulle enten ganske, eller dog på lidt nær, kun have gjaldt de tolv apostle, de 70 disciple, og i det hele de første kristne. Det er hverken Herrens skyld, som har gjort korset til kendemærke på alle sine rette efterfølgere, heller ikke er det hans fjenders skyld, som altid står rede til at lade os føle, at vor Konges Rige er ikke af denne verden, nej det er ene og alene vor egen: hans lunkne venners, hans målløse bekenderes, hans dorske efterfølgeres skyld” (Christensen & Koch bd. III, 157-158).

Som digter, præst, pædagog, filosof og politiker har Grundtvig som få enkeltpersoner – om overhovedet nogen – sat sit præg på dansk kirke-, kultur- og samfundsliv, men han var også en meget betydelig prædikant, der med stort udbytte kan læses også i dag, ligesom hans salmer fortsat synges med glæde.