Min erfaring med sorg

Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.

Betty Klit

Min mand døende for knap to år siden, efter fire års sygdom med livsforlængende medicin. Vi vidste fra den 1. lægesamtale, at det ville føre til døden. Kun tiden og forløbet var ukendt.
Vi blev velsignet langt hen ad vejen, ja selv den sidste uge som vi vidste var afslutningen, følte vi os båret. Han var helt tryg ved at efterlade mig, da jeg kan klare de fleste praktiske ting og det var også min tanke, at det skulle nok gå. Det gjorde det også de første 14 dage, hvor jeg var fyldt af taknemmelighed over de 55 år vi fik med hinanden og den tid, der blev den sidste sammen.

Så kom trætheden og et første år, hvor alle mærkedage skulle gennemleves for første gang. Derefter regnede jeg bare med, at alting blev lettere. Jeg blev meget overrasket over at erfare, at det faktisk bare “slog hårdere”. På trods af en dejlig familie så er der en stor ensomhed som ikke nødvendigvis stikker hovedet frem når jeg er alene. Den kan også slå hårdt, når jeg sidder midt i “ min egen flok”

Der mangler også en at drømme drømme sammen med og planlægge ferier og lignende. Alle gode menneskers” du siger bare til, du ved hvor vi er” kan ikke bruges til noget. Jeg har ikke det overskud der skal til, for at række ud. Heldigvis er jeg en del af et netværk for efterladte efter ægtefæller død. Der står vi lige. Jeg har også fået nye venner, som ikke har været en del af vores fælles liv. Det er nemmere og meget værdifuldt.

Det er ikke en klage jeg her skriver men jeg håber, at det kan fremme forståelsen af mennesker i sorg. I alle parforhold vil den ene jo ende der.