Bevar udviklingsbistanden. Den viser vores medmenneskelighed

Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.

Af Priscilla Lassen, projektleder i Hvidovrekirkernes Tværkulturelle samarbejde og næstformand i MAF Danmarks bestyrelse

At skære i udviklingsbistanden går ud over vores medmenneskelighed. Den erkendelse sidder jeg tilbage med efter at have besøgt en flygtningelejr i det nordlige Uganda, hvor 250.000 flygtninge fra det borgerkrigsramte Sydsudan har søgt tilflugt. I lejren får kunde allersvageste fødevarehjælp. De andre må klare sig selv. Uganda har en befolkningsgruppe på 53 mio., hvoraf 2 mio. er flygtninge.

Flygtningenes håbløse situation sætter mildest talt vores hjemlige velfærd i perspektiv. Hvor har vi det godt, i forhold til mange andre i verdens brændpunkter. Skulle vi så ikke bidrage til, at mennesker på flugt fra krig, krise og klimakatastrofer får mad på bordet, nødvendig lægehjælp, skolegang til deres børn og mulighed for selvforsørgelse og et liv med værdighed? Selvfølgelig skal vi det! Især når vi bryster os af den nordiske velfærdsmodel og kalder os et kristent land. Næstekærlighed er vores DNA – eller er det?

Det bekymrer, når partier op til folketingsvalget foreslår at skære i udviklingsbistanden, for at vi kan få flere penge til egen velfærd og oprustning. Amerikanske USAid har i forvejen skåret 80 procent af deres nødhjælp og England, Frankrig, Tyskland, Holland og Finland har meldt ud, at de også skærer ned. Dette udmønter sig helt konkret i, at alle nødhjælpsorganisationerne er nødsaget til at reducere hjælpen fra 60 dollar på måned til kun to dollar.

Heldigvis fortsætter hjælpeorganisationerne ufortrødent – også danske. I den store Bidibidi-flygtningelejr i Norduganda kæmper MAF Danmarks samarbejdspartnere for at krigsramte flygtninge kan tilgive overgrebsmænd for vold, voldtægt og drab af deres nærmeste, bearbejde deres traumer, begynde på en frisk og komme videre med deres liv. Efter besøg i lejren og samtaler med flygtningene, blev det meget tydeligt, hvilke voldsomme konsekvenser det har, når man tilbageholder bistanden.

De beskriver at der er tre problemer, der fylder mere end noget andet. Det første er selvmord. Mange mennesker går rundt med ekstreme traumer fra krigen. Samtidig lever de i en lejr, hvor hjælpen er begrænset, og hvor fremtiden virker usikker. For nogle bliver presset for stort. Det andet er manglen på uddannelse. Håbløsheden tager over når man ikke kan arbejde hen imod en anden tilværelse. Uddannelse er normalt den vej, der giver mennesker mulighed for at skabe en ny fremtid. Når den vej lukker, føles fremtiden låst.

Det tredje problem er manglen på medicinsk hjælp. Sundhedscentrene ligger ofte langt væk. Mange må gå i timevis for at komme frem. Og når de endelig når frem, er hjælpen begrænset.
En mand i mødet beskriver det sådan: Da mange af flygtningene er kristne bruger præster og specialuddannede psykoterapeuter Bibelens dramatiske fortællinger til at hjælpe flygtninge med at forstå deres situation, opleve at de ikke står alene og at der er håb forude.

Jeg lyttede i lejren til den ene flygtning efter den anden, der fortalte at terapien heler og hjælper dem til at komme videre med deres liv. Den enkelte oplever at få det bedre, men er også med til at give terapien videre, så andre kan hjælpe sig selv med de voldsomme traumer. Men den lille håndsrækning der gives, er jo forståeligt ikke nok. Et møde med en 25-årig ung mand i Bidibidi-lejren sætter dette særligt i perspektiv. Han er rolig og veltalende, ordene rammer hårdt.

“Alle mennesker har hørt om himlen og helvede, men herfra hvor vi står, er vi allerede i helvede.” Det kan vi fra det lille danske hjem med vores madpakker og hverdagslogistik på ingen måde kapere. Vi prøver selv hver især at holde tungen lige i munden og få hverdagen til at hænge sammen. Det er så her, jeg tænker: Hvad gør det ved os selv, hvis vi isolerer os, abstraherer fra nøden i verden og tænker: ”Jeg kan ikke rumme det, jeg har nok med mine egne problemer.” så kommer hjælpen ikke ud.

Det er en hårfin balance fordi selvfølgelig skal vi tænke på vores nærmeste og os slev – men har vi ikke i et rigt land som Danmark råd til blot at give 0,7 procent af bruttonationalindkomsten til mennesker i nød? Jeg er bange for at det går ud over vores medmenneskelighed som danskere, hvis vi skærer i udviklingsbistanden og kun tænker på os selv. Og det stritter helt imod påstanden om, at vi er et kristent land med næstekærlighed som pejlemærke.

Jeg tænker mig i hvert lad om en ekstra gang, når der er noget jeg vil købe, som jeg ikke kan undvære i mit danskerliv – som jeg i øvrigt er mere taknemmelig for end nogensinde før.