Der er gang i gryden
Midt imellem krig og al mulig anden røre ude i den store verden, så foregår der samtidig alverdens røre i vores egen lille andedam – her i Danmark. Evangelisk Luthersk Netværk har eksempelvis for nylig udgivet et advarselsskrift mod en karismatisk strømning, der går under navnet New Apostolic Reformation (NAR) og dele af den teologi, der strømmer ud fra den amerikanske kirke Bethel Church.
Advarsler mod forkert teologi og praksis kører jævnligt rundt på kryds og tværs af kirkeretninger og enkeltpersoner. Måske med god grund, for der foregår faktisk meget usundt rundt omkring – både i den ene og den anden ende af skalaen. Heldigvis er alt usundt ikke lig med fortabelse eller frafald. På den anden side kan vranglære eller usunde strømninger sagtens vare i flere generationer – og man skal kende sin bibel dårligt, hvis man uden tøven tør råbe fred og ingen fare.
Det meste vranglære indeholder desuden en varierende mængde af sandhed (ligesom de fleste konspirationsteorier i øvrigt), hvilket bestemt ikke gør det lettere at finde rundt i. Der findes usunde miljøer og usunde praksisser alle steder. Der findes også usunde miljøer lige midt i ellers sunde miljøer. Det hyperkarismatiske har sine udfordringer og det hyperlutherske har sine udfordringer, og alle mulige andre retninger har sine udfordringer. De fleste kender formentlig til eksempler på usunde forhold i både missionske og karismatiske kredse.
Hvorfor har vi i hver eneste generation tilsyneladende hang til at køre ud ad alle mulige forkerte åndelige og teologiske veje? Og hvorfor har vi i øvrigt også så travlt med at proklamere det til højre og venstre? Heldigvis går det sjældent så galt at en hel generation forføres eller ledes på afveje, og spørgsmålet er jo også, om man altid skal advare sine børn mod alt? Eller om de også skal drage deres egne erfaringer? Problemet er, at vi ikke kan være ligeglade. Nogle af os kunne dog måske med fordel være lidt mere ligeglade, og nogle af os kunne med fordel være lidt mindre ligeglade.
Nogle gange spekulerer jeg på, om det i virkeligheden bare er kirkens ledere og en mindre gruppe af særligt interesserede, der konstant holder gryden i kog – enten ved hele tiden at søge efter nye og mere rigtige og inderlige versioner af livet med Gud eller ved hele tiden at være på jagt efter at opdage forkerte måder, som andre forsøger at leve livet med Gud på? Hvis jeg bare vidste, hvad det bedste råd ville være i forhold til alle disse ting? Men det ved jeg ikke – udover altid at appellere til sund balance og ydmyghed overfor egne konklusioner.
Til gengæld ved jeg, at det, der får mig til at brænde for idéen med Udfordringen som en fælleskirkelig platform, er tanken om, at i den perfekte verden hjælper vi i kirken i Danmark hele tiden hinanden med at holde balancen og finde balancen. Aldrig for meget af det ene og aldrig for lidt af det andet. I Danmark sætter vi tit de karismatiske frikirker og de lutherske missionsbevægelser overfor hinanden som hin-andens modsætninger, men dog på samme hold.
Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at holdet ville blive så helt utroligt meget bedre, hvis vi tog det bedste fra hinanden og delte med hinanden. Det er et dårligt hold, hvis man hele tiden er mest optaget af holdkammeraternes fejl i stedet for at være optaget af at gøre holdkammeraterne – og sig selv – bedre. Hvis en holdkammerat gør det dårligt, så giver det ofte det bedste resultat, hvis man stille og roligt går direkte til vedkommende – eller hvis man med sit gode eksempel viser en bedre måde.
