Facebook-følgere før valg: Tro, indvandring og mistillid til politikerne fylder mest

Tirsdag den 24. marts 2026 er der folketingsvalg i Danmark. Foto: Shutterstock / ricochet64

Troen på Gud, frygt for islamisering og en dyb mistillid til politikere. Det er nogle af de temaer, der går igen, når vores Facebook-følgere svarer på spørgsmålet om, hvad der er vigtigst for dem ved folketingsvalget den 24. marts.

Hvad er vigtigst for vælgerne, når de går til stemmeurnerne? Det spørgsmål stillede vi vores følgere på Facebook forud for folketingsvalget den 24. marts. Svarene tegner et billede af vælgere, der især er optaget af værdipolitik, udlændingepolitik – og en udbredt mistillid til det politiske system.

Indvandring og islam

Et af de mest markante temaer i kommentarfeltet er ønsket om, at kristne værdier skal spille en langt større rolle i dansk politik. Flere skriver, at Gud bør sættes først i samfundet, og at politiske beslutninger bør tage udgangspunkt i bibelske principper. Samtidig fremhæves modstand mod abort og ønsket om, at Danmark i højere grad holder fast i sin kristne arv. Men det er især indvandrings- og islamdebatten, der fylder meget i kommentarerne.

Flere følgere giver udtryk for bekymring for udviklingen i Danmark og efterlyser en markant strammere udlændingepolitik. Nogle advarer direkte mod det, de kalder islamisering af landet. Samtidig er der også kommentarer, der efterlyser en mere respektfuld behandling af udlændinge, som arbejder og bidrager til samfundet, samt respekt for religionsfriheden.

Mistillid til politikere

Et andet gennemgående tema er mistillid til politikere og magthavere. Flere kommenterer, at det vigtigste for dem er at finde politikere, der ikke lyver, og som faktisk står ved deres ord. Kritikken retter sig blandt andet mod regeringens politik og mod det, nogle opfatter som manglende gennemsigtighed i dansk politik. For nogle følgere handler valget derfor ikke kun om politiske mærkesager – men også om at udfordre det etablerede system.

Klassisk velværd

Midt i værdikampen og systemkritikken peger flere dog også på klassiske velfærdsspørgsmål. Hjælp til syge, fattige og hjemløse, bedre vilkår for børn og unge samt bedre normeringer i daginstitutioner nævnes som vigtige prioriteringer. Derudover fremhæves økonomiske spørgsmål som lavere skat, færre afgifter og bedre vilkår for iværksættere. Samlet set viser kommentarerne, at værdipolitik og systemkritik fylder mindst lige så meget som klassiske velfærdsspørgsmål, måske endda mere.

For mange af vores følgere handler valget derfor ikke kun om økonomi og velfærd – men om tro og værdipolitik og tillid til dem, der sidder med magten. Den aktuelle debat om aktiv dødshjælp er derimod ikke-eksisterende i kommentarsporet.

Er alle muslimer ens?

Kommentarsporet viser også noget andet, der ikke direkte har meget med politik at gøre, nemlig at debatten hurtigt bliver antændt, at tonen fra nogen hurtigt bliver hård, og at der blandt vores kristne følgere er flere, der bestemt ikke holder sig tilbage med hårde ord – særligt om vores muslimske medborgere. Nu er et kommentarspor på Facebook jo ikke nødvendigvis repræsentativt for den danske befolkning eller for hele kirkedanmark for den sags skyld. Men den viser uden tvivl nogle tendenser, og den viser jo i hvert fald helt indiskutabelt nogle menneskers holdninger.

Der lader til at være meget frygt forbundet med islam, og der er da også meget islamisme, som vi i den grad må tage afstand fra i et frit, demokratisk og kristent land. Både islamistiske regimer i andre lande og islamistisk kultur i vores eget land. Men kan det virkelig passe, at alle muslimer er modstandere af demokratiet, som nogle påstår? Det virker meget usandsynligt. Så er der i hvert fald nogen, der er virkelig dygtige til at spille skuespil med liv og sjæl.

Mange troende kristne vil, ligesom mange troende muslimer, også sige, at Gud og Bibelens ord for dem personligt vægter højere end lovens og demokratiets ord. Det diskvalificerer ikke i sig selv mennesker fra at kunne fungere i et demokrati, og det flugter i øvrigt ikke ret godt med vores lands demokratiske ligheds- og frihedsprincipper at ville skære alle, der bekender sig til den samme religion, over én kam – uanset hvor mange radikaliserede mennesker, der så måtte være i den gruppe.

Bolden er givet videre

Hvordan det hele ender, det må tiden som bekendt vise efter den 24. marts. Men der er i hvert fald ingen tvivl om, at værdipolitiske spørgsmål – herunder særligt kristne værdier – har stor betydning for, hvor krydset bliver sat, når man spørger Udfordringens følgere på Facebook. Bolden er hermed givet videre, og så bliver det spændende at se, hvor den ender.


På Udfordringens Facebook-side har brugerne kunnet skrive, hvad der er de vigtigste temaer for dem ved valget.

Sammenfatning af svarene fra Facebook

Svarene i kommentarfeltet viser, at der især er nogle få emner, der går igen.

1. Kristne værdier og religion

Det mest gennemgående tema er ønsket om, at kristne værdier og troen på Gud skal have en central plads i politik. Flere nævner direkte, at Gud bør sættes først, og at politiske beslutninger bør bygge på bibelske værdier.

2. Udlændinge- og islamdebat

Et andet meget fremtrædende tema er bekymring for muslimsk indvandring og islamisering af Danmark. Flere efterlyser en strammere udlændingepolitik, og nogle nævner også støtte til jøder samt bekæmpelse af antisemitisme.

3. Kritik af politikere og krav om troværdighed

Mange kommentarer udtrykker mistillid til politikere. Flere efterlyser ærlighed, gennemsigtighed og politikere, der holder, hvad de lover.

4. Socialpolitik og velfærd

Der er også en gruppe svar, der fremhæver velfærd og hjælp til udsatte, eksempelvis hjemløse, syge, fattige og mennesker, der er faldet gennem det sociale sikkerhedsnet. Bedre normering i daginstitutioner nævnes også.

5. Økonomi og levevilkår

Nogle fokuserer på lavere skat, færre afgifter, mindre bureaukrati og bedre vilkår for iværksættere.

6. Enkeltsager

Derudover nævnes enkelte specifikke politiske spørgsmål, blandt andet:
– Abortlovgivning, Dyrevelfærd, Klima, Europæisk sikkerhed, Pension og Genindførelse af store bededag