Louise blev fuldstændig rask fra det ene øjeblik til det andet

“Jeg blev mirakuløst og pludseligt helbredt i sommeren 2025 på Apostolsk Kirkes sommercamp i Kolding efter tre års fuldtidssygemelding,” fortæller Louise Beinthin.

Inden da var Louise Beinthins hverdag præget af en vedvarende belastningsreaktion, ustabilitet og flere indlæggelser i psykiatrien. De sidste 11 måneder inden sommeren havde hun haft nul timers praktik i sit ressourceforløb.

“Jeg var så syg og ustabil. Men da Gud helbredte mig, forsvandt min lydfølsomhed, min sociale angst og min angst for arbejdsansvar. Mit flossede nervesystem, min knækkede hjerne, mit ustabile stemningsleje, alt var pludselig helet og raskt – og har været det lige siden. Fuldstændigt,” siger Louise Beinthin.

Hun er godt selv er klar over, hvor vildt det lyder, og hvor svært det formentlig vil være for mange at tro på, og Louise Beinthin har da også tidligere i sit sygdomsforløb troet, at hun var rask uden at være det. Blandt andet derfor var hun i begyndelsen også selv i tvivl om, hvorvidt det bare var noget psykosomatisk, som ville gå over igen. Men det er ikke gået over igen, og hun har ikke taget medicin siden.

“Alt, hvad jeg beskriver, kan kun tilskrives Guds indgriben. Jeg har vitterlig kun taget panodil eller Ipren i ny og næ. Det skal ikke høres som en opfordring til at stoppe med at tage medicin, som man har brug for – jeg stoppede, fordi jeg var rask,” understreger hun.

Møde med systemet

Få uger efter oplevelsen på sommercampen sad Louise til revurdering på jobcenteret sammen med en sagsbehandler, en jurist og en arbejdsmedicinsk læge. “Jeg fortalte dem til deres overraskelse, at jeg var rask og klar til at arbejde. Da de spurgte, hvad der var sket, svarede jeg ærligt, at Gud havde helbredt mig,” siger Louise med et smil. Formelt burde sagen være blevet lukket der, forklarer hun, men hendes historik gjorde revurderingsteamet tøvende.

“De var bange for, at det var sygdommen, der ‘snakkede’. I stedet fik jeg lov til at prøve en delvis raskmelding på op til 33 timer om ugen.”

Fra 0 til 100

Den 6. september 2025 begyndte Louise Beinthin i fast job på 32 timer hos Habitus i Toreby – et socialpædagogisk botilbud på Lolland. Louise havde forventet, at hun ville få brug for en lang genoptræningsperiode. I stedet skete det modsatte. “Fra første dag fik jeg genåbnet mine gamle kompetencer. Jeg kunne fuldt og helt gå direkte ind i arbejdet. Jeg fik en mere kompleks opgave, end jeg havde turdet forestille mig – og løftede den, som om jeg aldrig havde været syg – og uden at blive syg af det.”

Kort efter begyndte hun endda at arbejde mere end de planlagte 32 timer. “Jeg arbejdede ikke bare fuld tid, men havde frivilligt merarbejde med op mod 42-56 timer om ugen. Det lyder vanvittigt – og det er det jo også. ‘Don’t attempt this at home’. Men det var et håndfast mirakel – fra 0 til 100 km/t over night,” siger Louise og tilføjer: ”Det er som at rejse sig fra en kørestol og ikke bare gå, men springe rundt.”

Uden sikkerhedsnet

Selvom Louise oplevede, at hun kunne alt det, som hun ellers ikke havde kunnet i rigtig lang tid, var det stadig nervepirrende at springe ud i. ”Økonomisk var det jo knald eller fald, for hvis jeg blev syg nu, hvis alt dette her bare var et psykosomatisk fænomen, som ville briste efter kort tid, ville jeg ryge på kontanthjælp – fratrukket Oles forsørgerpligt. Jeg vidste, det var ægte, men alligevel føltes det dumdristigt at skære sikkerhedsnettet væk. Det kunne i princippet virkelig gå galt.”

Hun var dog ikke for alvor i tvivl om, hvorvidt var en god idé eller ej. ”Jeg oplevede, at Gud gav mig en særlig fred og bekræftede det igen og igen ved at stille mig i mange situationer, som før havde væltet mig – men hvor jeg nu, dagligt, når Ole og jeg fx stod og børstede tænder inden sengetid måbende sagde: ”Hvad foregår der? Jeg er ikke knækket endnu”. Og Ole stod og så lidt paf ud og bekræftede, at det var crazy, at den var god nok, men han var nok også fortsat lidt afventende på, om det nu ville bære eller briste.”

Men tiden viste, at den var god nok, forsikrer Louise Beinthin. Alle hendes tidligere stemningsskift er nu glattet helt ud. Alt det, hun tidligere måtte aflyse, kan hun nu pludselig holde til. Hun bliver stadig træt efter en arbejdsdag – men på en anden måde. “Jeg bliver naturligt træt og brugt – men ikke syg i sindet længere.” Også socialt har livet ændret sig markant for Louise.

“Jeg kan igen nyde at være sammen med børn – både mine egne, mine venners og familiens. Før var jeg så lydfølsom, at jeg ikke kunne rumme sammenkomster. Nu kan jeg også sidde i kirkens overfyldte café og føre samtaler.”

D

en vildeste gave

Selvom familien har oplevet Guds overnaturlige indgriben på mange måder før, beskriver Louise Beinthin helbredelsen som det største fysiske mirakel, hun har oplevet på egen krop, og da hun i februar 2026 blev 35 år, kunne hun ikke lade være med at dele sin historie på Facebook: “Det er nok den vildeste fødselsdagsgave af dem alle – at være rask og have fået hverdagen og mig selv tilbage – og bedre end nogensinde før. Det vil jeg bare gerne dele med jer alle, og dermed også dele med jer, at Gud griber ind i vores liv,” skrev hun blandt andet på Facebook.

”Jeg har ikke gjort mig fortjent til det” Udover at Louise gerne vil dele sin glæde over sin usædvanlige oplevelse, er det også vigtigt for hende at opmuntre andre til at turde henvende sig forventningsfuldt til Gud – også selvom hun på ingen måde kan eller vil love, at Gud altid helbreder.

”Bed Jesus om at gribe dig og gribe ind i dit liv, så vil han være trofast. Jeg kan ikke love, at han vil helbrede dig nu, men Jesus har lovet, at når vi kommer til ham med vores tunge byrder, vil han give os hvile. Og han har også sagt, at vi kan råbe til ham på nødens dag, så vil han udfri os,” siger Louise og tilføjer: ”Der er mange, der ikke ved, at Jesus ikke kom for at dømme verden, men for at frelse verden. Der er mange, der tror, at kristne er nogle ekstra gode mennesker – eller i hvert fald prøver på at være det eller at fremstå sådan, fordi Gud ‘tæller point’, men det er lige modsat. Gud er hellig, og ingen mennesker kan nærme sig ham. Det er kun, fordi Jesus frivilligt overtog straffen og gjorde sig til ‘syndebuk’ for os, at vi kan komme til Gud nu – altså, fordi vi ikke bliver tilskrevet skyld længere,” siger Louise og fortsætter:

”Det betyder, at alle kan komme til Jesus. Han kom for at opsøge og frelse det fortabte ikke for at dele stjerner ud til dem, der udmærker sig for god opførsel. Derfor er miraklet omkring min helbredelse heller ikke på nogen måde noget, jeg har fortjent. Vi skal ikke gøre os fortjent til, at Gud griber ind i vores liv – men vi er helt frie til at bede ham om det.”