Tilbage til kærligheden
I midten af 80’erne og begyndelsen af 90’erne var filmene ’Tilbage til fremtiden’ et kæmpe hit. Men lad mig hermed introducere et endnu større hit ’Tilbage til kærligheden’. Den har ovenikøbet været populær længe før Tilbage til fremtiden.
For mig er det et vigtigt mantra hele tiden at vende tilbage til kærligheden – både i nutiden og i fremtiden. Jeg kan konstatere i mit eget liv og samfundet i det hele taget, at kærligheden konstant er under pres, hvis ikke vi hele tiden bevidst søger den. Når Paulus siger, at størst af alt er kærligheden. Når Jesus siger, det er lige så vigtigt, at elske sin næste som at elske Gud, og når vi flere steder i Bibelen kan læse, at Gud ikke bare er kærlig, men er kærlighed, så er det svært at komme udenom, at kærlighed er et helt grundlæggende element i den kristne tro.
Og bortset fra, at det for nogen kan virke lidt lallet eller lidt for blødt, så er det da helt fantastisk, at det lige netop er kærlighed, der er det helt grundlæggende i vores kristne tro. Det er ikke så mærkeligt, at når vi på Udfordringens facebookside deler en historie med Flemming Møldrup, der siger, at han er vild med Jesus, så er der flere tusinde mennesker, der liker det opslag. Kærlighed smitter, og kærlighed til Jesus smitter.
Kærlighed i bibelsk forstand handler om meget mere end forelskelse. Jeg er også, ligesom Flemming Møldrup, vild med Jesus. Det føles bare ikke hver dag som at være nyforelsket. Jeg er vild med Jesus, på grund af det, han har gjort, og på grund af den han er. Men kærligheden kan godt blive kold, hvis ikke jeg holder den i live. Sådan er det i alle parforhold, og sådan er det også i min relation med Jesus.
Jeg ved fra mig selv, fra andre, fra kommentarsporet på Facebook og fra samtaler med mennesker, at det kan være svært at have som udgangspunkt i sit liv, at man vil tænke kærligt om andre – og med god grund, for vi er ikke altid lige elskværdige. Ikke desto mindre må vi altid som kristne og som kirker hele tiden stræbe efter at tænke med kærlighed om andre. Det begynder med mig selv, og det begynder med mit eget fællesskab.
’Naiv for enhver pris’, synger Simon Kvamm i en af sine nyere sange. Den tanke, kan jeg godt lide, men det er ikke sådan ovenstående skal forstås. Kærlighed kan godt praktiseres uden at være naiv og uden at lukke øjnene for virkeligheden. Det er dér, kærligheden skal stå sin prøve. Det er kærlighed for enhver pris. Jeg havde engang en kollega, som havde været på besøg i en kirke. Det sagde ham absolut ingenting.
Han syntes, det var en flok lalleglade idioter, der bare sad og smilede og klappede. Sådan kan det godt lyde, når man snakker om kærlighed – men sådan skal det ikke forstås. Ligesom det ikke handler om at være naiv, handler det heller ikke om at være lalleglad. Kærlighed til Jesus er noget andet. Og den kærlighed, som Jesus ønsker, at vi skal vise andre, er noget andet. Den indbyrdes kærlighed, som skal være det kristne fællesskabs kendetegn, er noget andet.
Men hvis den kærlighed ikke er lalleglad, naiv eller et spørgsmål om forelskede følelser, hvad er den så? Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden, som Paulus skriver i sit første brev til korintherne.
Lad os øve os i at give kærligheden plads. For enhver pris. Også på Facebook. Også når der er valgdebat. Også når det er svært.
