Profetisk Netværkssamling i Silkeborg Oasekirke

DanskOases Profetiske Netværk inviterer lørdag den 7. november 2026 til netværkssamling i Silkeborg Oasekirke med undervisning, lovsang og erfaringsudveksling om den profetiske tjeneste.
Om formålet med arrangementet skriver teamet bag DanskOases Profetiske Netværk:
– Hvordan skærpes og vokser vi i den profetiske tjeneste? Og hvordan udvikler og bevarer vi en sund profetisk livsstil?
Dagen byder blandt andet på undervisning ved Michael Bobjerg, som vil holde to oplæg om den profetiske tjeneste og sund profetisk livsstil. Der bliver også tid til lovsang, erfaringsudveksling og konkret brug af profetiske gaver med fokus på at lytte til, hvad Ånden siger til menighederne.
Michael Bobjerg
Michael Bobjerg er akkrediteret i Apostolsk Kirke i Danmark, og i Kirkeibyen i Kolding arbejder han med social mission og leder Kraftværket, der tilbyder helbredelse og frihed gennem samtale, bøn og Guds kraft. Om det at høre Guds stemme har Michael Bobjerg udtalt til Udfordringen i maj 2024:

”At begynde at høre Guds stemme er noget af det stærkeste, jeg har oplevet med Gud. Det er blevet en daglig vandring med Jesus, hvor jeg spørger ham om noget, og hvor jeg gennem Helligånden fornemmer mere og mere af, hvad han siger. Det kunne jeg ønske, at alle kristne fik del i. Jeg håber, at min bog kan være med til at skabe debatten eller i det mindste starte en dialog om, hvordan vi håndterer det på den sunde måde. At vi lærer at lytte til Gud, give profetiske ord til andre og at give feedback til dem, som profeterer.”
Praktisk information
Netværkssamlingen foregår lørdag den 7. november 2026, kl. 9.30-17.30 i Silkeborg Oasekirke, Frichsvej 2.
Pris: 225 kr. inkl. mad, drikke og undervisning. Tilmeldingsfrist: 31. oktober 2026.
Samlingen arrangeres af ansvarsteamet for DanskOases Profetiske Netværk.


