Religion er sjældent den primære årsag til konflikter

Kronikker skrevet i Udfordringen er udtryk for skribentens egen holdning og ikke nødvendigvis Udfordringens.

Spørgsmålet om religion og vold er på ny havnet på dagordenen. Denne gang i anledning af den muslimske verdens reaktioner på koranafbrændingerne og – ikke mindst – den voldskapital, som islamistiske grupperinger i denne forbindelse repræsenterer.

Denne sammenhæng er nærliggende at diskutere. Og i forhold til den udbredte opfattelse, er det et forskningsområde, som byder på flere overraskelser.

Mange årsager til konflikter

Den svenske religionshistoriker Mattias Gardell har eksempelvis kunnet vise, at mere end 90 procent af alle væbnede konflikter i verden mellem 1945 og 2001 havde noget andet end religion som primær drivkraft. 66 procent af konflikterne foregik desuden mellem parter, som nominelt havde samme religiøse tilhørsforhold (kristne, som kæmpede mod kristne, muslimer mod muslimer og så videre).

Og ikke mindst opsigtsvækkende i lyset af det gældende religionsnarrativ i den vestlige verden: Den religion, som var stærkest overrepræsenteret blandt periodens væbnede konflikter, var buddhismen.

Ateistiske massemord

Til sagen hører det også, at de fleste af 1900-tallets massemord havde ateistiske snarere end religiøse fortegn. Alene i Maos Kina kan mellem 35 og 45 millioner individer have mistet livet, ofte under voldsomme former. Til dette kan lægges andre kommunistiske regimer som Sovjetunionen under Lenin og Stalin (omkring 8 millioner hver) og Pol Pots rædselsregime i Kambodja (2 millioner) – alle med en ateistisk ideologi.

Til sammenligning kan det nævnes, at den spanske inkvisition gennem 350 år førte til mellem 3000 og 5000 henrettelser; altså en dråbe i havet sammenlignet med 1900-talets kommunistledere. Dette bliver ikke sagt som et forsvar for religiøs vold. Og især i sin egenskab af statsreligion har også kristendommen blod på hænderne. Den mest udbredte reference har med de middelalderlige korstog at gøre, men Trediveårskrigen fortjener en særlig omtale, når det gælder antallet af døde.

Bibelens krigstekster

Taler man ikke i Det Gamle Testamente om både krig og drab i Guds navn? Tillad mig her at udrede begreberne, når det gælder Gamle Testamentes krigstekster, for til sidst at drage en sammenligning mellem disse og Koranens budskab om samme tema. Enhver læser af Gamle Testamente vil lægge mærke til forekomsten af krig.

Ganske vist er det ikke noget unikt for den jødiske historieskrivning. Krig betyder, at nationens ve og vel ligger i vægtskålen, hvilket gør det naturligt for historieskriverne at opholde sig ved disse begivenheder. Hvad der muligvis stikker ud i de bibelske tekster er Guds aktive nærvær i det, som sker. Heller ikke dette er dog noget unikt for Gamle Testamente – påberåbelse af guders nærvær og beskyttelse i forbindelse med krig hører til standardindslagene i den tids krigsskildringer.

Overdrivelser

En type krig, som vækker større moralsk indignation, er dog de kampe, som blev udkæmpet i forbindelse med hebræernes indtagelse af Kana’ans land. Her kan vi læse om fordømmelsesdommen, cherem, som i det mindste udefra set tilsyneladende har indebåret en total udryddelse af befolkningen på stedet:

”Inden for landets grænser skal I udrydde alt og alle, I må ikke skåne nogen overhovedet, men udslette befolkningen totalt, hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren har befalet.” (5 Mos 20,16–17).

De seneste årtiers forskning har vist, at disse krige nok ikke var så brutale, som de virker. Selv her spiller de samtidige traditioner for krigsskildringer nemlig ind, så det med ikke at ”skåne nogen” i visse tilfælde kan sammenlignes med en fodboldtræner, som siger til sit hold, at ”nu skal vi udrydde modstanderne”. Altså det, som ind imellem kaldes hyperbole – en retorisk motiveret overdrivelse.

Krigen under Moses og Josva gjaldt Kana’ans land

Tre gange så ofte som der tales om at ”udrydde” kanaanæerne, står der tillige, at de skal ”fordrives”. Men uanset hvordan cherem-teksterne skal tolkes, er det tydeligt, at vi har med en form for krig at gøre, som er sværtfordøjelig for en moderne læser. Forklaringen er ifølge teksterne selv, at kanaanæerne havde gjort sig fortjent til Guds dom. De har haft skikke som børneofringer, okkultisme og alskens andre synder, og derfor har de forspildt deres ret til landet (se 3 Mos 18,24–30; 5 Mos 18,9–14 m fl.).

”Lidt forenklet kan man sige,
at Gamle Testamentes religionskrig
var geografisk begrænset til Kana’ans land,
og at det i alt væsentligt foregik
under Israels hærførere Moses og Josva.”

Cherem-krigen er altså ikke nogen almindelig krig, men derimod domshandlinger i forbindelse med at Gud lader hebræerne bosætte sig i det område, hvor staten Israel den dag i dag har sin placering.

Dette gør måske ikke sagen enklere for nutidens bibellæsere. Men det får store konsekvenser for det, som er det nutidige jødisk-kristne syn på vold. Lidt forenklet kan man sige, at Gamle Testamentes religionskrig var geografisk begrænset til Kana’ans land, og at det i alt væsentligt foregik under Israels hærførere Moses og Josva.

De bibeltekster, som skildrer cherem-krigen, kan med andre ord betegnes som deskriptive, eftersom det ingen steder forventes, at denne krigsførelse skal gentages af senere generationer.

Jihad – krig i hele verden

Kontrasten til Koranens ideologi i forbindelse med jihad er dermed slående. Vel vidende, at moderate muslimer vender sig stærkt imod alle former for voldsanvendelse, er det et faktum, at jihad rent formelt retter sig mod hele den ikke-muslimske verden (som ligefrem kaldes ”krigens hus”, Dar Al-Harb). Jihad savner historiske og tidsmæssige afgrænsninger, og koranteksterne på området opfattes som præskriptive – det vil sige, at Muhammeds krigsførelse ses som forbilleder også for vore dages hellige krigere.

Jeg påstår altså ikke, at moderate muslimer tilslutter sig denne holdning. Derimod er det en forklaring på, hvorfor vi i dag føler en velbegrundet frygt for islamistiske angreb, samtidig med at kun yderst få svenskere har nogen forventning om tilsvarende adfærd fra kristent hold.

Korstogenes baggrund

Ikke engang korstogene hentede deres motivering ud fra Gamle Testamentes krigstekster, men snarere ud fra Ny Testamentes tale om kærlighed, selvopofrelse og det at tage sit kors og følge Kristus. Baggrunden for de første korstog var flere hundrede års erobringskrig fra den muslimske verdens side, hvor tidligere kristne områder i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien var blevet islamiseret.

Startskuddet for kampagnerne lød, da den byzantinske kejser Alexios I Comnenos bad pave Urban II om militær assistance, i en situation, hvor den kristne tilstedeværelse i Lilleasien var i fare for helt at blive udraderet. Relationen mellem religion og vold er kompleks og fortjener – ligesom de fleste andre forskningsområder – et indgående studium.

Men det er også et område, hvor det forgangne viser sig at have afgørende nøgler til forståelsen af hændelserne også i vor egen tid.

Artiklen, som her er oversat til dansk af Bodil Lanting, har for nylig været bragt den sekulære svenske avis Fokus. Olof Edsinger er forfatter til bogen Krigen i Gamla testamentet: Ett försök att förstå.