Päivi Räsänen i retten igen: ”Forståelsen af synd er vigtig”

– Retssagen handler om trosfriheden i Finland, siger Päivi Räsänen (t.v.), som her ses i Helsingfors’ lagmansret.

– Dette er en ganske historisk dag. Hovretten har ikke haft en sådan sag før. Den vil afgøre trosfrihedens tilstand i Finland. Hvis mine skriverier bliver forbudt, så vil det betyde et forbud mod en mængde bøger, undervisning og prædikener. Det kan føre til forfølgelse af kristne, sagde rigsdagsmedlem Päivi Räsänen til pressen i Helsingfors.

Helsingfors hovret (lagmansret) begyndte sidste torsdag behandlingen af sagen, hvor Räsänen er tiltalt for hetz mod en folkegruppe efter en udtalelse om homoseksualitet. Tingrettens dommere frikendte hende ellers sidste år i alle anklagepunkter, men anklageren ankede sagen ind for hovretten. Räsänen blev i første omgang tiltalt for hetz mod en folkegruppe i tre tilfælde:

Efter et twitter-opslag med billedet af Romerbrevet 1, 24–27, et hæfte ”Til mann og kvinne skapte han dem” fra 2004, og et radiointerview med Ruben Stiller. Politiet havde henlagt de to sidstnævnte sager, da de ikke mente, der var tale om en forbrydelse, men statsadvokat Raija Toiviainen gav ordre om foreløbige undersøgelser og udstedte en tiltale.

Biskop Juhana Pohjola (t.v.) fra Evangelisk-luthersk missions-stiftet i Finland er tiltalt for at have udgivet hæftet «Til mann og kvinne skapte han dem» og for at gøre det tilgængeligt.

Biskop Juhana Pohjola fra Evangelisk-luthersk missions-stiftet i Finland er tiltalt for at have udgivet Räsänens hæfte «Til mann og kvinne skapte han dem» og for at gøre det tilgængeligt. Statsadvokaten skrev før behandlingen i tingretten i en pressemeddelelse, at Räsänens udtalelser krænker homoseksuelles lighed og menneskeværd. Derfor overskrider de grænserne for ytrings- og religionsfrihed, mente Raija Toiviainen.

–Tingretten sagde, at vore udtalelser var lovlige. Jeg har ikke sagt, at homoseksuelle er mindreværdige. Alle mennesker er ligeværdige, skabt i Guds billede, sagde Räsänen forrige torsdag. Hun fortalte pressen, at det er blevet hendes opgave og kald at forsvare trosfriheden i Finland, og tale om det, Bibelen lærer. Räsänen var glad for dommen i tingretten, men hun mener, at trosfriheden vil stå endnu stærkere, hvis hovretten kommer til samme resultat som tingretten. Og endnu mere, hvis sagen skulle gå til højesteret.

– Jeg er rede til at gå til den internationale domstol i Haag for at forsvare trosfriheden. Jeg er ikke alene. Dette handler om Bibelens lære. Hvis de nægter at tale om dette, kan der blive store bogbål i Finland, slog hun fast i samtalerne med pressen. I debatten, som har fulgt i kølvandet af denne sag, er det kommet frem, at det for nogen er stødende, når kristne taler om synd, især i forbindelse med homoseksualitet. Räsänens holdning er, at Gud elsker synderen, men hader synden.

– Vi er alle syndere og har brug for tilgivelse. Der er en løsning for al synd. Jesus har sonet den på korset. Vi har alle brug for nåde. At fornægte dette er at fornægte den kristne tros kerne, siger Päivi Räsänen, som bruger den store interesse både i Finland og i udlandet til at tale om sin tro.

– Det er vigtigt at tale om Jesus og troen, fastslår hun.


Artiklen fortsætter efter annoncen: