Parat til at tro det utrolige

Per Damgaard Pedersen bor i Armenien, hvor han underviser på et præsteseminarium i en af verdens ældste kirker, Den Armenske Kirke. Sideløbende fungerer han som konsulent for kirkens overhoved, Katolikos Karekin IIDe gik indenfor og så en engel i skikkelse af en ung mand sidde i højre side af gravhulen. Han var iført en lang, hvid klædning. Da kvinderne så englen, blev de forskrækkede, men han sagde til dem: »Vær ikke bange! Er det ikke Jesus af Nazaret, den korsfæstede, I leder efter? Han er ikke her! Han er genopstået. Se selv: Det var her han lå. (Markusevangeliet 16,5-6)
Det var ikke hvem som helst, der sad i gravhulen. Det var en engel, som Gud havde sendt, for mindre kunne ikke gøre det på den her fantastiske dag. Men kvinderne hørte overhovedet ikke efter.
”Han er opstået,” sagde engelen, ”vær ikke forfærdede!” Men de fattede ingenting, de blev bare endnu mere forfærdede. Gad vide, hvad englen mon tænkte? Her kommer han med det gladeste budskab, man kan forestille sig. ”Han er opstået!” ”Han lever!” ”Inden længe skal I se ham igen.” Men de fattede det ikke.

Maria Magdalene skyndte sig ind i byen til Peter og sagde: ”De har taget Herren bort, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham”. Hendes stemme har nok været ved at knække over af fortvivlelse. Oven i alt det forfærdelige, der var sket, kom nu dette: Fjenderne havde fjernet Jesu lig. Kvinderne kunne ikke komme til at vise ham den sidste omsorg, at smøre hans legeme ind i parfumeret olie. Sorgen var bare blevet mere fortvivlet.
Maria var helt bedøvet af, hvad hun havde set onde mennesker gøre. For vi bliver præget af vores erfaringer. De former vores forventninger og indstiller vores øjne og ører, så vi kun kan høre og se bestemte ting. Og den sidste tid havde været et rent mareridt.

”Korsfæst! Korsfæst!” havde råbene lydt langfredag, og råbene gav stadig genlyd i Marias ører, så hun ikke kunne høre andet end noget forfærdeligt. Og synet af den forvredne skikkelse på korset havde lagt sig som en hinde over hendes øjne, så hun ikke kunne se andet end noget ondt.
Nu var hun kun parat til at tro det værste. Også selv om englen sagde det bedste.

Senere fulgte Maria med Peter ud til graven igen, fortæller evangelisten Johannes. Der stod en mand derude. ”Hvorfor græder du?” spurgte han. ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham”, svarede hun. Hun troede, det var havemanden, hun talte med. ”Hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham”, beder hun.
Men han sagde bare: ”Maria!” Og nu fattede hun det! Hun fattede det hele, for det var Jesus selv, hun mødte. Det var ham, der sagde hendes navn. Hun havde håbet på at finde hans døde krop og se den bare en sidste gang, men nu blev hun selv fundet af en lyslevende Jesus. Han havde bevist, at han var stærkere end døden, selv om den ramte ham så forfærdeligt.

Det var Maria Magdalenes nye erfaring. Herren er opstået! En ny erfaring, som hun slet ikke havde forventet. Bagefter gik hun tilbage til Peter inde i byen. ”Jeg har set Herren,” sagde hun. Og alt var forandret. For når vi har set vores Herre, så ved vi, at ondskaben er magtesløs, selv om den raser forfærdeligt.

Mødet med Herren er kristnes vigtigste erfaring. Det kan være svært at forklare, hvordan det går til. For det er både meget enkelt og et stort under på samme tid: Når man beder, så er han nær og lytter. Når man hører hans Ord, så er han der, lige overfor én, og han er slet ikke til at se bort fra.
Det er en erfaring, som er fælles for Maria Magdalene og alle kristne. Den opstandne Herre er et faktum. Som enhver anden person, man kan møde, er et faktum.
Dette personlige møde med Herren er kristne menneskers inderste hemmelighed. Det er den erfaring, som former vores indstilling til livet: Vi er simpelthen kun parate til at tro det bedste!

Kristeligt Pressebureau