Giv næstekærlighed i julegave

Tabita kom til Danmark fra Rumænien sammen med sin mor, da hun var ti år. ”Min mor kendte ingen mennesker, da vi kom til Danmark, hun havde ikke noget netværk, og vi havde ikke nogen penge. Vi havde ikke råd til mad og ordentligt tøj, og vi var aldrig ude at opleve noget,” fortæller Tabita.

”Mit eneste pusterum var en ungdomscafé i en frikirke, hvor jeg kom hver fredag. Men jeg kunne ikke forstå, hvorfor kirken ikke gjorde noget for min mor og vores familie. Hvorfor rakte de ikke ud til os og hjalp os? Dengang lovede jeg Gud, at når jeg blev voksen, så ville jeg hjælpe familier, der havde det svært som os.”

Og det løfte har hun holdt. Som voksen blev Tabita uddannet diakon pædagog og fik arbejde i Frelsens Hær, hvor hun fik en stor viden om, hvordan man hjælper mennesker i nød med kærlighed og faglighed, som hun selv beskriver det. ”Nogle år senere kom jeg i tanke om, hvad jeg havde lovet Gud som barn, og nu oplevede jeg meget stærkt, at Gud ville bruge mig til at gøre noget i kirken for udsatte familier i Danmark,” siger Tabita.

Det første Familienetværk

Som følge af Tabitas oplevelse blev det første Familienetværk oprettet i Apostolsk Kirke i Kolding. Familienetværket er et diakonalt arbejde, som i al sin enkelhed går ud på at invitere mennesker i udsatte livssituationer ind til fællesskab og fællesspisning i kirken, så kirken får mulighed for at hjælpe, og så de selvsamme mennesker oplever at være værdifulde og være en del af et fællesskab; et fællesskab, som de også selv kan bidrage ind i og samtidig møde mennesker, der ser dem og hører dem.

”Det tog noget tid, før vi var klar til at gøre det i Kolding, men da vi først kom i gang, voksede det eksplosivt. Det myldrede ind med mennesker, som aldrig havde sat deres ben i kirken før. Det var ikke de samme pæne mennesker, som normalt kom i kirken. Det var mennesker, der havde mange forskellige pletter på straffeattesten, og som også selv havde været udsat for mange ting, og så var der mange fattige og ensomme familier,” fortæller Tabita.

I løbet af de seneste seks år har Tabita i samarbejde med Blå Kors og den tidligere generalsekretær Christian Bjerre været med til at etablere Familienetværk i over 40 kirker i Danmark.

Der skal være rod i kirken

Nogen tid efter, at Familienetværket var startet i Kolding, flyttede Tabita til Aarhus. Her blev hun spurgt af Johnny Hansen, der er præst i Citykirken i Aarhus Vest, om hun ville lede et Familienetværk i Aarhus målrettet Bispehaven og Aarhus Vest, et af de mest socialt belastede områder i landet.

”Johnny havde fået nok af alt det pæne i kirken, han ville have noget rod i kirken, det var lidt ligesom i Kolding. Kirken var så perfekt, og jeg tænkte, hvad kan jeg gøre her? Der er så meget godt. Men Gud vil gerne have de skæve ind i kirken, han vil gerne have alle dem i nød ind i kirken,” siger Tabita. Og det er der kommet.

Nød og fattigdom i Danmark

I Familienetværket kommer der mennesker med psykosociale vanskeligheder, familier i fattigdom, familier med ensomhed, voldsudfordringer, misbrugsudfordringer, mange familier der er opgivet af samfundet, og som selv har givet op, mennesker der er gået under jorden af frygt for voldelige bekendtskaber osv.

”Jeg vidste godt, der er mange mennesker, som lever i problemer og går under radaren for det normale samfund, men jeg er alligevel lidt overrasket. Det er smertefuldt, at vi har familier, der lever af havregrød og pasta med ketchup, og børn, der går helt bananas over at få lidt kød med i madpakken. Problemstillingerne er overvældende, og mange gemmer sig,” fortæller Tabita.

Tabita har da heller ikke meget tilovers for de mennesker, der siger, at der ikke findes fattige i Danmark.

”Det er simpelthen noget sludder. Jeg har set børn gå i støvler, der er fire numre for store og to numre for små, fordi der ikke er råd. Sidste gang, vi havde Familienetværk, havde vi en pige, der havde været to måneder i Danmark, moren kendte ingen mennesker, og pigen stod der og frøs og havde ingen jakke. En af de andre mødre fandt en jakke til pigen, og jeg fandt to sække tøj. Det var en fra kommunen, der havde taget hende med. Jeg blev så rørt over hele situationen, selvom den slags ting faktisk er helt almindeligt i Familienetværket.”

Tabita fortæller også om flere kvinder, der af frygt for voldelige mænd, er nødt til at finde forskellige ruter, når de skal handle ind, fordi en mand bogstavelig talt jagter dem.

”Det er helt ubegribeligt. Vi har kvinder, der er blevet skudt på og skåret i, som lever med mordtrusler, og nogle kan ikke engang møde op hos os og hente de her kasser med mad, som vi deler ud, og i virkeligheden er det måske kun os, der har kendskab til dem, fordi de gemmer sig.”

Gode nyheder

Midt i alle udfordringerne byder arbejdet i Familienetværket dog også på mange lyspunkter og en masse forandrede liv, fortæller Tabita.

”Vi har så mange eksempler på familier, mødre, mænd, børn og unge, der blomstrer op og bliver helt forandrede. Mennesker, der aldrig har været i stand til at finde et arbejde, finder et arbejde, folk, der aldrig har været i stand til at tage en uddannelse, får en uddannelse, unge, der kommer ud af kriminalitet, dysfunktionelle familier, som lige så stille fungerer bedre og bedre, ensomme, der bliver en del af et fællesskab, mennesker, der for første gang oplever sig værdifulde og får overskud til at være noget for andre, masser af små og store mirakler – vi ser hele tiden effekten af Guds kærlighed i praksis.”

Ikke kun en julegave

Tabita er glad for muligheden for at sprede budskabet om, at dele næstekærlighed ud i julegave, men i virkeligheden er det vigtigt for hende, at vi ikke kun gør det til jul.

”Vi skal ikke kun give næstekærlighed til Familienetværket, og vi skal ikke kun gøre det op til jul. Vi skal gøre det hele året rundt. Det er da nogle gange noget bøvl, det tager tid, og det kan være besværligt at hjælpe en kvinde med handicap nede i supermarkedet eller vente på en ambulance sammen med en, der skal have hjælp, men når der kommer lys i øjnene på sådan en kvinde, og man får et kram, så er det det hele værd,” siger Tabita, der dog understreger vigtigheden af et enkelt forbehold:

”At give næstekærlighed er en gave både til dig selv og til din næste, men du skal også hjem og hente dit barn og gøre andre ting for dig selv eller din familie. Det er vigtigt, at man også husker at sætte grænser.”

En opfordring til læseren

Man fornemmer, at det er vigtigt for Tabita at understrege betydningen af at kunne sætte grænser, men for de fleste mennesker vil mødet med Tabitas engagement nok alligevel give en ret klar oplevelse af, at man godt kan gøre lidt mere, end man gør de fleste dage – i hvert fald er det temmelig tydeligt, at Tabita gør mere end de fleste.

”Nogle gange taler Gud til ens hjerte om at gå en ekstra mil for nogen, og det må man jo så også lytte til. Hvis man bare hjælper en hver dag, kan man gøre en stor forskel. Hvem er den ene, jeg kan række ud til i dag? Hvem kan jeg tilgive i dag,” spørger Tabita retorisk og slutter af med at komme med en opfordring, der flyder som en lind strøm, og som får lov at komme her i sin fulde længde:

”Jeg vil gerne opfordre dem, der læser det her, til selv at give næstekærlighed ud som gave. Næstekærlighed er også at tilgive nogen ekstraordinært, at ringe til nogen og opsøge dem med fred – lige meget hvad der er sket. Tilgivelse er større end uretfærdighed. Jeg vil gerne opfordre til at være ekstra milde og overbærende i vores kirker, i vores omgangskredse, i vores hjem, på vores arbejdspladser, der hvor nogle har behandlet os uretfærdigt eller dårligt, i trafikken, i en butik. Vær ekstra god ved en i køen, som fylder eller larmer, giv dig ekstra tid til at stoppe op og lytte til den ældre søde dame i opgangen, som altid snakker for meget, eller smil til den etniske familie med mange larmende børn, vis dem kærlighed, send et smil til den hjemløse mand, som står på hjørnet og prøver på at sælge en avis. Køb en kop varm kakao til ham. Send et smil til kirkemedlemmet eller arbejdskollegaen, som fornærmede dig i sidste uge. Betal for indkøbsvarerne i en butik, hvis du ser en, der ikke har penge nok på kortet. Invitér nogen med hjem juleaften, du normalvis aldrig ville byde med hjem. Man behøver ikke lave Familienetværk for at give næstekærlighed i gave, men blot være bevidst om at dele næstekærlighed ud, der hvor man er. Det forandrer verden, hvis vi er flere og flere, der gør det.”

Tabita kigger på billedet af sig selv og sin familie, da de lige var kommet til Danmark. Det minder hende om, hvordan det føles at være i nød – men det minder hende også om, hvor meget hun føler, hun har fået.

”Jeg føler, at Gud har vendt min barndomssorg til dans. Jeg har gået ting igennem som barn, som jeg ønsker, børn skal være forskånet for. Jeg ønsker, at kirkerne skal være med til at række ud til de her børn. Det har været et kæmpe drive og en ære for mig at få kirken til at vise, hvordan Guds kærlighed ser ud i praksis,” slutter Tabita.