Indre Mission og Luthersk Mission går sammen om retræte
Som noget nyt samarbejder Indre Mission og Luthersk Mission i det syddanske om en retræte den 14. – 18. februar i vinterferien på Sundeved Centret ved Sønderborg. Temaet er ”Faste med Jesus”.
”Retræter er blevet et populært afbræk for kristne flere steder, men alligevel er det nyt for mange at skulle tage nogle dage ud af kalenderen med henblik på fordybelse og stilhed med Gud. Jeg tror, mange ville have gavn af at give deres kristenliv et boost, og her er retræten med undervisning, bøn og stilhed i smukke omgivelser en oplagt mulighed”, siger Peter Nissen, som er en af lederne og afdelingsmissionær i Luthersk Mission, Sønderjylland-Fyn.
Stilhed, tidebønner og god mad
Selv om retræten ligger i begyndelsen af fastetiden, og temaet er ”Faste med Jesus”, vil der være god mad under retræten, fremgår det af programmet.
Ellers vil dagene foregå i stilhed, dog med mulighed for samtaler. Der holdes to gudstjenester, hhv. Askeonsdag og søndag formiddag. Desuden vil der være tidebønner, undervisning og forskellige aktiviteter relateret til emnet.
Der vil være oplæg ved Peter Nissen og pensioneret missionssekretær Johan Scmidt Larsen. Retræten holdes på Sundeved Centret, Stenderup Kirkebakke 4, Nybøl, 6400 Sønderborg. Tilmeldingsfrist senest 10. januar 2024.