Vil den nye konge fortsætte med at godkende bibel-oversættelser?
Da Martin Luther oversatte Bibelen til tysk i 1534, skabte han en mulighed for, at ikke kun eksperterne, men også almindelige mennesker kunne forstå de hellige skrifter. Inden da var Bibelen primært på latin, hvilket begrænsede adgangen til kun at omfatte præster og folk, der var uddannede i latin.
Luthers tyske bibel bød på en chance for almindelige mennesker at læse og fortolke Bibelen på egen hånd. Dette forandrede folks forhold til religion, da de nu kunne danne deres egne opfattelser ud fra deres personlige læsning af Bibelen.
De første danske bibler
I Danmark blev Luthers bibel oversat til dansk af kong Christian den 3. i 1550, og denne udgave vandt hurtigt popularitet. Men i 1604 blev den letforståelige version skiftet ud med en mere kompleks oversættelse af Hans Povlsen Resen. Resens version blev senere justeret af biskop Hans Svane, der havde støttet kongens magt (enevælden).
Svanes justerede version blev til gengæld autoriseret af kongen i 1647, hvilket lagde grundstenen til traditionen med kongeligt godkendte (autoriserede) bibeloversættelser.
Symbolsk betydning
Dronning Margrethe II, der regerede indtil i dag, den 14. januar 2024, havde ifølge Grundloven en rolle i at godkende Bibelen til brug i kirken. Selvom det er usandsynligt, at hun direkte påvirkede indholdet, har hendes godkendelse en symbolsk betydning. Med Dronning Margrethe IIs abdikation og Kronprins Frederiks tiltrædelse som konge, opstår spørgsmålet: Vil den nye konge fortsætte med at godkende Bibeloversættelser? Er det en passende rolle for en konge i moderne tid?
Grundloven
I Grundloven læser vi:
§ 4 Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.
§ 6 Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
Hvis en bibel er autoriseret, betyder det, at den er godkendt af kongen til brug i den danske folkekirke. Og det skyldes, at Grundloven fastslår, at den danske kirke er evangelisk-luthersk, og at kongen skal tilhøre dén. Den tradition, vi ser i dag, har rødder i et Danmark, hvor kongen havde brug for kirken for at indføre enevælden, så den gejstlige person, der støttede dét, blev ærkebiskop. Parterne udnyttede altså hinanden for at få magt.
Den tradition, vi ser i dag,
har rødder i et Danmark,
hvor kongen havde brug for kirken
for at indføre enevælden,
så den gejstlige person,
der støttede dét, blev ærkebiskop.
Parterne udnyttede altså hinanden for at få magt.
Det er et vigtigt tidspunkt for Danmark at overveje, hvordan landet balancerer sine traditioner med en verden, der hele tiden ændrer sig. Spørgsmålet, om hvorvidt Kong Frederik vil fortsætte sin mors tradition med at godkende bibeloversættelser, er interessant. Skal denne gamle tradition fortsætte, eller er det tid til at ændre på tingene og lade kirken selv bestemme over sine tekster? Er det tid måske også til at få endnu flere bibeloversættelser i Danmark, ligesom andre sprog har?