Big Fish

– Jeg glæder mig til at se det store ocean en dag, sagde den lille fisk til den store fisk.
– Hvad mener du? spurgte den store, du er jo lige midt i det!
– Hva’, jeg kan ikke se noget stort ocean, sagde den lille fisk.Mange, som ikke kender Gud, har alligevel en forudindtaget holdning til, hvem han er, og hvad det vil sige at tro på ham. Det i sig selv er der ikke noget specielt i. Det er jo bare ligesom, at du kan have en forudindtaget holdning til sushi, hvis du aldrig har smagt det. De har så også en idé om, hvordan Gud ville vise sig overfor mennesker, hvis han altså fandtes. Men alt imens de kigger den ene vej efter deres billeder af, hvem Gud er, så viser Gud sig på alle mulige andre måder og forsøger at etablere kontakt.

Vi, der tror på den levende Gud, burde egentlig være bedre hjulpet, men laver jævnligt samme fejl. Måske er vi hæmmet af, hvordan Gud engang talte til os, og vi sidder stædigt og venter på, at han skal vise sig på selv samme måde igen. Eller måske har du en forventning til, at du skal have lige så stor følelsesmæssig optur som i ugerne efter, du kom til tro, for at vide, at Jesus er helt tæt på. Flere gange har jeg selv en idé til, hvordan Gud skal svare mig på mine bønner, og sker det, at mine bønner bliver hørt, men ikke på den måde, jeg havde ”forespurgt”, så er jeg ofte så blind, at jeg vælger at give æren til tilfældet i stedet for til ham, der er Herre – også over tilfældet.

I stedet for at blive på det overordnede teoretiske forholden-sig-til-tingene-plan, så lad mig komme med et halvpinligt eksempel på, hvordan mine forestillinger af Guds virke i mit liv kan spænde ben.

For snart to år siden, i starten af august 2005, gik jeg med store tanker i mit lille hoved, som ville præge resten af mit liv: Jeg ville fri til min kæreste. Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at det skulle være hende, og jeg var også ret sikker på, at hun ville sige ja. Jeg ville bare gerne være sikker på, om det virkelig skulle være. I det her tilfælde ville det altså være særdeles rart med et lille blåt stempel fra Himmelkontoret, bare lige så man var sikker på, at Gud og jeg var enige.

På en sommerhustur, hvor jeg var lidt forvirret rundt i hovedet over hele situationen, lavede jeg en aftale med Gud for at gøre det hele lidt nemmere. Aftalen gik på, at jeg bare inden d. 31. august skulle nå at drømme en god drøm om brylluppet, så jeg ligesom vidste, at det var ’meant to be’. Her er det så, vi introducerer: Thomas Tvivleren anno 2005. Lige efter aftalen havde jeg ro i sjælen, men to drømmeløse uger efter var mit liv ved at være et mareridt, for hvor var mit svar? For at gøre en lang historie kort varede min ’pine’ frem til d. 27. august. Pinen stoppede, ikke fordi jeg fik mit svar, men fordi jeg fik øjnene op for, hvordan Gud forsøgte at svare mig på mit spørgsmål.

Jeg søgte Guds godkendelse og bad ham nærmest om at skrive det på væggen for mig; men Gud brugte bl.a. mine nære venner til at opmuntre mig i Project Maria. De fortalte mig, hvor heldig jeg var, og hvor fantastisk hun var. Indeni havde jeg allerede roen og troen på, at det skulle være, jeg ville bare gerne have mere. Jeg fik det ikke på den måde, jeg ønskede det, men Gud brugte det, der var, og lige så stille kunne jeg se det.

Er du en lille eller en stor fisk??