Efter mange lemlæstende operationer og fem år som kvinde opgav Forrest – og fik nye udfordringer

Processen med at vende tilbage til sit oprindelige biologiske køn er forbundet med ’rædselsvækkende’ kampe, fastslår en ”detransitioner” i en ny podcast fra ”Generation Indoctrination”.

I det femte afsnit af podcasten ”In Their Own Words: Detransitioners, Advocates Decry Deceptions Of ’Gender-Affirming Care” beskriver en ung mand fra den amerikanske delstat Oregon de voldsomme personlige og sociale omkostninger, han oplevede, da han fortrød sine kønsskifteoperationer. Forrest Smith fik allerede som 20-årig ordineret kønsskiftehormoner.

I løbet af de næste fem år gennemgik han en række store og irreversible operationer som indsættelse af brystimplantater og fjernelse af testiklerne, så han blev permanent steriliseret. Det hele gik så stærkt, fordi man mente, at det er vigtigt at understøtte unges egen oplevelse af køn. Men i virkeligheden er det at lægge pres på unge, hvis identitet endnu ikke er moden, fastslås det i podcasten.

”Jeg levede i fem år i min identitet,” fortæller Forrest om den tid, hvor han betegnede sig med pigenavnet ”Ramona”.

Uro, fattigdom og sygdom

Forrest Smith boede i en almen bolig i byen Portland, hvor han var dybt involveret i LGBT-samfundet. Men den nye identitet havde en række utilsigtede konsekvenser:

”Jeg led enormt meget i de efterfølgende måneder og kæmpede med alkoholisme. Jeg var fattig og fik hurtigt COVID,” fortalte han og fremhævede den uro, der fulgte efter hans operationer. I en særlig sårbar periode med COVID-19 måtte han flytte hjem til sine forældre igen. Og efterhånden forstod han, at han måtte opgive forsøget på at blive kvinde.

”Jeg overlevede. Men jeg havde været igennem flere bizarre typer af kønskriser. Jeg havde gjort adskillige forsøg på omstilling,” siger Forrest og tilføjer, at han er ved at skrive sine erindringer om forløbet. Men efter at han havde gennemgået de mange operationer, var det svært at finde en terapeut, der ville hjælpe ham til at leve med sine mange fysiske og følelsesmæssige ar.

Han mener, at den hurtige diagnose ”kønsdysfori” og medicineringen gjorde skade. I virkeligheden havde han som ung mere brug for hjælp mod underliggende problemer som porno-afhængighed og savnet af en mandlig vejleder. ”Jeg mener, at jeg blev skubbet og trukket ind i medicineringen, før jeg havde fået en identitet,” siger han.

”Rummelig kirke” fordømte ny kønsdysfori

Forrest Smith fortæller også, at det gjorde ondt at opleve, hvordan den ”progressive” kirke, han kom i, havde fordrejet Jesu ord for at bekræfte hans kønsdysfori. For denne kirke stillede sig helt uforstående og afvisende, da Forrest fortalte dem, at han havde fortrudt sit kønsskifte.

”Jeg kan mærke, at jeg er dømt af dem, og de undgår mig. Jeg har tidligere haft besøg fra dem, hvor de kommer med mærkelige små kommentarer, hvor de forsøger at rette mig,” siger han. Nu har Forrest Smith dog fundet hjælp og støtte gennem en pinsepræst, der yder åndelig vejledning uden fordømmelse.