Bethlehemskirken – en sakramental, karismatisk kirke

På Nørrebro i København, tæt ved søerne og bygget ind i en boligkarré, ligger Bethlehemskirken, en folkekirke lidt ud over det sædvanlige.

Kirkens præst, Martin Drengsgaard, tager imod i kirkens menighedshus. Han har været præst i Bethlehemskirken i en årrække. Inden da var han præst i Korsør og teologisk rådgiver i frikirken Regen på Nørrebro. Allerede da han kom til Bethlehemskirken, havde kirken en særlig profil, som har rødder tilbage til, da Ole Skjerbæk Madsen blev ansat i 1981:

”Da Ole kom til kirken, var den næsten tom. Bethlehemskirken ligger i et sogn med under 50% medlemskab af Folkekirken. Det er et område med mange indvandrere og folk på den politiske venstrefløj, som ofte ikke forstår kirken.” Efter at Ole Skjerbæk Madsen blev præst i kirken, begyndte der at ske noget. Martin fortæller, at socialisterne i sognet kunne identificere sig med Oles sociale indignation og ønske om at gøre noget for de udstødte.

Så nu begyndte menigheden at vokse både med folk fra sognet og folk udefra.

Arven fra Egypten

”Samtidig tog Ole en historie med fra Egypten, hvor han oplevede, at Gud var meget nærværende i det liturgiske og det hellige,” fortæller Martin Drengsgaard.

”Derfor har vi også en gudstjenestefejring, som har nogle stærke liturgiske elementer og bønner, der stammer tilbage fra Oldkirken. For det hellige kan ikke altid forstås med hverdagsord. Så gudstjenesten her er designet til, at du skal møde noget andet, når du kommer ind, end du er vant til i din dagligdag. Du møder forhåbentlig et Gudsnærvær.”

Det karismatiske

Samtidig med det meget liturgiske indeholder gudstjenesten flere karismatiske elementer:

”Vi prøver at blande det liturgiske og det karismatiske. Det stærkeste, karismatiske og rytmiske islæt ligger efter prædikenen. Gudstjenesten er bygget sådan op, at man bliver taget meget ved hånden i starten af gudstjenesten med salmerne, tekstlæsningerne og bønnerne, og her spiller traditionen gennem tiderne en stor rolle. Efter prædikenen opstår der så et frit rum, hvor der er tid til, at du selv kan respondere: Du kan gå til forbøn, gå over og tænde et lys eller knæle ved alteret – og du kan synge med på og danse til de lovsange, der bliver sunget. På det sted i gudstjenesten bliver du ene sammen med Gud, og Gud kan tale til dig og du til ham. Lovsangen slutter med, at vi har en kirkebøn, hvor vi vender os væk fra os selv og ud mod verden og beder for den, sådan at det ikke kun kommer til at handle om mig, men også om den verden, vi er en del af.”

”Efter prædikenen opstår der så et frit rum,
hvor der er tid til, at du selv kan respondere:
Du kan gå til forbøn, gå over og tænde et lys
eller knæle ved alteret – og du kan synge med
på og danse til de lovsange, der bliver sunget.
På det sted i gudstjenesten bliver du ene sammen med Gud,
og Gud kan tale til dig og du til ham.”

Nadveren

Derefter bliver nadverelementerne båret ind i procession.

”Det, at vi bærer brødet og vinen ind i procession, er med til at give en optakt til nadveren, hvor vi forstår, at nu skal der til at ske noget helt specielt. Når indstiftelsesordene er sagt, og nadveren går i gang, kommer den rytmiske lovsangsgruppe på igen, men mere dæmpet end tidligere i gudstjenesten. Man kan sige, at gudstjenesten er en vandring fra verden op til templet, til det hellige. Vi kommer ude fra gaden og bliver stille taget med ind for til sidst at ende ved det helligste, som er nadveren. Når man er ny i menigheden, tager det noget tid at blive bevidst om det og lære at komme ind i den bevægelse mod det hellige. Så vi er ikke en kirke, der mener, at det skal være så forståeligt som muligt for at få mange mennesker i kirke.”

Traditionens vigtighed

”Vi vil gerne fastholde, at der er noget supervigtigt i den kirkelige tradition, som det stadig er vigtigt, at vi bliver udfordrede af. Så synger vi nogle gamle salmer, hvor salmedigterne har formuleret deres Gudstro ind i en anden tid. Der kan være nogle svære ord, men også nogle meget inderlige måder at sige tingene på. Vi kan måske synes, det er uvant med ord som synd, død og helvede – og at det er ret udfordrende. Men vi tror, det er vigtigt at blive udfordret af troen, som den har set ud på andre tidspunkter. For vi står altid i fare for at gå ud ad en tangent. Her kan traditionen være et korrektiv til, at vores tro ikke bliver minimeret til et lille område af, hvad den kristne virkelighed er, fx at gudstroen kun er Helligånden og rytmisk lovsang.”

En broget menighed

I dag kommer der normalt mellem 70 og 100 til en almindelig søndagsgudstjeneste, og spredningen både aldersmæssigt og baggrundsmæssigt er stor. Der kommer folk i kirken med baggrund i alt fra missionsbevægelserne, Oase, frikirkerne og Den Katolske Kirke, og alle kan finde noget, de genkender fra deres baggrund. Men der kommer også folk fra nærområdet. Gennem ugen summer kirken og menighedslokalerne af liv.

”Vi har bespisning for ensomme og hjemløse en gang om ugen. Der er juniorklub en gang om måneden, og de unge studerende mødes to gang om måneden, ligesom der er en gruppe for gymnasieelever.” Som i efterhånden mange kirker er der også en række cellegrupper, ligesom der i løbet af ugen er flere liturgiske indslag.

”Mandag morgen kl. 8.30 er der bøn og meditation, og tirsdag og torsdag er der mere klassisk tidebøn med inspiration fra den gregorianske sang.”

En særlig påskefejring

Skulle man komme ind i Bethlehemskirken i påsketiden, vil man også her opleve, at meget er anderledes end til en almindelig folkekirkegudstjeneste:

”Vi mener, det er vigtigt at gennemleve kirkeårets liv, for når vi gør det, bliver vi hele mennesker. I fastetiden, som leder op til påsken, starter vi med en askeonsdagsgudstjeneste. Med fastetiden bliver påsketiden hel speciel, fordi vi her forbereder os på, at vi skal fejre opstandelsen. I fastetiden giver vi afkald på noget, vi normalt er glade for, fx kaffe eller sociale medier, fordi vi ved, at nogle af alle disse ting sommetider distraherer os. Men op til påske fravælger vi at gribe ud efter disse ting for at besinde os på, at vi alene kan finde frelse hos Gud. I Den Stille Uge (ugen op til påske, red.) skal vi blive stille og fæstne vort blik på det, der sker med Jesus i disse dage. Dette blik fylder os med en forundring over, hvor vanvittigt det er, det, som Gud har gjort for os. På den måde vokser kærligheden til Kristus. Hos os starter det allerede kl. 17 lørdagen før, hvor vi har den første gudstjeneste. Her læser vi teksten om Jesus, der opvækker Lazarus fra de døde, inden han går ind til Jerusalem. Palmesøndagsfejringen er en familiegudstjeneste, hvor vi går i procession rundt om hele boligkarréen med palmegrene. Mandag læser vi passionsberetningen fra Mattæusevangeliet, tirsdag fra Markus og onsdag fra Lukas. Så vi har gudstjeneste hver dag i Den Stille Uge. Skærtorsdag har vi ved gudstjenesten en tvætning med vand på pande og hænder for at mindes Jesu vaskning af disciplenes fødder. I løbet af gudstjenesten spiser vi også en kebab for at mindes jødernes påskemåltid. Efter måltidet kommer vi tilbage til kirken, hvor der er nadver, og vi læser afskedssamtalerne i Johannesevangeliet, hvor Jesus taler til disciplene. Langfredag har vi to gudstjenester. Kl. 10 er Jesu korsfæstelse i fokus og kl. 15 hans gravlæggelse. Det hele munder ud i årets største gudstjeneste, påskenatsgudstjenesten, som begynder kl. 21 og slutter kl. 23-24, hvorefter der så er stor fest med kaffe, chokolade og musik og dans, sådan at opstandelsen også bliver en kropslig oplevelse. Hvert år oplever jeg, at glæden under påskefejringen på ny tager bolig i mig på en måde, som jeg ellers ikke oplever. Opstandelsenskraften er så nærværende, at det er, som om al smerten og alle bekymringerne, som man ellers løber rundt med, forsvinder.”