Interessant metal

Nyt album fra Red lever helt sikkert op til de foregående albums.

Det interessante ved Red og det, som adskiller dem fra andre metalbands, er, udover gode melodier, lidt growling og masser af dobbelt stortrommepedal, at de indimellem blander techno-lyde ind i musikken. Nu er jeg ikke den store technofan, men det virker for dem, og det lyder fedt, når de gør det, og det får dem til at skille sig ud fra de andre.

På dette album gør de måske ikke så meget brug af det som tidligere, men på sangen The Suffering er der flere eksempler på dette, og der er flere diskrete eksempler undervejs. Der er ikke mangel på de gode sange på dette album heller. Jeg kan rigtigt godt lide sangen Still Bleeding. Sangen, der kommer lige efter Our Time Will Come, er også ganske iørefaldende.

Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om alle de bedste sange ligger sidst på pladen. Still Bleeding er nummer 7. Our Time Will Come er nummer 8. Sang nummer 9 Last Forever er også ganske fed. Nu skal det retfærdigvis siges, at et par af de første sange også er ganske gode, som for eksempel åbningssangen Surrogates, og også nummer, 3 Minus It All.

Der er kun 10 sange i det hele. Så det er hurtigt overstået på fireogtredive minutter, men det er de 79 kroner værd, som det koster på iTunes. Når forsanger Michael Barnes growler, lyder han som Kevin Young fra Disciple, men det er heller ikke nogen skade til. Red blev startet af brødrene Anthony Armstrong (guitarist) og Randy Armstrong (bassist) i Nashville, Tennessee i 2002 sammen med Michael Barnes, som stadig er forsanger den dag idag (Lance Armstrong var ikke interesseret i at være med, høh høh). De to brødre (hvoraf Lance ikke er en af dem) er i øvrigt identiske tvillinger.

Kunstner: Red
Titel: Rated R
Genre: Metal
Download: itunes.dk – Pris: 79 kr.