Kirken skal blive bedre til at inkludere migranter

Det var med nysgerrigheden som pejlemærke, at Folkekirkens Migrantsamarbejde inviterede til konferencen ”Midt iblandt os” på Nyborg Strand den 19. og 20. april 2024. Og nysgerrigheden blev tilfredsstillet i rigt mål hos de omkring 100 deltagere. For hvordan opleves det konkret for migranter at blive rykket op med rode i deres eget land og kultur og lande og leve i lande så kolde som de skandinaviske? ”Kolde” i både fysisk og kulturel forstand.

Det gjorde især to norske forskere deltagerne klogere på. Tomas Sundes Drønen og Stian Sørlie Eriksen er begge professorer ved VID videnskabelige højskole i Norge og har specialiseret sig i migrantstudier: Tomas i global kristendom, afrikanske religioner og missionshistorie, Stian i afrikanske og asiatiske menigheder i Norge og deres missionsforståelse.

Krop her – hoved hjemme

”Samfundet ændrer sig på grund af globaliseringen. Globalisering sætter mennesker i bevægelse. Og teknologien gør migration mulig. På den baggrund ser vi, at verdensbilleder, også religioner, ændrer sig,” indledte Tomas.

”For mange migranter er kroppen ét sted, mens hovedet befinder sig et andet sted. Vi får i større grad et transnationalt hverdagsliv. Både migranten, der er splittet mellem hjemland og ny tilværelse, og os i Norge og Danmark, som kun ser kroppen, men ikke, hvad der foregår indeni hovedet på migranterne.”

Tid og sted flyder ud

Når pinsekristne fra Nigeria starter en menighed i Norge, holder de gudstjeneste med videolink til en kirke i Nigeria, fortalte Stian. ”De kristne begynder deres dag med en morgenbøn sammen med megakirkepræsten Adeboye. Samtidig har de blot en punktvis kontakt med en anden livsverden i hverdagen.” Begge var enige om, at vi må begynde at tænke anderledes, vi, der bor i Danmark og Norge, og for hvem tid og sted er konstant.

”Sted er ikke længere det samme. Tid er ikke mere, hvad det var. En stor del af verdens befolkning lever et såkaldt transnationalt hverdagsliv, hvor de stempler ind og ud af forskellige steder og tidszoner.”

Migrant – hvor længe?

De to professorer tog tilhørerne med op i helikopterperspektiv og reflekterede over sprogbruget: Hvad er en migrant? Hvordan betegner vi en person, der kommer fra anden kultur og skal forholde sig til en majoritetskultur? Og hvor længe er man migrant? Andengenerationsindvandrere er et begreb, vi bruger, men hvordan oplever de det selv? Oplever de sig ikke som nordmænd eller danskere?

”Jeg mødte en ung mand med etiopisk baggrund, som sagde: ”Jeg føler mig norsk!” fortalte Stian. ”Folk kan se anderledes ud end majoriteten og have en anden kulturel betoning, men opleve sig selv som helt norske eller danske.”

Indvandring som løsning

Faktisk er migrantsituationen i vores lande mere mangfoldig, end medierne får os til at tro. Muslimer og Islam får megen opmærksomhed, men der er faktisk flere kristne end muslimske indvandrere. ”De fleste migranter kommer ikke som flygtninge, men for at arbejde eller uddanne sig. Noget, som er en gave til vores lande. For vi er dybt afhængige af migration for at opretholde velfærdssamfundet, og den måde vi lever på,” sagde Stian og lagde tryk på:

”Vi har ikke noget valg. Indvandring er en af de politiske løsninger for fremtiden, især når det gælder sundhedsområdet.”

Vigtigt med åben debat

De to forskere pegede på en øget polarisering i nordmændenes holdning til migranter. ”Vi har fået stærke stemmer, som synes, det er positivt med mangfoldighed. Samtidig er også de stemmer, som er megakritiske overfor indvandring, blevet stærkere,” sagde Stian, og Tomas pointerede:

”Det er vigtigt at se begge tendenser samtidig og lade begge stemmer komme frem. Vi må ikke undertrykke de indvandrerkritiske; det vil blot øge polariseringen. Vi må kunne have en åben debat og indse, at der både er positive og negative sider at tage højde for. Og ikke mindst at have direkte berøring med mennesker fra en anden kultur. Og det er nordmænd – og sikkert også danskere – ikke særligt gode til.”

”Vores undersøgelse viser, at den norske kirke generelt er positiv overfor indvandring. Samtidig er der en stor afstand mellem de gode intentioner og det, vi rent faktisk gør for at være sammen. En ting er, hvad vi siger, en anden, hvad vi gør i praksis,” fortalte Stian.

Parallelle verdener

Polariseringen og passiviteten kalder på mødesteder, hvor mennesker mødes på tværs af kultur og tradition. Her kan kirken spille en aktiv rolle, mener de to norske forskere.

”I vores undersøgelse sagde mange af de adspurgte, at de kun havde kontakt med migranter i arbejdstiden, ikke i fritiden. Det afslører et vigtigt spørgsmål: Hvor møder vi hinanden, og hvad betyder det ’at mødes’?” sagde Stian.

”En far til en af min datters klassekammerater kviede sig ved at gå til forældremøde. ”Det eneste tidspunkt, jeg taler med nordmænd, er, når de stiger ind i min taxi,” sagde han. Så det var et møde, men hvilket møde? Vi mødes, men vi mødes alligevel ikke, fordi vi lever i parallelle verdener,” sagde Tomas.

Alle vil være sig selv

Migranter har behov for at være sig selv, ikke migranter. Ligesom når vi selv er i udlandet og gerne vil blende ind med resten af lokalbefolkningen.
Tomas har været missionær i Cameroun i ti år og oplevet rollen som udefrakommende:

”Jeg ville være en af de andre. Men jeg var altid den hvide, altid missionæren. Men da jeg fik en ven, som så mig som Tomas, ændrede det mit liv. Jeg var ikke længere en rollefigur, ikke bare en repræsentant for alle de norske missionærer, som havde arbejdet i landet siden 1925. Jeg behøvede hverken bøde for deres synder eller give lige så mange penge som dem. Pludselig fik jeg lov til at være mig selv.

Kirken er et vigtigt mødested

Vi vil alle sammen bare gerne være inkluderet. Derfor spiller kirken en vigtig rolle, mener de to forskere: ”Hvordan kan vi skabe mødesteder, hvor migranter ikke føler sig fremmede, men som en del af noget større? Kirken kan være en neutral plads, hvor migranter kan komme og møde andre. Og hvor der ikke er en politisk agenda,” sagde Tomas.

Det er store og gode ambitioner for kirken, men faktisk også derfor migranter ynder at komme i egne menigheder: ”En af respondenterne sagde: ”Jeg skal integrere mig mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Søndag vil jeg være fri! Jeg vil være mig selv og opleve en gudstjeneste på mit eget sprog!”” genfortalte Stian.

Bevar din identitet

Det rejser spørgsmålet om, hvad det vil sige at være integreret. Betyder det, at man må fralægge sig sin egen identitet, eller at man bliver inkluderet med den identitet, man nu en gang har?

”Jeg har en ven med anden kulturbaggrund, hvor vi diskuterer dette hele tiden,” fortsatte Stian.

”Hvad er integration? Jeg vil være mig selv og føle mig inkluderet,” siger min ven og går mere ind for begrebet inklusion end integration. Og vi er enige om, at vi ikke vil være et integrationsprojekt, men venner, kolleger og personer, som er ressourcer for vores samfund. Og jo, da er vi integrerede, men ikke på bekostning af vores identitet.

”Vi må ikke undertrykke de indvandrerkritiske;
det vil blot øge polariseringen.
Vi må kunne have en åben debat og indse,
at der både er positive og negative sider at tage højde for.”

Forskellige opdragelsesmetoder

En af de store knaster i den inklusionsproces er forholdet til børneværnet, afslørede de to forskere. Korporlig afstraffelse i form af lussinger er almindeligt i miljøer mod syd.

”Jeg husker mit første chok, da jeg flyttede til Frankrig for at lære fransk,” fortæller Tomas. ”Jeg var inde i en butik, hvor et barn plagede sin mor om at få chokolade. Moren sagde nej. ”Men så tager jeg bare en chokoladebar,” sagde barnet. Og moren råbte igen nej. Så gik der en lille pause, og så hørte jeg et klask.
Da jeg vendte mig om, så jeg en voksen dame give sit barn en ordentlig lussing. Det sagde bang i hele butikken. ”Det er jo børnemishandling,” tænkte jeg, men ingen løftede så meget som et øjenbryn. For selv i Frankrig er det normalt at give børn en lussing.”

Tomas fortsatte: ”Når jeg besøger afrikanske lande og fortæller, hvordan vi ser på børneopdragelse i Norge, ler de af mig. Hvordan skal der nogensinde blive ordentlige mennesker af de børn? Hvordan skal jeg hindre mit barn i at brænde sig på ilden fra bålet? Så vil de jo aldrig forstå, hvor alvorligt det er!”

Udfordrer ældreplejen

”Det handler jo ikke om, at afrikanere elsker deres børn mindre end nordmænd gør,” konkluderede Tomas. ”Det handler blot om forskellige værdisæt i forhold til, hvordan vi opdrager mennesker til at blive gode samfundsborgere. Den slags kulturforskelle bevirker, at vi også herhjemme må tænke over, om vores måder at gøre ting på, er de bedste. Hvordan behandler vi for eksempel vores ældre? Sætter dem på plejehjem og besøger dem en gang om ugen,” spurgte Stian.

”Vores afrikanske studerende reagerer ikke så meget på, hvor trygt det er i Norge og hvor fine biler, vi kører rundt i, men hvad i al verden vi gør med vores ældre. ”Hvordan har I hjerte til at adskille jer fra dem på den måde? De har jo opdraget jer og ofret alt, for I skulle få det godt, og så placerer I dem bare dér?”
Migranter får os til at tænke os om en ekstra gang og bliver samtidig kulturformidlere, som viser deres egne, hvordan de tilpasser sig forholdene i Norden.
”Menigheder holder seminarer, hvor de inviterer børneværnet til at komme og fortælle om de norske regler. På den måde bliver menighederne kulturoversættere for nytilkomne.”

”The frozen chosen”

Når folk fra syd kommer til Norden forventer de, at landene er kristne, dvs. at folk er troende og deltager aktivt i kirke eller moské. Men her bliver de slemt skuffede. ”De er ved at gå bagover, når de møder den kolde virkelighed. Kristne nordmænd er virkelig ’the frozen chosen’,” sagde Stian med et glimt i øjet.

”I deres menigheder derhjemme mødes de jo hver eneste dag i kirken. Der er gruppe for børn, unge, kvinder og alle mulige aktiviteter. I Norge møder de en søndagskristendom, der endda er ganske lunken,” supplerede Tomas.

”De kommer fra en situation, hvor religion var et sikkerhedsnet i tilværelsen. Religion tilbyder de sociale relationer, som skal sikre dig, når verden går dig imod eller skabe håb om en bedre fremtid. Men nu har sygehuset og pensionskassen overtaget den rolle. Det bliver et sammenstød i virkelighedsforståelse, som ikke handler så meget om, hvorvidt man tror på Gud eller ej, men om hele ens hverdagsliv.”

Social bæredygtighed

Stian supplerede: ”Samtidig viser forskning, at religion betyder meget i udviklingsarbejde. Skal et arbejde bestå – også når penge fra donorerne slipper op – skal det knyttes op på de religiøse fællesskaber. Derfor er det vigtigt også at inddrage kirker og moskéer som mødesteder for at kunne danne socialt bæredygtige lokalsamfund.”

Jo, deltagernes nysgerrighed blev tilfredsstillet fra første time af migrantkonferencen i Nyborg. Efter de to norske professorer fortalte ph.d. Annika Hvithamar fra Københavns Universitet (KU) om migranter fra det tidligere Sovjetunionen, ph.d. Astrid Krabbe Trolle, også fra KU, om migranter fra Asien, og Lise Paulsen Galal, lektor og ph.d. fra Roskilde Universitet, om migranters religiøse praksisser. Derefter overtog danske præster og andre kirkefolk mikrofonen og delte erfaringer om integrationsprocesser i kirkerne herhjemme.