Kamillas venner lever på gaden

Kamilla Maria Jakobsen er ansat i Fyns Valgmenighed som ulønnet gadediakon i Odense. Her har hun sin daglige gang blandt stofmisbrugere og folk, som lever på gaden – eller som hun selv udtrykker det: Blandt sine venner. For nylig udkom hendes bog ”Jeg ville ønske, at jeg var lettere at elske” om hendes møder med disse sine venner.

Et hjerte for de udsatte

Hvordan er du kommet ind i arbejdet som gadediakon?

”Allerede, da jeg var 19 år gammel, var jeg med i et diakonalt projekt i København, hvor jeg blev sendt ud på et herberg i Valby for hjemløse mænd. Det var første gang, jeg for alvor forstod, hvad det vil sige at være kristen. Jeg oplevede, at Jesus sagde til mig, at han ønskede, at jeg skulle tage mig af de mennesker, som var der. Det blev et kald for mig, og jeg forstod, at det at være kristen ikke bare er for mig selv, det er et liv, jeg skal leve sammen med Jesus. Under min uddannelse på Diakonissestiftelsen var jeg i praktik i Mariatjenesten i Istedgade, som nok er Danmarks hårdeste stofmiljø. På det tidspunkt gik jeg faktisk i en lidt anden retning og fokuserede mere på kommunikation. Så efter at jeg var færdiguddannet, fik jeg nogle forskellige jobs indenfor kirkelige organisationer. Men da min mand og jeg flyttede til Fyn, fik jeg kontakt med en stofmisbruger, der kom ind til vores gudstjeneste, og jeg blev igen mindet om mit kald. Der var en genkendelighed ved ham, som gjorde, at jeg oplevede, at jeg har et hjerte for udsatte mennesker. Min mand og jeg besluttede så, at vi skulle kunne leve af hans løn, sådan at jeg var fri til at arbejde med folk på gaden. Det er nu snart fem år siden, at jeg tog beslutningen om, at jeg skulle engagere mig og lære mennesker at kende, som lever meget udsat.”

Et tilvalg

Som du siger, arbejder du som frivillig og ulønnet. Gør det en forskel?

”Ja, det gør, at jeg kan få lov at gå ind i relationerne på en anden måde. Folk spørger, om jeg slet ikke får penge for det, og når det går op for dem, føler de, at jeg faktisk gør det, fordi jeg vil lære dem at kende. Jeg kan gå ind i det med relationen i fokus. Jeg skal ikke agere på nogens vegne. Jeg skal ikke engagere mig i alt muligt med behandling og medicin. Folk får primært nærvær af mig, og det er også det, jeg oplever som det vigtigste at give dem. Mange af dem, jeg taler med, har ikke relationer til nogen udenfor stofmiljøet. De har mistet kontakten til deres familie og venner. Derfor møder de måske kun professionelle. Nogen undrer sig over, hvad jeg vil i deres miljø. De er ikke vant til, at der kommer nogen ude fra og vælger dem til. For de ved godt, at de ofte lever nogle meget svære og kaotiske liv, der gør, at andre mennesker holder sig væk. Så når nogen gør det frivilligt, har det stor betydning.”

Et stærkt vidnesbyrd

Oplever du, at der er tro i stofmisbrugsmiljøet?

”Jeg har i hvert fald erfaret, at vi kan dele troen, også selvom vi lever meget forskelligt. Jeg havde ikke tænkt, at jeg ville støde på mennesker, der har en bekendende tro og samtidig har et stofmisbrug. Men jeg har snakket med nogen, hvor det er dem, der opmuntrer mig. De siger ’Gud har omsorg for mig’ – og det kan de sige, selvom de er i et massivt stofmisbrug, lever på gaden og virkeligt har et hårdt liv. Alligevel oplever de, at Gud er der. Da har jeg sommetider måttet sige: ’Du er et vidnesbyrd for mig. For du kan sige, at Gud er god, selvom dit liv ser sådan her ud’. Nogen af dem, jeg har mødt, har lært mig at række ud til Gud og vide, at han er der for mig. Selvom mit liv ikke ser ud til at lykkes, elsker Gud mig, og han er der. Det er et stort vidnesbyrd for mig.”

”Nogen af dem, jeg har mødt,
har lært mig at række ud til Gud og vide,
at han er der for mig.
Selvom mit liv ikke ser ud til at lykkes,
elsker Gud mig, og han er der.
Det er et stort vidnesbyrd for mig.”

Mere ægte

Kan du bruge de erfaringer ,du får med folk på gaden, i andre relationer?

”Det er meget råt på gaden, og relationerne får karakter af ’Lad os komme ind til kernen af, hvad der er vigtigt’. De ved godt, at de er på kanten – også sommetider af livet. Når jeg går fra nogen af mine venner, kan jeg godt tænke, om jeg vil se dem igen. Det vilkår gør, at der er dybde i vores relation, og jeg har lært af mine venner at være meget mere direkte. Jeg tror, at de kalder mig frem til at være mere ægte. Jeg har lært, at der er nogle sætninger, som bliver enorm vigtige. Fx at kunne sige undskyld, at kunne sige ’jeg elsker dig’, ’jeg tilgiver dig’ og ’jeg har brug for dig’. Det er sætninger, jeg ofte bruger, og jeg har lært af mine venner fra gaden at sætte mig selv på spil i mine relationer. Det kan være svært at turde at være ærlig og sige til en veninde, at man savner at høre fra hende, eller man er blevet ked af noget, hun siger. Men de relationer, jeg står i på gaden, er ofte så intense, at det netop er sådanne ting, vi siger til hinanden – og det er til stor inspiration for mig.”

Guds fingeraftryk

Hvordan er relationerne indbyrdes i miljøet?

”Ofte er de relationer, de har til hinanden, meget svære. Pga. stofmisbrug bliver der gang på gang konflikter imellem dem. Derfor fortæller de mig også, at det betyder meget at have venner, som ikke har et misbrug. De nyder at være sammen med nogen, der ikke er påvirket af stoffer, og hvor de kan føle sig trygge. Der var en, der sagde til mig, at når jeg kommer, er der en hel anden ro. Det har stor betydning, fordi de ellers ofte føler sig utrygge og søger omsorg og tryghed. Mange ser måske misbrugerne som farlige, når de ser dem råbe eller stjæle i en butik – og det er også en side af det. Men det, jeg oplever, er, at gennem venskaber og relationer får mennesket lov til at træde frem. Nogle gange skal man måske lede længe for at se Guds billede og fingeraftryk, fordi det er smudset til. Men det er et menneske, som Gud har skabt, og det er det, jeg gerne vil være med til at fremelske”.

Vækst gennem relationer

Det må også betyde noget for deres selvbillede.

”Ja, når de bliver set som mennesker, er der noget, som begynder at vokse frem. Det kan fx være, at jeg skal mødes med en, jeg ved har en kunstnerisk side. Så tager jeg papir med og nogle tuscher. Jeg behøver ikke at sige noget, jeg kan bare lægge det på bordet. Efter lidt tid begynder han at tegne og glemmer at drikke sin øl eller ryge sine smøger. Jeg er meget bevidst om, at der ligger nogle gaver i alle mennesker, som skal have lov til at blive pakket ud. Det gælder også, når jeg deler troen med nogen. Jeg kommer med noget, men det gør de også. Hvis de er åbne overfor Gud, kan de også være mine meddisciple. Så kan vi følges sammen på vejen. Jeg oplever konkret, at nogle af mine venner på gaden også beder for mig eller siger ’Gud velsigne dig’ eller ’Herren være med dig i dag’.”

Troen på gaden

Er gadens folk mere frimodige til at italesætte troen, end vi er?

”Ja, det synes jeg. For nylig var der en kvinde, der kom hen til mig, gav mig et kram og begyndte at bede Fadervor. Bagefter gik hun videre. Når der er et behov for at bede sammen med mig, gør man det bare. Så der kan være mindre blufærdighed, og det er nok en side af, at mange af mine venner lever i stor magtesløshed. De er ude over kanten og bliver nødt til at råbe på én, der kan hjælpe, og dér er der nogen, der råber til Gud. Jeg har snakket med et par stykker, som har fortalt mig, at de ikke havde mad, og at de, da de bad, konkret blev hjulpet til at få mad den dag.”

Jesus græder

”Men det er jo ikke sådan, at det er rosenrødt hele tiden. Det, som er gået op for mig, og som også har udviklet min tro, er, at Jesus græder. For jeg står sommetider i nogle situationer, hvor jeg tænker, at det er løgn, at der er mennesker, der lever sådan her. Så det, at Jesus græder med os, er blevet meget konkret og vigtigt for mig. For jeg må tro på, at der er en helbredelse, en genoprettelse og en opstandelse. Jeg sad på et tidspunkt i min bil med en af mine venner, som hedder Adam. Han havde voldsomme abstinenser og var meget syg. Han fik så øje på et kors, som lå i bilen, pegede på det og sagde: ’Jesus led også meget!’ Da kunne jeg mærke, hvor meget fællesskabet med Jesus i hans lidelse betød for ham. Den dag skrev Adam bønnen ”En bøn i abstinenser”, som er med i min bog.”

At blive set

Hvad kan den enkelte kristne gøre for gadens folk?

”Det handler meget om, hvilket blik man har på andre mennesker. Det kan være, at man ser en i gadebilledet, der sælger ”Hus forbi”, eller der sidder en gammel alkoholiker på en bænk med sin øl. Jeg tror, det ofte starter med blikket. Hvad er det for et blik, jeg har på andre mennesker? Jeg tror også, det betyder noget at bede Gud om at forme ens blik på vores medmennesker. Sommetider beder jeg: ’Gud, hvis du skal bruge mig til noget i dag, er jeg villig til det’. Det behøver ikke være overfor en udsat. Det kan også være en kollega. Men jeg er så blevet sendt meget til udsatte. Jeg husker, at jeg to gange har sagt: ’Gud, ikke i dag’, og de to dage har jeg konkret oplevet, at Gud havde andre planer. Én af dem, som er med i bogen, lærte jeg at kende en dag, hvor jeg ikke havde nogen intensioner om at skulle noget som helst. Men han kom gående ind foran mig, da jeg sad på banegården. Jeg kunne se, at han havde det dårligt, og faldt i snak med ham. Siden har jeg fået lov til at blive rigtig gode venner med ham, og han kæmper virkelig for at komme ud af sit misbrug. Han spiller lovsangsmusik i min kirke og har været til alle gudstjenester siden efteråret. Så jeg kan føle mig begrænset, og at jeg ikke har det, der skal til. Alligevel kan Gud godt bruge mig.”

Du er ikke Messias

Hvordan passer du på dig selv i arbejdet?

”Helt fra jeg fik mit kald, har jeg bedt: ’Gud, lær mig hvordan?’ For jeg vidste, at det her ikke er noget, jeg kan klare. Jeg kan være i situationer, hvor jeg tænker, at jeg ikke magter det, og at det fortsætter i det uendelige med brudte aftaler og løfter. Det er en del af vilkåret i min tjeneste, at det er mennesker, der svigter. De holder ikke, hvad de lover. Det er svært: Så jeg er nødt til virkelig at være under Guds nåde i det og gøre mig afhængig af ham i, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Selvfølgelig kommer der en erfaring med tiden, hvor jeg bliver udrustet til det, men jeg kan mærke, at jeg er nødt til at holde fast i min magtesløshed. I kaldet er magtesløsheden et vilkår, og det er en befrielse. Jeg har svært ved at vide, hvad jeg skal gøre i mange situationer, derfor kan jeg ikke gøre andet end at stå i min magtesløshed. Men jeg har også brug for sparring og supervision. Det går nogle af de donationer, jeg får i mit arbejde, til. Derudover har jeg en forbønsgruppe, der beder fast for mig, og som jeg kan skrive til. Så jeg har prøvet at sætte nogle rammer op for mig selv, som gør, at jeg kan stå i det. Men samtidig ved jeg, at jeg bare er et menneske. Jeg kommer ind imellem til at løbe panden mod en mur, og jeg kommer i kontakt med min egen sorg, og det må jeg så tage hånd om. En af mine venner fra gaden sagde engang til mig: ’Kamilla, du er ikke Messias!’ Og der er en befrielse i, at det ikke er mig, der er frelseren – det er Gud.”

Jeg ønsker at være trofast

Giver du aldrig op, når det ikke synes at lykkes?

”Mit mål – helt fra begyndelsen – har været, at jeg gerne vil give Guds kærlighed videre. Jeg vil gerne elske mennesker. Det er ikke min motivation, at det enkelte menneske skal ud af stofmisbruget og få et arbejde. Så jeg kan godt vise kærlighed til en, som bare lever på gaden, og så give en skulder eller en sandwich. Det er bedre at gøre en lille smule, som jeg kan gøre i lang tid, end at gøre noget kæmpestort, som jeg ikke kan holde ud i, så jeg derfor må afbryde kontakten. For det er det, jeg mindst vil: at afbryde kontakten til nogen. Jeg vil gerne være trofast, og jeg vil gerne være en ven, der er der i lang tid.”

En bog også til dem på gaden

Har du fået nogen respons på din bog, som nu har været ude et stykke tid?

”Der er faktisk flere, der har sagt til mig, at de græd, da de læste den. De er blevet meget berørte. Der var bl.a. en, der sagde til mig, at det giver håb at høre historierne om, at der både er sorg og smerte, men også håb midt i smerten. Mens jeg skrev bogen, kunne jeg mærke, at jeg både brændte for at komme ud til den almindelige dansker og fortælle om gadens folk, men det blev også vigtigt for mig, at den kommer ud til de udsatte. Én sagde til mig, at bogen også var en del af hende – selvom hun ikke er med i den. Hun oplevede, at der her var én, der satte ord på det, der er nogle menneskers virkelighed – en virkelighed, som ofte er gemt væk. Det kan være med til at give disse mennesker en værdighed. Så jeg håber, at den må nå ud til folk på gaden, og at mange vil købe den – både til sig selv og for at give den videre til en udsat.”

Læs mere om Kamillas arbjede på www.påherrensmark.dk/www.fynsvalgmenighed.dk/gaden