Tanker i efterdønningerne af OL’s åbningsceremoni

De mange og meget stærke reaktioner på Frankrigs OL åbningsceremoni er efterhånden ved at ebbe ud, og roen lægger sig langsomt oven på den provokerende indledning til verdens største sportsbegivenhed. De ansvarlige løb ind i en kæmpe shitstorm, og store aktører som C Spire og Samsung med flere trak sig fra reklamesamarbejdet. Reaktionen var forudset, men omfanget og voldsomheden kom bag på arrangørerne, der først stillede med en officiel undskyldning, dernæst en forklaring og til sidst valgte helt at fjerne videoen med åbningsceremonien på OLs officielle youtubekanal.

Det var specielt scenen, der øjensynligt skulle forestille Leonardo Da Vincis maleri ”Den sidste nadver”, der sprang kritikerne i øjnene. Jeg tænkte, at latterliggørelsen af dette efterhånden er så fortærsket og så meget sidste år, at ingen vel længere gider bruge tid på at blive krænket over det. Jeg tog fejl. Mest så jeg vel selv lige i øjeblikket en scene fra den dystopiske fremtidsfilm The Hunger Games, hvor en dekadent elite i lignende klædedragt og udsmykning glædede sig over filmens sportskonkurrencer.

En elite, der havde magt til at bestemme hvem, der var inde, og hvem, der var ude. Det var ikke så meget dén scene, men mere hele opsætningen, der kørte af sporet den dag. Mennesker over hele verden satte sig godt til rette med familien foran skærmen for at se åbningen af den store sportsbegivenhed. I stedet blev de tvangsindlagt til en hyperseksualiseret maskerade, der helt overskyggede præsentationen af den sport, alle forventede.

Tilsigtet og veltilrettelagt

Kommunikationsdirektør for Paris 2024, Anne Descamps, udtalte efterfølgende, at det aldrig var meningen at såre nogen eller vise disrespekt for nogen religiøs gruppe, og Thomas Jolly, ceremoniens kunstneriske instruktør, fulgte op med, at intet af det opførte måtte forstås som en hån mod kristendommen. ”Mest af alt ville jeg sende et budskab om kærlighed, et budskab om inklusion og ikke om splittelse,” sagde han.

Men provokationen var tilsigtet og veltilrettelagt, og Frankrig og Vesteuropa skulle præsenteres som dem, der skiller sig ud fra resten af verden. Den franske skuespiller og sanger Phillippe Katerine, der spillede rollen som den lille blå syngende mand, var klar i mælet: ”Det ville ikke være sjovt, hvis der ikke var nogen kontrovers. Ville det ikke være kedeligt, hvis alle på denne planet var enige?”

Præsidenten for Paris 2024 Tony Estanguet forklarede, at ønsket var et skarpt budskab, der skulle skabe en refleksion, et budskab, der skulle være så stærkt som muligt … uanset, så var dette en fransk ceremoni for franske lege. ”Vi har ytringsfrihed i Frankrig, og den ønskede vi at beskytte,” sagde han. Jolly fulgte i samme spor, da han ved en pressekonference kunne fortælle resten af verden, hvor heldige franskmænd er, at de bor i et frit land med mange friheder, bl.a. kunstnerisk frihed og friheden til ikke at være tilbedere.

”Det var det, vi ville kommunikere,” forklarede han, og sendte dermed et budskab til en klode, hvor 90 % af befolkningerne på den ene eller den anden måde er tilbedere. Det eneste Frankrig i virkeligheden opnåede var at bekræfte alle de fordomme, resten af verden i forvejen har om Vesteuropa. Vi kom igen igen til at fremstå som den egocentriske, selvoptagede og navlebeskuende civilisation, og med den frivole og promiskuøse optræden evnede man i stor stil at skade de frihedsprincipper, man netop havde sat sig for at promovere.

Ikke den sidste nadvar?

Efterfølgende har de ansvarlige forklaret, at det slet ikke var Da Vincis Den Sidste Nadver, de har villet vise, men en Bacchus fest, en hedensk fejring af frugtbarheden, vinens beruselse og ekstasen, som den foregik i det gamle Grækenland med den græske gud Dionysos som oplagt vært. Den hollandske historiker Walther Schoonenberg fortæller, at scenen ikke skulle vise Den Sidste nadver, men i stedet var en gengivelse af ”Gudernes fest” af Jan Van Bijlert. Han forklarede dog samtidig, at den opståede forvirring var at forudse, da Jan Van Bijlert i sit maleri af guderne var direkte inspireret af Den Sidste Nadver.

Dertil kan tilføjes, at kun et meget lille fåtal kender Jan Van Bijlerts maleri, og stort set alle ved om Leonardo da Vinci’s fresko og derfor helt selvfølgeligt ville associere OL scenen med sidstnævnte. Men var det den kristne tro, som blev gjort til grin, eller var det bare helt uskyldigt en scene fra et gammelt græsk togaparty, hvor alle kunne drikke sig i hegnet sammen med festaben Dionysos? Den franske rapper og drag queen Piche udtalte til fransk presse, at intentionen var at skabe en malerisk fremstilling af Den Sidste Nadver, at de lykkedes i deres foretagende, og at de gjorde det, der skulle gøres.

Barbara Butch, kvinden i midten af billedet, der skulle forestille Jesus, iklædt nedringet blåt og med en krone som en glorie om hovedet, postede på sin instagram profil et billede af sceneriet med sig selv i centrum øverst og nederst Da Vinci maleriet med ordene ”Oh yes! Oh yes! The new gay testament!” Opslaget tog hun senere ned igen, men dobbeltbilledet er genpostet af andre utallige gange.

Vores første umiddelbare indtryk skulle være en parodi på Jesu sidste måltid med sine venner, et lidelsesfællesskab, hvor disciplene sagde farvel til deres elskede ven og læremester, inden han skulle overgives til tortur og død.

Den græske gud Dionysos

Og så pludselig op af gryden springer en lille nøgen og blåmalet mand og begynder at synge. Han forvandler det i forvejen pompøse maleri til en ren absurditet. Hvem er han? Er han den hinduistiske gud Vishnu, klædt i smykker og blomster? Er han legemliggørelsen af Morpheus’ blå pille, der skal lade os forblive i vores lykkelige uvidenhed om verdens forfærdeligheder, eller er han i virkeligheden den elskede tegneseriefigur Gammelsmølf?

Nej! Han er Dionysos, den græske gud, opdraget af nymfer og satyrer og sat i verden for at lokke menneskebørnene – specielt kvinderne – til at gå fra sans og samling i tøjlesløse orgier.

Vi får fortalt, at han ”gør os opmærksomme på det absurde i vold mellem mennesker.” Og det er her, det store sammensurium af symboler og kunstneriske udtryk for alvor imploderer, for hvordan kan Dionysos blive OLs symbol på kærligheden, forståelsen og respekten mellem mennesker? Hvordan kan han blive et antivoldeligt budskab?

Han er jo netop kendt for at lade alle, der nægtede at underlægge sig hans syn på verden, udrydde. Dem, der ikke ønskede at deltage i hans levevis, lod han dræbe på de mest bestialske måder. Han var under ingen omstændigheder inkluderende. Det var His way or the highway. Og dermed kommer han måske alligevel til at give mening, når man påtænker de elitære strømninger, der i dag slår alt ned for fode, der kommer dem i vejen.

I Euripides’ berømte tragedie Bacchanterne optræder kong Pentheus af Theben, der nægter at deltage i Dionysos’ fester. Dionysos straffer ham ved at gøre ham sindssyg og lade ham iklæde sig dametøj. Da Pentheus udspionerer kvinderne ved Dionysos’ fest, lider han på tragisk vis en makaber død, idet hans egen mor sammen med hans mostre, der alle er blevet Dionysos’ festslaver, flår ham i stykker.

Så skulle Thomas Jolly måske alligevel have valgt Den Sidste Nadver som scene og Kristus her som symbol på det elskende og inkluderende. Han er trods alt den, der bliver kaldt Fredsfyrsten og hans budskab er, at Gud elsker alle, uanset hudfarve, social status, nationalitet, og seksualitet. Og således kunne legene begynde.