USA bør tage Indiens forfølgelse af kristne alvorligt
Over 300 kristne ledere har opfordret USA’s udenrigsministerium til at udpege Indien som et ”særligt bekymringsland” på grund af landets stigende forfølgelse af kristne. Ifølge The Christian Post skriver lederne, at forfølgelsen af religiøse minoriteter er blevet værre siden Narendra Modis regime begyndte i 2014.
I brevet, som er blevet til via indisk-amerikanske kristne organisationer i Nordamerika, fastslås det, at den stigende vold mod kristne skyldes en ”hinduistisk-nationalistisk politisk ideologi”. Denne ideologi har medført ”alarmerende niveauer af statssanktioneret vold mod kristne, daliter fra lavere kaster og andre religiøse minoriteter både på gaden og i statsstrukturer”, hedder det i brevet fra Federation of Indian-American Christian Organizations.
Brevet er underskrevet af kirkeledere fra forskellige trosretninger, herunder 18 biskopper, tre ærkebiskopper, talrige præster og ledere fra kristne og teologiske organisationer. Der henvises også til et andragende fra januar 2024, underskrevet af mere end 3.000 økumeniske kristne ledere i Indien, som fordømmer den indiske regerings forfølgelse af religiøse minoriteter. I brevet påpeges det blandt andet, at over 65.000 mennesker blev fordrevet i Manipur, og mere end 400 kirker blev ødelagt eller beskadiget på grund af forfølgelser i maj 2023.
Ifølge den amerikansk-baserede tænketank International Christian Concern er Indien den ”tredjeværste forfølger af kristne på verdensplan”. De kristne ledere opfordrer udenrigsministeriet til at holde indiske regeringsembedsmænd ansvarlige for krænkelser af religiøse frihedsrettigheder, overveje målrettede sanktioner og støtte uafhængige religiøse og menneskerettighedsorganisationer både i Indien og USA.
”Den indiske regering har afskåret finansiering til hundredvis af kristne skoler og hospitaler, som har uddannet og plejet alle mennesker uanset kaste eller religion,” hedder det i brevet, som i denne sammenhæng nævner organisationerne Amnesty International, Compassion International, World Vision og Mother Teresa’s Missionaries of Charity. ”Dette efterlader indiske kristne isolerede, bange og prekære,” fastslås det i brevet til udenrigsminster Antony J. Blinken.