Præsten, der gik i fængsel for sin tro
– Jeg kunne ikke tænke mig et andet job, fortæller Bjarne Hjort, fængselspræst på 4. år i det lukkede Statsfængsel i NyborgHvad får en præst til at “gå i fængsel”, helt frivilligt? Vender han den anden kind til, når fanger bliver truende og voldelige? Og hvordan får man et menighedsliv til at fungere i et fængsel med 11 lukkede afdelinger, hvor fangerne ikke må se hinanden, og kun én søndag i hver uge?
Bevæbnede med en masse spørgsmål, klar til at skyde på præsten, tropper vi op ved de topsikrede fængselsporte ved Statsfængslet i Nyborg. Vi bliver dog hurtigt afvæbnede af den 51årige Bjarne Hjorts skæve smil, da han fører os ind i fængselsgården, forbi en “hundegård” til over en million, hvor isolationsfanger kan komme ud i fri luft en time om dagen, og hen til “kirken” et lokale, der med fængselspræstens ord “mest ligner en mellemting mellem et missionshus og en beboerforening fra 60erne”.
– Man skal være en bestemt type for at være fængselspræst her, nåede portvagten at sige, inden Bjarne Hjort hentede os – og det er han. Det ene øjeblik siger han dystert:
– De fleste dør herinde før de er 35 år enten pga. narko eller fordi de begår selvmord.
Og det næste øjeblik siger han med et glimt i øjet, mens han låser op til sin lille fængselskirke:
– En fange sagde for nyligt til mig, at han sad inde for sin tro. “Jeg troede den gik”, sagde han.
Og så slår Bjarne Hjort en latter op.
Fanger er kirketjenere
Døren går også op og så stiger vi ind i et lille rum, malet i vanilla-grøn, ligesom resten af fængselsvæggene i øvrigt. “For det virker beroligende på fangerne”, forklarer fængselspræsten. Han fremviser stolt et sidelokale, som fangerne selv har malet og dekoreret i lilla, guldbronze og hvid. Han har en 8-10 hjælpere i kirken.
– Dette spejl er graveret af en fange, der desværre døde kort tid efter. En muslimsk fange har forgyldt dette Alpha og Omega tegn, siger Bjarne Hjort og peger på det græske A&O-tegn. – Han har brugt indersiden af Zendium tandpastatuber, der er belagt med gulddouble…
– Dette krucifiks er lavet af en katolsk forretningsmand fra Iran, der mener, han er uskyldigt dømt for heroinsmugling. Hans kone venter derhjemme, og har fået fjernet begge bryster pga. kræft. Børnene ved ikke, hvorfor deres far ikke kommer hjem fra København. Han har 6 år tilbage at afsone…
Præstens bærbare telefon ringer. En fange vil tale med ham.
– Det er vores ikonmaler, forklarer Bjarne Hjort om en af de indsatte. En dag sagde han pludselig til mig: “Jeg er god til at male Kristusbilleder”. Jeg fik fat i et bræt og nogle remedier og nu har han fået lidt indhold i tilværelsen og er faktisk blevet rigtig god til at male.
Stole fra Frelsens Hær
Bjarne Hjort viser rundt i kirken. Orglet er defekt, men en fond har sponsoreret et lydanlæg. Stolene var før celle-stole, men nu har Frelsens Hær skænket dem deres gamle stole med sædepuder på, og den omtanke varmer Bjarne Hjorts hjerte. For det er ikke altid han oplever fængselssystemet sætte pris på hans arbejde.
Da han blev ansat for 4 år siden, havde han et budget på 500,- kr. om året, øremærkede til sociale tiltag som koncerter, foredrag osv. Næste år samme beløb. Så begyndte det at stige og nu har han 15.000 kr. årligt til disposition. Men hvor langt rækker det når et foredrag typisk koster 2.000,- og en gospelkoncert 3.000,-? Og når han ikke må sætte en eneste af de 11 afdelinger sammen med en anden.
Der er over 200 fanger i Nyborg Statsfængsel, og den største afdeling har omkring 80. Ud af de 11 afdelinger er der 6, der ønsker at komme til gudstjeneste. Men som ressourcerne er nu, bliver det kun til 1 gudstjeneste hver søndag, for fangerne skal jo også have fængselsbetjente med over i kirken, der ligger mistænkelig tæt ved fængselsmuren. Det kunne jo være, fangerne tog en “springtur”, mener fængselsledelsen.
– Så det bliver til en gudstjeneste hver 6. søndag og en julegudstjeneste hvert 6. år for fangerne, hvis jeg ikke får hjælp, sukker Bjarne Hjort. Han brænder for sit arbejde men kæmper med fængselssystemets træge bureaukrati.
Et frisk eksempel: Vi tilbød ham en gratis gospelkoncert men det vil tage 2 måneder at indhente tilladelser til at holde den…
– Men fængslet er en succes, siger han så, mens glimtet vender tilbage i øjnene. – 84 pct. af de fanger der bliver løsladt herfra, vender jo tilbage igen! Så jeg har en kernemenighed.
– Vi har også en rockgruppe i fængslet, der gik i opløsning da guitaristen blev løsladt. Men 14 dage efter var han tilbage igen og så holdt de en “reunion-koncert” for medfangerne!
Kirken et fristed
– Fangerne kan godt li at komme her, for det er en slags fristed for dem, forklarer Bjarne Hjort, og det bekræftes af fangen Jens, som vi får lov til at møde på præstens kontor:
– Jeg tror ikke på Gud, men jeg kan godt li at komme i kirken. Og Bjarne har hjulpet mig meget, siger han.
Jens fik en dom på ½ år, men fordi han gjorde en masse dumme ting, flygtede et par gange, og tog en ansat som gidsel, har han nu siddet i 5 år. Og først om yderligere 7 år, kan han gøre sig håb om at komme ud.
– Men jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg kommer ud, indrømmer han, mens han sidder og gnider sig nervøst i hænderne. Men i kirken finder jeg ro. Dér mindes jeg min barndom. Og så er det det eneste sted, man ligesom “kommer ud” af fængslet.
– Ja, kirken er de forsømtes og fordømtes fællesskab, supplerer Bjarne Hjort, mens han fører Jens ud af kontoret til den ventende fængselsfunktionær.
På spørgsmålet om, hvordan han håndterer centrale kristne begreber som omvendelse, svarer han:
– Det er svært at forklare det med “at blive født på ny”, for folk her ved ikke, hvad det vil sige at være født, har slet ikke smagt livet…
– Og bliver de kristne, får de problemer i fængslet. Der er jo en hakkeorden, en kæde, som ikke må brydes. At være fanget i det hierarki kan være et problem.
Svært at udsluse
– Vi må arbejde på lang sigt med en “omvendt”. Hvis en fange er motiveret for at komme ud af sine problemer, kan han komme over i kontraktafdelingen, en garanteret narkofri afdeling, isoleret fra resten af fængslet.
Når en fange bliver løsladt, vil han gerne ind i et nyt miljø, og så prøver Bjarne Hjort at sætte ham i forbindelse med en kirke.
– Meget ofte har sognepræster så travlt med sogneaftener og menighedsrådsmøder, at de slet ikke har tid til at tage sig af en løsladt. Kun få af dem har en egentlig menighed. Den eneste kontakt ved gudstjenesten er et pænt lille nik fra folk. Så må jeg henvise til frikirker, men her fokuseres der meget på åndelige oplevelser og det er jo OK og ægte nok. Men en tidligere fange kan bare ikke følge med.
– Man skal jo huske, at mange fanger har været misbrugere. Der er f.eks. 12 år af deres liv, som er helt mørklagt. Følelsesmæssigt har de brug for at leve fra starten af, meget kundskab er gået tabt, evnen til at lege er gået tabt osv. Så kommer de til at bryde nogle regler og så ryger de ud af menigheden. En kom tilbage og fortalte, at prædikanten havde sagt, at han var frafalden og forbandet…
Sådan noget gør Bjarne Hjort indigneret. For i fængslet har han travlt med at opmuntre fangerne. Jeg er jo kriminel, siger de. Nej, protesterer han, du er ikke kriminel mere. Du var kriminel, så fik du en dom, og nu afsoner du den. Nå, er det på den måde, siger de, og så går der en prås op for dem.
Bjarne Hjort har problemer med hele straffesystemet.
– Vi er enige om, at en forbryder, enten det er en drabsmand, der i et vanvittigt øjeblik har dræbt sin kone, eller en kriminel, der har planlagt et kup, har begået en uansvarlig handling, ikke? Hvad gør vi så? Jo, vi fratager dem ethvert ansvar for deres eget liv. Mange af dem ved ikke en gang, hvordan man åbner en dør, når de kommer ud. For herinde, har betjentene åbnet, lukket og låst for dem hele tiden.
– Loven er dræbende, fortsætter han. Den siger hele tiden: Vi stoler ikke på dig, vi fordømmer dig! Men her kommer evangeliet ind: I Kristus er det eneste rum, hvor der ikke er fordømmelse. I evangeliet er et “fredens centrum”. Og derfor kommer de indsatte til fængselspræsten og spørger om de ikke nok må hjælpe til med et eller andet: “Må vi gøre rent i kirken?” De vil gerne vise, at de ikke er så slemme, gøre aflad, på en måde.
Ligner Johannes Døber
Bjarne Hjort har nogle favoritskikkelser i Ny Testamente:
– Jeg kan godt li Judas, fortæller han provokerende. Jeg synes vi har fældet en for hård dom over ham. Den slags lejemord, “forrådelse”, for 30 sølvpenge var almindeligt i det politiske system dengang. Og han lod sig friste. Men tænk, Jesus tog ham alligevel med ind i nadverfællesskabet! Og sagde blot: Gør det, du skal gøre…
– Selv føler jeg mig som en Johannes Døber. Jeg skal bare bane Herrens vej, og kan ikke påtvinge andre min tro. Fangerne skal selv vælge, for det koster en pris.
Om han har haft anledning til “at vende den anden kind til”, spørger vi:
– Nej, jeg har ikke været udsat for vold eller trusler. Fangerne betragter mig som værende udenfor systemet, for jeg har jo tavshedspligt. Men en gang blev jeg truet af to muslimer. Men det var, fordi jeg ikke ville snakke med dem af hensyn til en aftale, jeg har med deres imam, der kommer på besøg en gang imellem. Jeg tager de kristne og han tager muslimerne. Og så blev de frustrerede, for imamen har ikke en gang fået en postkasse, de kan lægge beskeder i til ham. Og så blev de rasende. Men det er den eneste gang.
Jo, der er mange hensyn at tage, så man skal være en speciel støbning for at arbejde her. Men Bjarne Hjort trives selv om en arbejdsuge ofte løber op i 60 timer og budgettet er stramt.
– Jeg er fængselspræst på livstid, siger han. Det er et særpræget “sogn”, men jeg kunne ikke tænke mig noget andet.
