Mænd oplever Gud på ny måde under krævende vandreture

På en XCC-tur møder man andre mænd på tværs af kirkerne i Danmark til fælles vandretur, bålrøg og fællesskab. Næste arrangement foregår i Oksbøl den 31/10-3/11.

Den sidste weekend i oktober drager en flok danske mænd afsted på en vandretur i det vestjyske med udfordringer for både krop, sjæl og ånd.

Den verdensomspændende kristne mandebevægelse 4M (4th Muskeeters International) afholder XCC (Xtreme Character Challenge-weekends) for mænd i 23 lande, heriblandt i Danmark.

Eventyr for krop, sjæl og ånd

Claus Bollerup Madsen, som har flere års erfaring med at deltage på en XCC, beskriver det som ”et eventyr for krop, sjæl og ånd”: ”Det er et eventyr, fordi vi er på vandretur i den natur, Gud har skabt. Vi bliver udfordret fysisk, fordi vi vandrer over tre dage med rygsæk, telt, sovepose m.m., ca 15 kg i alt, og vi mærker vabler, træthed, og naturens luner. Sjæleligt bliver deltagerne inviteret ind i en boble af at være til stede uden ur og mobil.

Man lytter til sig selv og får en pause fra hverdagen, arbejdet, familielivet, konen eller kæresten. Vi vil gerne have deltagerne til at reflektere over, hvor de er lige nu i deres liv, og i hvilken retning de fortsat vil gå. Åndeligt vil vi gerne udfordre deltagerne på deres trosliv – eller mangel på samme. Vi vil forkynde Jesus som den, der har så meget godt at give til os mænd, uanset hvor vi er i livet hver især.”

Nyt møde med Gud

”Vi siger i 4M, at det højeste punkt, en mand kan nå, er ved foden af Jesu kors. Der vil vi gerne ende vandringen. Vi vil gerne, at mændene får en oplevelse af, at det er godt at være sammen med andre mænd på tværs af alder, om man har familie, er enlig eller hvor vi hver især er i livet. Vi vil gerne dyrke broderskabet og dele tanker og livserfaringer med hinanden. Vi vil gerne vise, at man også kan være kirke i naturen.”

”Jeg har deltaget på flere ture med 4M. Min første XCC var i Norge, og jeg vidste stort set ikke, hvad jeg havde meldt mig til. Jeg tænkte bare, at uanset hvad jeg ellers fik ud af det, ville jeg i det mindste få fire dage på fjeldet og noget friluftsliv. Men jeg fik så meget mere med mig hjem. Et fornyet møde med Gud, som jeg ikke var klar over, at jeg trængte til, men som han viste mig. Gud talte til mig i dette mandefællesskab og i naturen på en måde, jeg ikke havde oplevet før. Jeg var meget mere lyttende med hele kroppen og sanserne, end jeg før havde oplevet det på kirkebænken. Jeg oplevede mig totalt omfavnet og elsket af Gud. Der var ingen parader oppe, jeg fik bare lov at tage imod.”

”Der har været et før og et efter den oplevelse på fjeldet i min relation med Gud. Det har brændt sig fast. Særligt, når der sker svære ting i mit liv, bliver jeg mindet om, at Gud favner mig og har overblikket over det, jeg ikke selv kan regne ud. Mit job er at stole på og holde fast i Gud, det er Guds job at tage sig af mig og alt det omkring mig. Da jeg kom hjem, fandt jeg et kald i at arbejde med det her. Det er meningsfyldt at kunne kombinere et kald med en friluftsinteresse, jeg brænder for. Snart efter deltog jeg og nogle andre danskere på en 4M-konference i Sverige. Vi besluttede i fællesskab at lave et skandinavisk samarbejde, hvor vi arrangerer turene sammen. Det er meget berigende at opleve dette brødrefællesskab med nordmænd og svenskere. ”

Weekend i Oksbøl

– Gud talte til mig i dette mandefællesskab og i naturen på en måde, jeg ikke havde oplevet før. Jeg var meget mere lyttende, end når jeg sad hjemme på kirkebænken, siger Claus Madsen.

Claus Madsen fortæller om weekenden i efteråret:

”Vores næste XCC foregår fra den 31. okt – 3. nov. i Oksbøl. Prisen er 1750 kr. med 15 % rabat til unge under 27 år. Vi er behjælpelige med at dele kontakter, hvor du kan låne udstyr, hvis der er noget, du mangler. Lad være med at købe dig fattig i friluftsgrej, men prioriter gode vandresko, og sovepose. Deltagelse fra 18 år og opad, sidste gang var den ældste deltager 67 år. Vi sørger for mad. Vi anbefaler en god fysisk form, uden at du behøver at være supermand. Men du skal kunne gå det meste af dagen med rygsæk i et kuperet terræn. Eventyret er et vigtigt element i vores ture, så vi afslører ikke for meget, for mystikken og overraskelserne gør det hele lidt mere spændende. Du bliver bedt om at lægge ur og mobil fra dig, du får ikke et program, men kun en pakkeliste. Det gør vi for at være fokuseret på det, vi er sammen om. Jeg plejer at sammenligne det med, at når jeg har sendt mine børn på lejre som små, ved de ikke helt, hvad der kommer til at ske, men der plejer at være et natløb. De ved bare ikke hvornår og hvordan. Men jeg er alligevel tryg nok ved at sende dem afsted. For ungerne kilder det allerede lidt i maven over tanken om noget overraskende. XCC er det samme for jer voksne mænd.”

For fædre og sønner

”Turen er for dig, som trænger til en tur og et eventyr væk fra hverdagen. Til at møde andre mænd og komme på tur med venner, en søn, far, kollega, nabo, brødre, eller andre mænd fra din kirke. Eller dig som trænger til en vandretur og til at få luftet soveposen. Vi er alle forskellige, men vi er alle mænd og sønner af nogen, uanset om vi kender vores far eller ej, uanset om relationen er god eller dårlig. Ligesom Jesus også var søn af en, nemlig Gud. Den relation og reflektion vil vi gerne kigge ind i. Vi vil gerne pege hen på Jesus, som tilbyder os at være hans brødre og have Gud som vores far. Hans hjerte er så stort og rummeligt, at der er plads til os alle. Gud vil gerne være en aktiv del af vores mandeliv både i gode og svære dage.”

”Og så vil vi gerne kunne tage hjem fra weekenden inspireret til gode relationer i hverdagslivet med familien, kirken, naboerne og arbejdskammeraterne. Så af hjertet vil vi gerne invitere dig med sidst i oktober, og vi lover dig vabler og en på opleveren,” slutter Claus Madsen.

Facts om 4M og 4M.dk

4M startede som en kristen mandebevægelse i Holland i 2009. Siden 2019 har den også været i Danmark. Bevægelsen startede med 4firevenner i Holland, som alle var præster og midt i livet. De følte, at de halvsov lidt i rutinerne på hver deres kirkebænk. En af konerne inspirerede dem til at starte et mandefællesskab, dels for at gøre noget godt for sig selv, dels for at kunne pleje deres venskaber, der var udfordret af afstand, arbejde, familieliv og småbørn.

De fire venner udviklede så konceptet med XCC-weekender, som er kernen i 4M’s arbejde. Det er en form for retræte-tur tilsat lidt eventyr. Udover dette arrangeres der også mandekonferencer, musk-athlon, Arise mm. Muskathlon er et indsamlingsrace, hvor der arrangeres triathlon, maratons, bestigning af Kilimanjaro eller andre indsamlingsarrangementer til støtte for en mere retfærdig verden, blandt andet i samarbejde med Open Doors. Arise er et tilsvarende XCC-arbejde for kvinder; det findes dog endnu ikke i Danmark. Men man kan finde Arise-ture i fx England, Schweitz og Tyskland.

Læs mere på the4thmusketeer.com.

På hjemmesiden 4mdk.dk kan man læse om XCC-weekends, bålaftner og 24-timers ture. Over 100 mand har deltaget i turene i Norge, Danmark og Skotland.