Større donation til Landsorganisationen KRIS giver mulighed for nyt tiltag

Helen Sørensen fra LB Foreningen (som blandt andet støtter initiativer indenfor sundhed & sikkerhed) overrakte en donation på 60.000 kroner til næstformand for KRIS, Karin Jensen.

Landsorganisationen KRIS (Kristen terapi og Rådgivning for Incestoverlevere og Seksuelt misbrugte) har modtaget en donation på 60.000 kroner fra LB Foreningen. Det fejres ved en lovsangs- og forbønsgudstjeneste i Herning den 6. oktober, som markerer starten på et nyt tiltag for folk med ”ondt i livet”.

”Denne støtte er af stor betydning for KRIS´s indsats med at tilbyde terapi og rådgivning til seksuelt misbrugte og at styrke de misbrugtes sociale netværk,” skriver KRIS i en pressemeddelelse. Helen Sørensen fra LB Foreningen overrakte den 19/9 2024 en donation på 60.000 kroner til næstformand for KRIS, Karin Jensen. Det er det synlige bevis på den støtte, som LB Foreningen har givet, som en anerkendelse af organisationens arbejde.

”Med støtten bidrager man i høj grad til at fremme KRIS’ indsats, som omfatter både online-terapi, terapi i deres lokaler samt sociale netværks- og selvhjælpsgrupper,” udtaler Helen Sørensen.

På gruppebilledet ses forrest fra venstre: Karin Jensen, næstformand i KRIS, Helen Sørensen fra LB Foreningen, samt repræsentantskabsmedlemmer fra KRIS: Peter Forum og Birgit Dashnaw. I bagerste række ses repræsentantskabsmedlemmerne Anna Karla Moesgaard, Britta Troelsen, Gunnar Moesgaard, Merete Mogensen, Susanne Schou, Sverre Bødtker, Anna Marie Tjagvad og psykoterapeuterne Sonja Jensen og Anna Kathrine Vig.

Stigende behov for KRIS

Landsorganisationen KRIS er en tværfaglig organisation som tilbyder Kristen terapi & rådgivning til seksuelt misbrugte. Organisationen blev oprettet i april 1991 med det formål at rådgive og hjælpe seksuelt misbrugte og deres familier. Samtidigt underviser og informerer KRIS for at forebygge misbrug. KRIS har de seneste tre år oplevet en fordobling i antallet af misbrugte, som har opsøgt dem for at få hjælp. Det betyder, at der også er et stigende behov for kristne psykoterapeuter og psykologer i hele landet, oplyser Landsorganisationen.

Særlig lovsangs- og forbønsgudstjeneste

Søndag den 6. oktober kl. 19.00 afholder KRIS en særlig Lovsangs- og forbønsgudstjeneste i Sct. Johannes Kirke i Herning. Her vil der være mulighed for at høre mere om KRIS´ arbejde. Samtidig markerer arrangementet starten på KRIS’ nye tiltag.

Mogens Svendsen, der er medlem af KRIS’ bestyrelse, prædiker ved gudstjenesten i Herning den 6. oktober.

”Som følge af donationen fra LB Foreningen har vi besluttet allerede den 6. oktober kl. 19.00 at iværksætte et nyt tiltag, idet vi inviterer alle, som er seksuelt misbrugte eller på anden måde har ”ondt i livet” til et event på Fredhøj Allé 2 i Herning. Målgruppen er personer, som er blevet seksuelt misbrugte som børn og som nu lider af traumer og senfølger som depression, frygt, mindreværd, skam, skyld, mistillid, had, problemer i parforholdet, manglende personlige grænser, selvmordstanker og har sociale problemer,” hedder det i pressemeddelelsen.

KRIS ønsker at give folk et meningsfyldt liv – til trods for smerten. Dette vil være det helt centrale tema denne aften, forklarer Landsorgansiationen. Prædikanten, Mogens Svendsen, er medlem af KRIS’ bestyrelse, og han har de sidste 25 år netop arbejdet med misbrugte. Under gudstjenesten vil der desuden være solosang ved Hanne Bødtker, som er diplomuddannet i klassisk sang fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Åbent for alle

Lovsangs- og forbønsgudstjenesten er for alle – både dem, som er ramt, deres pårørende og alle andre, som har interesse og hjerte for sagen. Efterfølgende er der gratis kaffe, te og kage, bogsalg og mulighed for at få en snak med medarbejdere fra KRIS og få yderligere information om KRIS´ arbejde, oplyser Landsorganisationen.