Kristendom ja tak, Kristus nej tak
Egentligt er der intet nyt under solen, som der står i Prædikerens Bog. At danskere godt kan have et positivt syn på kristendommen uden at være dybt troende er ikke usædvanligt. Mange føler sig kulturelt forbundet med kristendommen uden nødvendigvis at gå i kirke hver søndag. Det kaldes kulturkristendom, og det er noget, vi alle kender.
Og dog – inden for de seneste år er der sket en bemærkelsesværdig udvikling. Flere og flere kulturpersonligheder begynder nu at lovprise kristendommens værdier i høje toner – ja, det er næsten blevet mondænt at tale om kristentroen. Det seneste skud på stammen er musiker og forfatter Kristian Leth. Med sin podcast Biblen Leth fortalt har han markeret sig som en entusiastisk kulturkristen, der undersøger de bibelske teksters betydning for et sekulært publikum. Nu har han samlet sine analyser og refleksioner i en ny bog med titlen Verdens vigtigste bog.
I flere korte videoer fortæller Leth, at hans interesse for religion begyndte allerede i barndommen. Dengang søgte han efter svar. Det optager ham ikke længere. For Leth handler det om, at Bibelen er grundplanen for det hus, vi har boet i de sidste 2000 år. Hvis man ikke kender denne grundplan, ved man ikke, hvor gangene fører hen, eller hvor dørene er, siger han. Bibelen viser os, hvor vi er, hvordan vi kom hertil, og hvor vi er på vej hen – uden at det har noget med tro at gøre, understreger Leth. At tale om kristendom udenom troen er for ham den mest spændende samtale overhovedet.
Selvom jeg glæder mig over Leths engagement, undrer det mig, hvordan man kan være så begejstret for de bibelske tekster og samtidig afvise troen. I kirkelige kredse vil mange nok pege på, at Leths podcast og bog kan åbne døren til kristendommen for dem, der ikke går i kirke og ikke bryder sig om traditionel forkyndelse. På den internationale scene ser vi noget lignende med den populære psykologiprofessor og YouTube-stjerne Jordan Peterson, der gennem sine forelæsninger om bibelske tekster har fået unge mænd til at interessere sig for kristendommen.
Men ligesom Leth holder også Peterson troen på Kristus ud i strakt arm og placerer alt i en kulturel eller psykologisk ramme. Selvom mange kristne virker benovet og mener, at dette er et stort skridt for kristendommen i en sekulær kultur, er spørgsmålet, om disse kulturkristne profeter i sidste ende gør mere skade end gavn. Deres budskab synes at være, at vi har brug for kristendommen – men ikke Kristus.
Hvis vi vænner os til tanken om, at man kan kalde sig kristen og samtidig afvise Kristus, og hvis vi reducerer Bibelens fortællinger til psykologiske analyser, risikerer det at blive endnu vanskeligere for mennesker at gå til den som Guds ord. Bibelen får en kulturel nytteværdi, men vi mister forbindelsen til dens dybere dimension: kærligheden til Gud. Derfor kan kirken ikke overlade talen om kristendommen til Kristian Leth og Jordan Peterson, uanset hvor mange billetter de sælger. Kirken må insistere på, at Bibelens sande dybde kun kan opleves, når vi siger ja til Kristus.
