Krig med kvindeøjne

Der er noget i tiden. Noget, der får Hollywood og filmindustrien til at producere det ene historiske drama efter det andet. 2. verdenskrig er populært filmmateriale – aktuelt med to biograffilm – med vidt forskellige vinkler, den ene om Goebbels i ”Føreren og forføreren” og nu denne om fotografen ”Lee”, der ser krigen med kvindelige øjne.

Dog er der også noget, der forbinder filmene ud over deres genrer. Vi får lov til at ”låne øjnene” af nogle af de vidner til den historie, som langt de fleste af os ikke har været en del af. I en verden af fake news, manipulation og usikkerhed om, hvem der er ”de gode og de onde”, er det måske lige netop sådanne ankerpunkter for virkeligheden, som vi har brug for. At der er en særlig historie i lige netop ”Lee”, skyldes at den virkelige Lee Millers historie er meget speciel.

Lee Miller (1907-77) opnåede legende status, da hun som krigsfotograf fotograferede sig selv afklædt i Hitlers badekar, samtidig med at han begik selvmord i sin bunker. Men hendes Cv. var, tiden taget i betragtning, i det hele taget meget usædvanligt: feteret fotomodel, muse for mesterfotografen Man Ray og tæt forbundet med 1930’ernes surrealistiske kunstnere (bl.a. Picasso), siden en af fotojournalistikkens pionerer, og efter krigen etablerede hun sig med eget studio mv. Kort sagt, en af det tyvende århundredes store kvinder.

Filmen starter i årene op til krigen.

Lee Miller lever et sorgløst liv i en kunstnerkoloni i Frankrig. Tysklands ubehageligheder synes langt borte fra den evige sommer med alkohol og mænd, som Lee lever. Den britiske kunsthandler Roland Penrose, bliver hendes store kærlighed. Krigen kommer dog også til London, hvor Lee og Roland i mellemtiden er flyttet til. Her får hun job som fotograf på magasinet Vogue og begynder snart at skabe sin helt egen stil:

virkelighedsnær og surrealistisk på samme tid. Lee er i det hele taget ikke, som kvinder er flest. Hun følger med den amerikanske hær i kølvandet på D-dag. Hun insisterer på at være der, hvor kampen står, som hun siger: ”Jeg vil bare gøre min del – hvorfor skulle mændene bestemme, hvad det er?”, og dermed er en af de centrale pointer med filmen præsenteret. Den vil gerne udfordre traditionelle kønsrolleopfattelser, hvoraf ”kvinder og krig passer ikke sammen” helt sikkert er en af de stærkeste af slagsen. Lee er utæmmet, egenrådig med store ambitioner og råt kunstnerisk talent, og så er hun kvinde.

Anmelderne er dog enige om, at den filmteknisk er meget konventionel og lidt kedelig. Filmen er et one-woman show. Eller som en anmelder skriver: ”Dog sidder man tilbage med følelsen af, at vi aldrig rigtigt kommer helt under huden på Miller og hendes indre kampe. Og så bliver det også til en masse krigsbilleder, som føles livløse, da vi ikke rigtig kender Lee. Det er brandærgerligt, da Miller var en meget interessant person, og krigen naturligvis er en kæmpe traumatisk begivenhed, som burde sætte gang i de helt store følelser.” (cinemaonline.dk)

Det synes jeg nok er lidt for hård en kritik, især fordi Kate Winslet – der også har produceret filmen – spiller rollen, som den var skabt til hende. Faktisk i en sådan grad, at de øvrige skuespillere nærmest fader helt ud i sammenligning med hende. Kate Winslet (Lee Miller) er da heller ikke tilfældigt valgt. Hun har selv en imponerende karriere bag sig. Med det helt store gennembrud i ”Titanic” og fire Oscar-nomineringer er hun i stand til at vælge de film, der passer til hende, og det må man sige ”Lee” gør.

På den måde er filmen også et indslag i den evige debat om ligestilling, kvinders frihedsrettigheder og samfundets håndtering af de særlige individer, som skiller sig ud fra mængden i deres samtid.

Titel: Lee
Premiere: 26. september
Instruktør: Ellen Kuras
Fra 15 år. 117 minutter
Scanbox Film Distribution