Den nye bekendelse

”Hvis vi ikke kæmper for de bibelske tanker om racemæssig retfærdighed og lighed, bliver vi på en måde medskyldige i, at kristen seksualetik betragtes som værende lig med undertrykkelse. For at gøre fremskridt er det livsvigtigt, at vi sætter disse tanker fri. Hvis vi vil vise, hvor de progressive tager fejl, må vi også åbent anerkende, hvor de har ret” s. 190

Den nye bekendelse er en ærlig behandling af nogle af de ”sandheder” i tiden, som kan udfordre os som kristne. Især sammenkædningen af sandheder, som alle får prædikatet progressiv eller moderne og ikke sjældent udgør en negativ spejling af kristendommen. Det kunne være kampen for kvinders rettigheder og ligestilling, som sammenkædes med den frie abort under sloganet ”kvinder har ret til at bestemme over egen krop”. Det kunne også være Black lives matter bevægelsen, som smelter sammen med kampen for homoseksuelles rettigheder. Der er nemlig en tendens til at den overforsimplede frihedskamp samler sine troppe under parolerne ”alle rammer og grænser er undertrykkelse”.

Rebecca McLaughin – Rebecca McLaughlin er opvokset i Storbritannien. Hun er ph.d. i engelsk litteratur fra Cambridge University og har en teologisk grad fra Oak Hill Seminary i London. Hun har boet og arbejdet i USA siden 2008, først i organisationen Veritas Forum og siden i firmaet Vocable Communications. Hun er gift og har tre børn. – Hun har skrevet en række bøger, hvoraf »Den nye bekendelse« er den første, som er oversat til dansk. – Læs mere om Rebecca McLaughlin på rebeccamclaughlin.org

Fem af tidens ”sandheder”

Rebecca McLaughin tager fat på, hvor vi som kristne bør stå i forhold til fem af tidens uimodsigelige sandheder:

1. Sorte menneskers liv har værdi (Black lives matters)
2. Kærlighed er kærlighed (der er ingen forskel på den homoseksuelle og den heteroseksuelle)
3. Kampen for homoseksuelles rettigheder er kampen for borgerrettigheder (nutidens sorte)
4. Kvinders rettigheder er menneskerettigheder (feminisme er lig pro-abort)
5. Transkvinder er kvinder (debatten om køn)

Og hun gør det på en fin og afbalanceret måde. Det handler ikke om at gå på kompromis med Bibelens sandheder, for de kan sagtens tåle en kritisk gennemgang. Fx var Bibelens og kristendommens kvindesyn revolutionerende progressivt, da det kom frem. Romerrigets syn på piger og kvinder, sorte og slaver, reducerede dem til ikke-mennesker i sammenligning med mændene, mens selv det mest ihærdige forsøg på at udlægge Jesus eller Paulus som mandschauvinistiske fremstår som det rene galimatias.

Sandheden var da også, at der var langt flere kristne kvinder end mænd, da kristendommen spredte sig til den kendte verden i løbet af de første århundreder – og det er der i øvrigt stadig. Men samtidig må vi også være ærlige og anerkende, at i kristendommens navn er kvinder blevet gjort til mænds undersåtter, prostitution er udbredt selv i Guds eget land og negativ forskelsbehandling finder sted alene på baggrund af køn.

Det samme kan siges om racespørgsmålet. Det er uden belæg i Bibelen, at menneskers værd afhænger af deres race, men faktum er, at den kristne verden har lukreret på slavehandel i århundreder og selv længe efter ophævelsen af slaveriet (som også havde kristne forgangskæmpere), er der en indgroet fordom imod sorte, som indimellem viser sit grimmeste ansigt i voldshandlinger eller justitsmord imod mennesker alene på baggrund af deres race. Og sådan kan vi desværre blive ved.

Homoseksuelles praksis kan ikke begrundes bibelsk – selvom gejstligheden i bl.a. Danmark bakkede op om vielser af samkønnede – men hvor ofte har mennesker, som føler sig tiltrukket af andre med samme køn, oplevet at de stadig er elskede og velkomne i de kristnes forsamling? Og hvor ofte har denne uenighed om rigtigt og forkert ført til hadefulde bemærkninger, isolation og afgrundsdybe kløfter imellem mennesker, som Jesus levede og døde for?

Hvad kæmper vi for?

Uanset hvor sikker jeg er i min sag, må jeg spørge mig selv, hvem er det jeg kæmper for – for at nå dem med Guds kærlighed – og hvem er det, jeg kæmper imod – for at modvirke den ondes løgn og destruktion af Guds skaberværk. Og det er her man tydeligt mærker, at McLaughin ikke har for travlt med at banke holdningsmæssige modstandere på plads, til at hun stadig tager sig tid til at undersøge, hvorfor modstanden rettes imod kristne og kristendommen. Det er nemlig der, hvor vi faktisk kan lære noget, fordi sårede mennesker behøver nænsomhed. De har ikke brug for, at vi bøjer falsk og gør det til sandt, men de har brug for at mærke, at det er kærligheden, der driver os i stedet for selvretfærdighed.

”…sårede mennesker behøver nænsomhed.
De har ikke brug for, at vi bøjer falsk
og gør det til sandt, men de har brug for at mærke,
at det er kærligheden, der driver os
i stedet for selvretfærdighed.”

For ikke længe siden så jeg, at Greta Thunberg, den unge svenske miljøaktivist, havde deltaget i en besættelsesdemonstration mod Københavns Universitet. Som så mange andre politisk aktive unge, havde hun vendt sig imod de kampe, som udspiller sig i Gaza og på Vestbredden for tiden. Det fik mig til at tænke på, hvordan det virker som at bølger af opråb mod uretfærdighed, et standpunkt til fordel for de svage, de uskyldige ofre osv. rejser sig stadigt hyppigere og stærkere. Ungdommen sidder ikke passivt observerende, den stormer magtens rum og kræver at blive hørt.

Og det er både smukt og tragisk på samme tid. Smukt, fordi viljen til at kæmpe de svages sag er et adelsmærke, der vidner om en generation med hjertet på rette sted. Men desværre også lidt tragisk, fordi der bliver draget forhastede og forsimplede sammenligninger og konklusioner. På mange måder tror jeg, at den uhellige alliance imellem de ”nye bekendelser” er et udtryk for noget af det samme.

Det er politisk korrekt populisme, som ofte ikke kan tåle en grundigere analyse, men møder den den rå magt, eller intellektuel rysten på hovedet, eller blot ufølsomme bulldozer sandheder, så rejser bølgen sig blot endnu hurtigere og endnu stærkere næste gang, den ruller ind over os.

Sandheden tro i kærlighed. Dette slogan skrev jeg i en kronik for nogle måneder siden. Og jeg tror vi som kalder os kristne, gør klogt i at holde det for øje. Vi må ikke svigte sandheden – det er det samme som at give løgnes fader frie tøjler – men vi skal samtidig vare os for at bruge sandheden som en svøbe imod mennesker, uanset hvor langt fra Gud, vi tænker, de ser ud til at være. Det, der ikke kan siges, med kærlighed til den, det siges til, er det bedre ikke at sige, uanset hvor rigtigt, det måtte være.

Rebecca McLaughin:
Den nye bekendelse
200 sider. 199,95 kr.
LogosMedia, Credo