Anne-Cathrine Riebnitzsky skriver bibelsk trilogi
Efter i en årrække primært at have skrevet samtidsromaner har Anne-Cathrine Riebnitzsky skrevet første bind i en trilogi om Jesu liv. ”Tempel” handler om tiden op til, under og efter Jesu fødsel.
Det er ikke første gang, at Anne-Cathrine Riebnitzsky er gået tilbage i tid. Første gang var i 2021, hvor ”Vindens port”, der foregår i 1300-tallets Spanien, udkom. Det var tilsyneladende lidt tilfældigt, at hun kastede sig ud i en historisk roman. Sammen med sin svoger og svigerinde besøgte hun en by i Spanien, hvor hun tidligere havde boet – og de stod i en historisk bygning i en borgruin.
På væggen udspilledes en dramatisering af områdets historie. Efter at have set på scenariet vendte hendes svoger sig pludselig mod hende med ordene: Gad vide, hvordan det har været at være den sidste mauriske borgherre, der måtte opgive alt, efter at hans slægt havde været her i 700 år:
”Med det samme, han stillede spørgsmålet, var det, som om nogle tandhjul gik i gang, og jeg tænkte: Åh nej, ikke en historisk roman! For jeg havde virkelig ikke lyst. Jeg tænkte, at det ville blive enormt besværligt. Hvordan rejser jeg tilbage i tid? Men det var, som om romanens hovedperson langsomt trådte frem, og jeg besluttede at prøve. Da jeg først kastede mig ud i det, opdagede jeg, at der er meget, som kan lade sig gøre. Der er kilder og indlevelsesevne – og noget må man gætte sig til. Jeg var jo panisk angst for at komme til at beskrive en stigbøjle forkert. Men man må overveje, om det er vigtigt for historien. Man skal også lade nogle rum stå åbne, for læseren har en fantasi og ser billeder – og det skal der være plads til.”
At skrive om Jesus
Idéen til en trilogi om Jesus opstod ud fra en forespørgsel fra Bibelselskabet, som ville have hende til at skrive en genfortælling af Bibelen:
”Jeg var meget beæret over at få spørgsmålet, og på én måde havde jeg lyst til det. Men efterhånden, som jeg gik og mærkede efter, opdagede jeg, at jeg allerhelst ville skrive en roman og prøve at kigge ud igennem personernes øjne. Jeg tror, det var romanforfatteren i mig, der havde lyst til at stille sig ind i Bibelens univers. Jeg tænkte, at denne form ville gøre det friere for mig, og at jeg kunne angribe det fra nogle andre vinkler.”
På historisk bagtæppe
”Oveni i det lægger sig, at jeg i forvejen havde en masse viden om Romerriget. Jeg har boet i Spanien, hvor man i skolesystemet glad og gerne fortæller om den kraftige romerske arv, og jeg har haft en fremragende latinlærer. Så der lå en masse viden dér, og man aner jo kanterne af Romerriget, når man læser Det Nye Testamente. Men der er meget viden, som ikke står der, fordi Det Nye Testamente formidler Jesu budskab. Men hvad er det for nogle omgivelser, det sker i? Jeg fik lyst til at skrive en roman ud fra det stof og folde fortællingen ud. For når man læser evangelierne og Paulus´ breve, går det op for en, at det ikke er kronologisk fortalt. Der er ting, der ligger forskudt, og som man får at vide mange gange, men fra forskellige vinkler. Så jeg tænkte, om man ikke kunne skrive det som en fortløbende historie. Vi, der tror, har måske ikke det behov. Men jeg kender mange, som har taget et skridt tilbage og sagt, at det bare er noget, nogen har fundet på, og at det er skrevet 200 år efter, at det skete. Men ingen af delene er sande. Vi ved, at Jesus fandtes, og der er masser af kilder, der passer ind i Bibelens historie. Det begyndte pludselig at blive interessant for mig at prøve at samle brikkerne til puslespillet og spørge: Hvordan skriver jeg personer ind i fortællingen? Men jeg har også mærket ærefrygten overfor stoffet, og det var ved at bremse mig.”
Romernes rolle
Selvom trilogiens første bind, ”Tempel”, har Jesu fødsel som omdrejningspunkt, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt denne kernefortælling fylder i den omfangsrige roman. Bogen har således en række parallelhistorier, der fylder meget. Dette er imidlertid ikke tilfældigt:
”Jeg har en overordnet idé om, at man gerne må blive klogere på samfundet rundt om de bibelske fortællinger. Hvad er det, Jesus taler op imod? For mig var det helt klart, at jeg skulle have en romer – eller noget af Romerriget – med. Jeg var på to ture til Israel, begge med kristne grupper. Det ene var med en nordisk gruppe, og de havde bestemt blik for Romerriget – på hvordan det bidrog med noget, og hvor det stred imod. Gruppen bestod af tolv teologer, en operasanger og mig. Den anden gruppe var amerikansk, og det var nærmest, som om Romerriget ikke eksisterede for dem.”
Africanus og romerne
Romerriget bliver bl.a. præsenteret gennem den frigivne slave, Africanus:
”Han er bl.a. med, fordi vi er ret uvidende om, hvor hyppigt forekommende seksuel udnyttelse af mindreårige drenge var i det romerske samfund. Denne udnyttelse i et ulige forhold er noget af det, som jøderne tog stærk afstand fra. Nu skal jeg ikke afsløre for meget, men jeg kan fortælle, at Africanus også er med i bog to og tre, og beretningen om ham kommer til sidst til at knytte sig tættere til beretningen om Jesus. Så jeg har en plan med ham. Samtidigt gik det op for mig, hvor voldsomt romerne slog ned på de opstande, der opstod efter Herodes død. Jøderne ønskede ikke flere Herodes-sønner. At romerne korsfæstede 2.000 mennesker og hængte dem op på vejen mellem Jerusalem og Damaskus, har siddet i befolkningen, og det huskede man stadig, da Jesus blev korsfæstet. Så jeg prøver at se de lidt større linjer i fortællingen.”
Fra templet til tempel
Egentlig skulle bogen have heddet ”Templet”, men i tilblivelsesprocessen ændrede den navn til ”Tempel”:
”Den hed ”Templet” i rigtig lang tid og også i det første pressemateriale, vi sendte ud. Men da vi begyndte at kigge på forsider og prøvede med forskellige bogstaver, blev de sidste fire bogstaver meget synlige, og det kom til at se mærkeligt ud. Sune, vores litterære direktør på forlaget, sagde så, at han længe havde gået og tænkt, om den ikke kunne hedde ”Tempel” i ubestemt form. Den ubestemte form åbner lidt mere for en overvejelse af, hvad det er for et tempel, vi taler om. Min oprindelige tanke var at lave en trilogi, der hed: Templet, Mennesket, Ånden. Men efter at have brugt tre dage på at overveje det, kom jeg frem til, at det er pænere visuelt og bedre at have det i ubestemt form.”
Ændringer under skriveprocessen
”Det gik så op for mig – efterhånden som jeg kom i gang med at skrive det første bind og kom længere og længere frem – at der er en voldsom politisk udvikling umiddelbart efter Herodes´ død. Så andet bind kommer i stedet til at hedde ”Ørn”, mens bog tre kommer til at hedde ”Menneske”. Den oprindelige tanke med titlerne ”Templet”, ”Mennesket” og ”Ånden” var, at man først tilbad Gud i en bygning, hvorefter der kom et menneske, og derefter kom Ånden. Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke kunne komme udenom den romerske ørn. For det første river de ørnen ned fra templet. Og så er der vores talemåde ”fra Herodes til Pilatus”, men ingen danskere forstår hvorfor. For hvorfor har man et område, hvor man har en præfekt, og et område, hvor man har en Herodes søn? Det er, fordi riget nedarves til tre sønner. Kejser Augustus deler det mellem de tre. Men Arkelaos, som arver halvdelen af riget, er så brutal og voldelig, at romerne efter ti år vælger at sætte ham fra bestillingen og i stedet indsætte en præfekt. I tiden for Jesu korsfæstelse hedder præfekten Pilatus. De to andre Herodes sønner fortsætter ved siden af. Så deraf talemåden.”
Folketællingen i Betlehem
”Det gik op for mig, at der er en sammenhæng her. For hvorfor blev der overhovedet foranstaltet en folketælling i Herodes´ rige? Det gjorde der, fordi han ikke længere var Kejser Augustus´ ven, fordi han var gået i krig med nabatæerne. Det var noget af det, jeg i min research talte med dr. theol. Morten Hørning om. Han havde ikke selv tænkt over det, men fandt kilderne til det, og det viste sig, at jeg havde ret.”
For Anne-Cathrine Riebnitzsky underbygger sådanne opdagelser Bibelens beretninger og er dermed medvirkende til at styrke troen: ”Her er jo en logik og nogle historiske fakta, der på en eller anden måde hænger sammen. Så kan det godt være, at vi ikke kender alle mellemregningerne, men det er lidt ligesom de tegninger, man kunne få som barn, hvor der var en masse punkter med numre på, der lignede et stort kaossystem, men når man forbandt tallene, fik man en svane eller en kamel.”
Havde de nøgler?
At skrive en historisk eller bibelsk roman kræver et stort research-arbejde. Men så er der alligevel noget, som kan glippe. Der er ting, som er så selvfølgelige i dag, at det slet ikke kommer ind i en forfatters overvejelser at undersøge detaljen. Sådan skete det også for Anne-Cathrine Riebnitzsky:
”Der var et sted, hvor jeg ikke havde tænkt mig om. Da Morten Hørning læste manuskriptet igennem, satte han spørgsmålstegn ved, om man havde døre, låse og nøgler dengang. Han skrev så til en af sine venner, som er arkæolog i Israel. Jeg havde slet ikke tænkt på det og følte pludselig, at jorden gyngede under mig, for hvor mange nøgle og låse havde jeg spredt ud over bogen? Lykkeligvis kom der et svar tilbage, at man både har fundet hullerne fra dørstolperne, låsene og nøglerne. Det har ikke været noget, som alle og enhver har haft i deres huse, men en yderport har haft det.”
Mariafremstillingen
Når det kommer til romanens fremstilling bl.a. af Jomfru Maria, kommer Anne-Cathrine Riebnitzsky uvægerligt til at skrive sig ind i en tradition, hvor der blandt kristne er uenighed om, hvorvidt Maria kun var jomfru ved undfangelsen af Jesus, eller om hun forblev jomfru. Hvordan man som forfatter skal gribe det an, har naturligt nok været med i Anne-Cathrines overvejelser:
”Man regner jo også med, at Josef har været meget ældre end Maria. Jeg har tænkt meget over det, for jeg kender udmærket til traditionen om Maria som evig jomfru, og at Josef kunne have været gift før og haft børn fra det tidligere ægteskab. Og det kan jo meget vel være sandt. Jeg havde imidlertid skrevet om en gammel mand og en ung kvinde i ”Den stjålne vej”, og nu havde jeg lyst til at skrive om ung kærlighed. Man kan sige, at det var et forfattermæssigt egoistisk valg. Så jeg har givet Maria en seksualitet, hvilket godt kan støde nogle kristne. Jeg havde bare svært ved at lade være. Der står lidt kryptisk i et af evangelierne, at Josef ikke lå med Maria før, hun havde født. Så jeg synes, at der indirekte står, at det gjorde han så nok senere. Jeg har også valgt, at Jesus får helsøskende. Det kan imidlertid godt give mig et problem, når jeg når til korsfæstelsen, og Jesus siger til Maria om Johannes, at her er hendes søn. For hvorfor siger han det, hvis hun har sine egne børn? Det er jeg slet ikke færdig med at tænke over, men det løser sig dog nok på en eller anden måde. Men der er altid nogle løse tråde, når man sætter så stort et projekt i gang.”
Krybbespil og fakta
Anne-Cathrine Riebnitzsky har også udfordret det billede, vi har af Jesu fødsel fra krybbespillene og til dels også fra oversættelsen af juleevangeliet. Fx lader hun Jesus blive født i et staldrum hos noget af Josefs familie. I efterordet begrunder hun det med, at det ord, som er brugt på græsk, ikke nødvendigvis behøver at betyde herberg, men meget mere sandsynligt betyder gæsteværelse. Josef og Maria er altså kommet til hans slægtnings hus. Men deres gæsteværelse har allerede været optaget, hvorfor de har fået plads i stalden lige ved siden af opholdsrummet.
På samme måde lader hun Jesus være kommet over spædbarnealderen, da de vise mænd ankommer:
”Der er flere bud på det, men jeg tænkte, at min fremstilling var et ret godt bud. Herodes beordrer jo alle drengebørn under to år dræbt. Det må være, fordi magikerne har talt om, hvornår de havde set de første tegn på himlen. Så der er opstået en vis usikkerhed om, hvor stort dette drengebarn kunne være. Derfor har jeg ladet noget længere tid gå. Men igen her er det svært at rejse ned og banke på døren og se, hvad der præcis er foregået. Men jeg tænker, at det giver mening.”
Guld, røgelse og myrra
Under sin research opdager Anne-Cathrine desuden, at der har ligget et rige kaldet Nabatæa fra omkring 600 år f.Kr. og til 106 e.Kr., hvis tre primære indtægtskilder var handel med guld, røgelse og myrra – de tre ting, som Jesus får:
”Jeg havde det, som om det stod og blinkede i neon: De vise mænd var kommet den vej. De kan godt have været kommet længere væk fra, men de var i hvert fald kommet igennem Nabatæa. Det var som at opdage rammen omkring billedet – at der pludselig var en historisk sammenhæng her. Da jeg stod på museet i Petra og så handelsruterne og så, hvor røgelsen og myrraen kom fra, gav det lige pludselig mening. Og det interessante er, at den myrra, som de vise mænd giver Jesus, brugte man faktisk til de døde, så de ikke skulle lugte. Tænk at få sådan en gave, en begravelsessalve til en nyfødt. Det er en voldsom symbolik.”
”Og det interessante er, at den myrra,
som de vise mænd giver Jesus,
brugte man faktisk til de døde,
så de ikke skulle lugte.
Tænk at få sådan en gave,
en begravelsessalve til en nyfødt.
Det er en voldsom symbolik.”
Trilogien
Anne-Cathrine er nu i fuld gang med bind 2, som omhandler tiden op til, at Jesus bliver 12 år: ”Vi har meget lidt beskrevet om den tid. Vi har noget legendestof, som det er svært at sige, hvor meget man kan tillægge. Det er en svær balancegang, og det er endnu ikke faldet på plads for mig.” Et andet problem opstår, når hun i bind 3 skal beskrive den voksne Jesus:
”Jeg kommer til at se ham udefra,” understreger hun, ”for jeg er bange for, at det vil være for vanskeligt at stille sig ind i Guds søn og skulle se verden med hans øjne. Men jeg tænker, at det bliver rart for mig at kunne kigge på Jesus gennem andre personer, og der er mange her, som kunne være interessante. Der skal helt klart flere kvinder ind.
Men jeg skriver på livet løs, og heldigvis synes jeg, det er spændende.”
”Jeg har en overordnet idé om,
at man gerne må blive klogere
på samfundet rundt om de
bibelske fortællinger.
Hvad er det, Jesus taler op imod?”Anne-Cathrine Riebnitzsky
