IPSICC

Nyt tilbud til studerende med særlige behov

Kollektiv-lignende etage for unge med autismespektrumforstyrrelse eller lignende udfordringer er på vej i Aarhus, og nu inviteres alle interesserede til informationsmøde den 23. januar.

Modeltegning af kontor- og lejlighedskomplekset tæt på Ringgaden, den nye universitetscampus og Menighedsfakultetet. Det er 1. etage, som efter planen skal blive til et et kollektivt-lignende miljø for studerende, som kan have brug for en støttende hånd i hverdagen for at klare et studieforløb. Foto: jb71.dk

I sommeren 2025 forventes Menighedsfakultetets nye bygning, JB71, at være færdigbygget og klar til udlejning.

Kristelig Handicapforening (KH) er en af de organisationer, som skal have kontor i stueetagen, og foreningen har samtidig fået muligheden for at igangsætte et projekt på 1. etage. Planen er at skabe et kollektivtlignende miljø for unge studerende, som grundet autisme eller anden udfordring kan have brug for en støttende hånd i hverdagen for at klare et studieforløb.

Nyt byggeri skaber nye muligheder

I Kristelig Handicapforenings vision er det bl.a. formuleret, at ’Målet er ligeværdige fællesskaber i kirke og samfund’. Det er en bred formulering, som kalder på en konstant opmærksomhed på de muligheder, der må være for at understøtte mennesker med udviklingshandicap eller udviklingsforstyrrelser i deres be stræbelser for at være reelt inkluderet i samfundets fællesskaber og muligheder – også i forhold til uddannelse.

Derfor greb KH´s bestyrelse chancen, da muligheden for en etage i det nye byggeri opstod. En projektgruppe med en bred faglighed er nedsat og har fået til opgave at beskrive det optimale miljø, der skal være i det kollektivlignende fællesskab for målgruppen.

Sociale viceværter

Etagen har otte lejligheder til udlejning til projektets målgruppe. Derudover er det planen, at én lejlighed bliver til fælles brug, og to lejligheder vil blive udlejet til personer, som skal fungere som ”sociale viceværter” og være den støttende hånd og sociale initiativtager i hverdagen. Bygningen har fået en hjemmeside, hvor du kan læse mere om selve byggeriet: www.jb71.dk.

Invitation til informationsmøde

Kristelig Handicapforening og projektgruppen glæder sig til at se projektet folde sig ud, og processen er godt i gang. Det næste store skridt er, at alle interesserede er inviteret til informationsmøde den 23. januar kl 17-19.30 på Menighedsfakultetet. Her vil man kunne blive informeret om nærmere detaljer, organisering og økonomi. Desuden vil der være en rundvisning i lokalerne (selvom de selvfølgelig ikke er færdige endnu). Informationsmødet er gratis, men på grund af bespisning kræves tilmelding til info@k-h.dk.