Spæk eller evangelium?
Det er aldrig blevet helt klart for mig, hvor den først opstod. Min fascination af Grønland. Måske var det min første klasselærer, der havde boet deroppe og levende fortalte om sine oplevelser? Måske var det på grund af en skolekammerat, der flyttede derop? Måske stod rigsfælleskabet stærkere i samfundets bevidsthed dengang?
Uanset årsagen var jeg fra barnsben opsat på at skulle til Grønland. Og det kom jeg. Det er mere end 30 år siden. Mødet med landet og folket satte sig i sjælen, jeg bærer det med mig. Det opdager jeg nu, hvor hele verden taler om det. Jeg holder af Grønland. Desværre har jeg ikke været der siden. Det har nok ikke hjulpet på det, at min hustru foretrækker varmere himmelstrøg. Vores børn har heller ikke været der. Det er et godt spørgsmål, om vi i Danmark tager vare på rigsfællesskabet, som noget der får kød og blod i fortællinger og besøg?
Vi skylder vores kongefamilie tak for, at de gør deres for at fastholde et kendskab til rigsfællesskabet. Det er vist på tide, at Grønland og Færøerne fylder mere i skolernes pensum, og at vi taler om, hvad det betyder, at vi har en fælles historie mellem så forskellige kulturer og lande. Det er godt 300 år siden, at den norske missionær Hans Egede fik den danske konges mandat til at blive missionær i Grønland.
Danmark og Norge var ét kongerige dengang, men det er en anden historie. Hans Egede håbede at finde Nordboere i Grønland, men opdagede et andet folk, som han fik stor respekt for. De grønlandske inuitter. Han kom til at elske dette folk, og de elskede ham. Han lærte sig deres sprog og udviklede sammen med sine sønner skriftsproget, så han kunne oversætte Bibelen til grønlandsk.
Det skyldes i høj grad Hans Egedes missionsarbejde, at Grønland i dag har en selvstændig kultur og modersmål. Ikke så mærkeligt at grønlænderne på et tidspunkt bad den danske konge sende nogle flere præster som Hans Egede. Som de skrev til kongen: “Hollænderne (handelsfolk) taler ikke om andet end spæk, vi vil høre noget af betydning, vi vil høre forkyndelse.” På den gamle havn i Nuuk står en statue af Hans Egede, som grønlænderne selv i sin tid samlede penge ind til at få rejst.
Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam, der insisterer på at tale grønlandsk i folketinget, vil have den fjernet. Det er skæbnens ironi, at hun slet ikke ville have haft sit eget skriftsprog uden Hans Egedes indsats. Intet folk kan leve af spæk alene. Uden tvivl er der vanskeligheder og smerte i Grønlands historie med Danmark, som vi må tage kritikken og ansvaret for. Men Hans Egedes indsats er ikke en af dem.
