Total live-oplevelse med gode solister
Elevation Worship er et lovsangsband fra North Carolina i USA. De har udgivet en hel del albums og er nu ude med et nyt live album. Deres mest kendte sang er nok ”Praise”, som synges overalt i verden.
Albummet her indeholder 14 sange og har en varighed på 1,5 time. Der er live for alle pengene, forstået på den måde, at det er en totaloplevelse, hvor man hører publikum næsten lige så meget, som man hører band og solister. Albummets absolut stærke side er de gode solister, især Chris Brown og Tiiffany Hudson. Dejlige stemmer, og de synger med indlevelse. For mig bliver dette album dog for meget en koncert-oplevelse og ikke en lovsangsoplevelse.
Jeg savner, at solisternes stemmer er fremhævet mere. Musikken – og især trommerne – bliver lidt for meget. En anden ting er sangenes længde. Mange af dem varer omkring syv minutter. Det er helt sikkert fantastisk, hvis man er en del af det, men jeg bliver træt i hovedet, når der er gentagelse på gentagelse. Måske er jeg blevet for gammel til denne type lovsang, og den unge generation vil måske elske det. Men albummet når aldrig helt ind under huden på mig.
Hvis jeg skal fremhæve et par numre, er det titelnummeret ”When Wind Meets Fire” og det sidste nummer ”All of a Sudden”. Det er to dejlige lovsange, som godt kan overleve på min playliste.
Kunstner: Elevation Worship
Titel: When Wind Meets Fire
Genre: Lovsang
Tilgængelighed: Alle streamingtjenester