Vi er skabt i Guds billede
Selv om undertitlen er ’Om kvinder og Guds godhed’, så er bogen værd at læse for både mænd og kvinder i familie og menighed! For mænd og kvinder er skabt i Guds billede, begge afspejler Bibelens Gud; og vi kan have tillid til, at det er til både mænds og kvinders bedste at følge ham, forklarer forfatteren. Det er en glimrende bog, som dykker ned i skabelsesberetningen, hvor alt er skabt efter en nøje rækkefølge, som går igen flere steder i Bibelen. Det uddyber Nielson indsigtsfuldt ud fra Bibelens helhed, både Gammel og Ny Testamente.
Skabelsen er ledetråden
Det er spændende at læse, hvordan forfatteren belyser de svære bibelvers om kvinder og mænd ud fra skabelsesberetningen og Pauli breve baseret på, hvad der står i Bibelen, og hvordan det kan forstås. Bogen er skrevet i et letlæst sprog, men har også præg af et bibel studium, så det er værd at læse opmærksomt for at gribe om det bibelske perspektiv. Forfatteren gør sig umage med at forklare, hvordan mænds og kvinders rollefordeling er og har meget fokus på, at de i fællesskab tjener hver med deres Gudgivne evner i hjem og kirke.
Nielson giver ikke letkøbte svar, men undersøger, hvad der har særlig relevans for kvindernes betydning i Guds historie med verden ledsaget af illustrerende eksempler.
Kvinder og mænd i samspil
Kapitel-overskrifterne med tilhørende bibelvers giver et godt indtryk af emnerne. Især de første Mosebøger, men også den stærke Deborah i Dommerbogen, som viser, at hun havde flere roller og alligevel tjente med både en mand og kvinde. Der er kapitler om både faldne og stærke kvinder, om kvinder, sex og dobbeltmoral samt et kapitel om kvindens krop, som sætter svangerskabet ind i en større historie. Kap. 8 ”En fuldstændig anderledes mand”, om hvordan Jesus respekterede og værdsatte kvinderne jf evangelierne, og Pauli ord om hierarki og ligeværd (1.Kor. 11:11-12). Kap 9 og 10 beskriver kvinder i ægteskab og kirke. Til slut om Guds godhed for både kvinder og mænd.

Guds nåde
Kathleen Nielson påpeger, at det meste af Bibelen handler ikke specifikt om kvinder, men om ”den Gud, som skabte kvinder og mænd og som frelser dem gennem sin søn”, og ”Salmerne og bønnerne er ikke kønsspecifikke” (s.14). Ethvert menneske kan råbe til Gud i lovprisning, klage eller tilbedelse. Gud kommer menneskets behov i møde, for det er ikke godt, at mennesket er alene ifølge Skabelsesberetningen.
De indledende kapitler har en fin tilgang til emnet, og senere dele går dybere ind i bibelsk fortolkning uden at give entydige svar – men viser vej til forståelse og fremhæver det vigtige i at lytte til Guds stemme. ”Guds nåde er til stede i Det Gamle Testamentes bestemmelser om kvinder i det store og i de små og mest personlige detaljer” (s. 73). Her er stof til at blive klogere på!
Kathleen Nielson: I sit billede skabte han dem – Om kvinder og Guds godhed
204 sider. 200 kr.
Forlag Lohse/LogosMedia