IPSICC

Mirakler er Guds magtdemonstration

Som kristne tror vi på, at Jesus kan helbrede, og at han bar vores sygdomme og lidelser på korset. Sygdom og lidelse er dog fortsat en del af dagligdagen, men Bibelen fortæller, at vi skal lægge hænderne på de syge, og de vil blive raske. Som kristne lægger vi derfor nogle gange hænderne på mennesker, som er syge, og nogle gange helbreder Gud dem.

Baseret på Bibelen ved vi, at Gud både kan og vil helbrede mennesker fra sygdom og lidelse. Baseret på erfaring ved vi også, at det ikke altid sker. Gennem tiden har troende kristne forsøgt med forskellige mere eller mindre bibeltro forklaringer at redegøre for, hvorfor miraklerne sker, eller hvorfor de udebliver.

Der er så meget, vi ikke forstår om, hvem Gud er, og hvorfor han gør, som han gør. Den åndelige verden er ligesom den fysiske verden så meget større og mere kompleks, end selv det klogeste menneske er i stand til at forstå. Det korte og mest præcise svar er, vi ved ikke, hvorfor Gud nogle gange helbreder og andre gange ikke gør det. Ifølge Bibelen har Gud adskillige navne, som hver især beskriver en side af hans karakter. Et af navnene er ”Herren, som forsørger”, et andet navn er ”Herren, som helbreder”.

Nogle gange viser Gud sig som Herren, der helbreder, og når han gør det, inviteres vi som troende kristne indimellem til at tage del i helbredelserne. Træder vi ud i det, bliver vi et redskab i Guds hånd til at møde mennesker og lægge hænderne på dem i Jesu navn. Karin Kühl, som er troende kristen, oplever ofte at tage del i Guds mirakuløse indgreb i andres liv. Hun dokumenterer systematisk miraklerne i et regneark for på den måde at ære Gud, at styrke såvel hendes egen som andres tro på Gud. Her fortæller hun om tre mirakler, og om hvordan man nogle gange skal holde fast i miraklet ved at bruge Jesu navn.

Helbredt springgymnast laver saltomortale

I september 2021 stod Karin Kühl som sædvanligt på Store Torv i Aarhus sammen med et hold af kristne i Gadekirke, som bad for syge og talte med mennesker om troen på Jesus. Denne fredag oplevede Karin noget, som hun aldrig før havde oplevet. Fire unge mænd i tyveårsalderen kom forbi. Den ene af de unge var springgymnast på ret højt plan. I en periode havde han hverken kunnet træne eller dyrke sin springgymnastik på grund af en meget smertefuld skinnebensbetændelse. Det føltes som at få et voldsomt stød gennem hele kroppen, når han landede efter et spring.

De tre venner kendte til Gadekirke, de havde tidligere erfaret, at Gud kunne helbrede. Derfor håbede de, at Gud ville gøre endnu et mirakel. Han kom hen til Karin og spurgte, om Jesus også kunne helbrede skinnebensbetændelse, selvom det ikke stod nævnt på skiltet over ting, som man kunne få forbøn for.

”Det var første gang, jeg oplevede, at nogen spurgte mig om det, men det sagde jeg ikke til ham, jeg ved jo, at for Gud er alt muligt. Da han sad på bænken, kunne jeg se, at hans ben ikke var lige lange, så jeg befalede, at de skulle blive lige lange, hvilket jeg tydeligt kunne se, at de gjorde. Derefter lagde jeg mine hænder på hans skinneben og befalede i Jesu Kristi navn, at al betændelse skulle forsvinde.”

Da han rejste sig, fortalte han Karin, at han ingen smerter havde, men at det havde han heller ikke haft, før han satte sig. Karins “halleluja, tak Jesus” blev afløst af uforståenhed, fordi han forinden havde fortalt, at skinnebensbetændelsen var meget smertefuldt. ”Det er, når jeg lander fra mine spring, at det giver voldsomme smerter, sagde han. Det føles som at få et voldsomt stød op igennem hele kroppen.”

De tre venner pressede på, for at han skulle gøre noget af det, som var smertefuldt før, for ellers kunne man jo ikke vide, om han var helbredt. Den unge springgymnast stillede sig med samlede fødder på en flise, slog en baglæns saltomortale og landede med samlede ben på en anden flise – uden smerter. Han var jublende glad, enormt overvældet og overrasket over det mirakel, der lige var sket. Han jublede, vennerne jublede, og folk omkring dem så på med dyb overraskelse og forundring De fire venner løb, hoppede og dansede glædesfyldte rundt på Torvet.

Miraklet bekræftes

Fem uger senere kom en af de tre venner, som havde overværet miraklet og saltomortalen, hen til Karin i Gadekirke og fortalte, at springgymnasten lige var blevet udtaget til et mesterskab. Han bad Karin om lov til at optage en videohilsen, hvilket hun sagde ja til.

”Jeg ønskede ham held og lykke, men jeg opmuntrede ham også på videohilsenen til at invitere Jesus ind i sit liv og i sit hjerte, så Jesus kunne være med fremadrettet i hans sportspræstationer.”
Elleve måneder efter at Karin bad for springgymnasten, var han igen i Aarhus på besøg hos sine venner. De tog til Gadekirke, hvor han gik hen til Karin og spurgte: ”Kan du huske mig – det var mig med skinnebensbetændelse. Smerterne har været fuldstændig væk, lige siden du bad for mig.”

Gud helbreder en kvindelig løber

Samme aften en time senere fik Karin øjenkontakt med to unge kvinder. De fik en kop kaffe. Den ene af kvinderne spurgte: ”Hvad oplever I på sådan en fredag aften klokken 23, mens I deler kaffe ud?” Karin fortalte glædestrålende om springgymnasten, som nu ikke havde haft skinnebensbetændelse i 11 måneder. Den unge kvinde sagde forundret: ”Skinnebensbetændelse, det har jeg også.”
Karin bad for anden gang i sit liv Jesus om at fjerne skinnebensbetændelse. Kvinden fortalte, at hun grundet betændelsen ikke havde kunnet løbetræne i flere måneder.

Karin sagde til hende: “Lad mig holde din kaffekop, så du kan løbe en tur rundt på Store Torv.” Det gjorde hun, og smerterne var pist væk. Hun blev rørt til tårer, og den anden kvinde var også overvældet over det mirakel, Gud lige havde gjort. De var vældig nysgerrige på, hvem Jesus var og er og på, hvad der står i Bibelen. De fik begge et nyt testamente, inden de i fortsat begejstring forlod Store Torv.

Har alle adgang til Guds kraft ved brug af Jesu navn?

Nogle gange oplever Karin, at miraklerne sker spontant, og at helbredelserne er vedvarende. Andre gange har hun oplevet, at smerter forsvandt spontant og var væk i en tid, hvorefter de kom tilbage. I sådanne tilfælde mener Karin, at mennesker både med og uden tro på Jesus kan søge hjælp i Jesu navn og bruge hans autoritet til at holde fast i helbredelsen.

”Der er to muligheder,” siger Karin og fortsætter: ”Man kan enten tænke: “Ja, det tænkte jeg nok, det virkede ikke,” eller man kan stå fast på sin helbredelse ved med autoritet at sige: “Jeg er helbredt i Jesu Kristi navn, og det står jeg fast på.”

En ikke-kristen kvinde, som Karin bad for, oplevede netop dette, at Gud gjorde et spontant mirakel, men at smerterne den efterfølgende dag kom tilbage. Kvinden kom i tanke om Karins ord, og hun udtalte adskillige gange de næste dage: ”Jeg er helbredt, smerte forsvind i Jesu Kristi navn.” To-tre dage efter var smerterne helt væk. Kvinden, som ikke selv er kristen, har efterfølgende flere gange, mens Karin har holdt møder, fortalt andre om, hvordan hun holdt fast i den helbredelse, Gud gav hende.

Dette efterlader os med tanken om, hvorvidt de universelle åndelige principper eller love, som er omtalt i Bibelen, er tilgængelige for alle og enhver. Har alle, kristne såvel som ikke-kristne, adgang til Guds kraft og autoritet ved brug af Jesu Kristi navn?