Frivillige giver krop til troen på et plejehjem i Randers

Omkring 15 beboere, et par pårørende og 5-6 frivillige er samlet i et af samlingsrummene på Randers Friplejehjem. De sidder omkring to borde, hvor der er dækket op med kaffe, saftevand og vaser med friske blomster.

På tallerkenerne ligger der blomstrede servietter, og der står tændte LED-lys fremme. Der er også lagt eksemplarer af den røde seniorsangbog frem på bordene, og Freddy Jensen, der er frivillig på stedet og tidligere missionær, sidder på en stol med sin harmonika og øver på nogle af de viser, forårssange og salmer, som en anden frivillig har valgt ud til dagens sangeftermiddag. På Randers Friplejehjem foregår der et væld af aktiviteter – fra banko til sangeftermiddage, køreture ud i det blå, mande- og kvindegruppe, daglig andagt, eftermiddage med bibelfortællinger, strikkeklub samt frokoster med årstids- og højtidspræg, fx til fastelavn, påske, jul og ved høsttid.

Det er frivillige fra plejehjemmets støtteforening, der står for aktiviteterne og også er med til at skaffe finansiering til dem, blandt andet via kontingent til foreningen og sponsorcykelløb. ”Hvorfor render alle sådan rundt. Skal de ikke bare sætte sig ned og komme i gang med at synge,” spørger en kvindelig beboer, der har en fortid som musiklærer.

”Jeg tror, at Freddy går i gang lige om lidt. Så skal der nok komme ro på,” svarer Karin Palm-qvist, der er formand for støtteforeningen og bruger 15-20 timer om ugen som frivillig. Hun har arbejdet som sygehjælper, fra hun var 17 år, til hun gik på efterløn som 60-årig, og siden har hun været frivillig på friplejehjemmet.

”Jeg er vokset op i en kristen familie, hvor det at være aktiv i frivilligt arbejde var helt naturligt, så det har jeg fået med mig. Jeg har været frivillig i søndagsskoler og på lejre for børn og unge i regi af Indre Mission, og jeg havde tænkt på, at jeg ville være frivillig på et plejehjem, når jeg stoppede med mit lønarbejde. Jeg havde bare tænkt, at det skulle være på mit lokale plejehjem, men jeg er meget glad for at være her, for her er en helt særlig ånd,” siger hun.

Hjemlighed og omsorg

Karin Palmqvist er en af omkring 35 aktive frivillige, og dertil kommer over 100, der støtter aktiviteterne som medlemmer af foreningen. En del er pårørende til stedets beboere, andre vil blot gerne bakke op om friplejehjemmet, der har det kristne livs- og menneskesyn som sit grundlag. En hel del er også aktive i forskellige menigheder rundt om i området, bl.a. i Randers Frikirke og i Kronjyllands Frimenighed.

Men kristen tro er ikke en forudsætning for at være med i fællesskabet omkring og på plejehjemmet, understreger stedets formand Flemming Østergaard, der indtil sin pensionering i 2018 i mange år var ansat i den tværfaglige fagforening og a-kasse Krifa. ”Der er ingen, der skal sikkerhedsgodkendes her på plejehjemmet angående deres tro, hverken beboere, personale eller frivillige,” siger han med et smil.

”Men vi vil gerne have, at det kristne menneske- og livssyn viser sig i omsorg og hjemlighed, og det handler om alt fra malerierne på væggene, der skal være genkendelige for beboerne, til den daglige andagt og gudstjenesten hver anden søndag,” siger han. Andagten holdes af leder Tove Frederiksen, Karin Palmqvist, Flemming Østergaard eller et par af de ansatte, bl.a. stedets pedel og en køkkenmedarbejder, på skift. Pårørende, som har kirkelig baggrund, afholder også af og til en andagt eller bidrager med at spille til på klaver.

Gudstjenesterne står pensionerede sognepræster for, ligesom der medvirker kirketjenere og organister, som heller ikke får løn for at bidrage. Bestyrelsen har besluttet, at gudstjenesterne skal holdes om søndagen modsat på mange andre plejehjem.

”Det betyder noget, at gudstjenesten holdes om søndagen, hvor mange af beboerne har været vant til at være i kirke og ved, at andre går i kirke. Derudover har det stor værdi, at vi kan synge og bede sammen, og vi lægger også vægt på, at man godt må tale om tro og nævne Jesus og Gud. Der skal være frihed til at tale om det vigtige og det, der ikke sættes ord på alle andre steder,” siger Karin Palmqvist.

Hun fortæller, at en del af beboerne har valgt stedet på grund af dets kristne grundlag, mens andre har valgt det, fordi det er et friplejehjem, og andre igen på grund af de nye faciliteter og de grønne omgivelser, hvor de frivillige også sørger for, at der plantes blomster og luges, og at gederne og den lille flok høns får mad og bliver passet.

”Nogle af beboerne kender hinanden fra en frikirke, og man kan mærke, at det betyder noget for dem, at de kan fortsætte det fællesskab om troen, som de har haft hidtil. Men også for dem, der ikke har været aktive i en kirke, betyder det noget, at stedet har et særligt præg. Mange taler om, at der er en særlig ånd her, når de træder ind, og langt de fleste deltager i gudstjenesterne,” siger Karin Palmqvist.

”Nogle af beboerne kender hinanden fra en frikirke,
og man kan mærke, at det betyder noget for dem,
at de kan fortsætte det fællesskab om troen,
som de har haft hidtil. Men også for dem,
der ikke har været aktive i en kirke,
betyder det noget, at stedet har et særligt præg.”

– Karin Palmqvist, frivillig

Drømmen gik i opfyldelse

Leder Tove Frederiksen fortæller, at personalet ofte omtaler en særlig ånd på stedet, som de mener har med de frivillige at gøre, og at selv folk, der kommer i huset for fx at sælge ting til plejen, stopper op og bemærker, at der er en speciel stemning. ”Det er svært at sige, hvad det er, men jeg tror, at det handler meget om, at det kristne menneskesyn ser hele mennesket, og de frivillige gør en masse, som netop kan få beboerne til at føle sig som hele mennesker,” siger hun.

Hun er uddannet som diakon og har en lang karriere som leder inden for sundheds- og socialområdet bag sig, primært i det kommunale. Hun nyder, at hun nu er et sted, hvor bureaukrati ikke bremser spontane beslutninger, og hvor der er et fælles værdimæssigt grundlag.

”Da jeg som stort barn arbejdede på det lokale alderdomshjem efter skoletid, drømte jeg om at blive plejehjemsleder, så det var som at få mit livs chance, da stillingen her blev slået op,” siger hun. Fra køkkenet dufter der af kage, og en af medarbejderne er ved at placere store saftige stykker grøn kage med tyk chokoladeglasur på et par fade, som en frivillig står klar til at bære ind. Flemming Østergaard, der er formand for plejehjemmets bestyrelse og også er aktiv som frivillig i hverdagen, kommer forbi køkkenet og smiler til personalet. ”Køkkenpersonalet her kan trylle og lave gourmetmad ud af nærmest hvad som helst. De laver det fra bunden, og det er også med til at give stedet et præg af hjem og ikke bare plejehjem,” siger han.

Det var ham, der for ni år siden fik ideen til at etablere et plejehjem, hvor man ikke skulle frygte at flytte hen, men kunne se som et godt sidste hjem. Det skete, da han læste et læserbrev fra en politiker i Sønderjylland, der også var læge. Hun beskrev, hvordan mange af hendes ældre patienter ytrede, at de hellere ville dø end ende livet på et plejehjem. ”Det slog mig, at sådan bør det ikke være i et velfærdssamfund som Danmark, og så fandt jeg sammen med nogle gode folk her i Randers, hvorefter vi stiftede en forening, og derfra gik det stærkt,” fortæller han.

Mandegruppe og flødeskum

I 2019 åbnede Randers Friplejehjem med 24 lejligheder, der blev udlejet på under tre måneder. Siden har der været venteliste stort set konstant, også efter at plejehjemmet har udvidet med fem lejligheder mere. ”Vi har ikke planer om at udvide mere, for det skal ikke være for stort. Så går følelsen af hjemlighed let fløjten. Det er en styrke, at de af beboerne, der kan holde rede på, hvem de andre er, kender alle og kan føle sig som en del af et fællesskab,” siger han.

Han fortæller, at han som leder af en lille mandegruppe tager på udflugter med en del af de mandlige beboere. Ofte bliver der lejlighed til at tale om minder fra skole- og soldatertid, men også om kærlighed, savn af afdøde ægtefæller og tro og eksistens. ”Vi presser ikke nogen til at tale om den slags, men der skal være frihed til det, og jeg oplever, at mange virkelig gerne vil sætte ord på det, når de får rum til det,” siger han.

Inde i opholdsrummet, der også bliver brugt til andagt og gudstjeneste, står et klaver med et stort kors i glas på, og på en væg hænger en ramme med teksten til fadervor. Overfor på en anden væg hænger teksten til den aronitiske velsignelse fra 4. Mosebog, som mange af beboerne kender vældig godt fra kirkegang. Og i køkkenet hænger det bordvers, som bliver sunget ved alle måltider. På en tavle står dagens menu: græsk farsbrød med ovnkartofler og rodfrugter, tzatziki og brun sovs samt varm æblesuppe med havregryn og flødeskum.

”Jeg går lige ned og ser, om nogle af beboerne vil hentes op til sangeftermiddag,” siger Karin Palmqvist og forsvinder ned ad en af gangene. Plejehjemsleder Tove Frederiksen siger: ”Vores frivillige er flødeskummet; de er guld værd, simpelthen, og selv om det kan lyde som et fortærsket udtryk, mener jeg det. De gør alt det, vi ikke kan, for vi har ikke økonomi til at ansætte nogen, der kan sidde og hygge med beboerne og gøre alt det andet gode, som betyder så meget for livskvaliteten.”

Hun nævner, at de frivillige sørger for at udskifte blomsterne hver uge, så der altid er friske blomster på hele plejehjemmet, ligesom de hænger julepynt og påskepynt op og tager det ned igen.
”For medarbejderne betyder det også, at det er et rart sted at arbejde. De skal ikke gå rundt og stresse over, at ingen har tid til at tale med beboerne,” siger hun.

En tåre i øjenkrogen

Både Karin Palmqvist og Flemming Østergaard er enige i, at netop samtalerne og den øvrige kontakt med beboerne har stor værdi – både for beboere og frivillige. Flemming Østergaard siger: ”Vi får så meget igen, når vi er sammen med beboerne. Blot det at gå hen og lægge en hånd på en skulder og spørge ’hvordan går det i dag’, kan have stor betydning. Det ser man i deres ansigter, hvor man også nogle gange aner en lille tåre i øjenkrogen. Der skal ikke så meget til at gøre en forskel. Man behøver ikke at sige de store filosofiske ting,” siger han.

Karin Palmqvist supplerer: ”Det giver så meget mening for mig at være sammen med de gamle mennesker. De kan fortælle meget om livet, hvis ikke med ord, så i deres ansigter.” Da klokken denne eftermiddag nærmer sig 14.30, tager en af de frivillige ordet og byder velkommen til beboerne og til Freddy med harmonikaen. ”Jeg tænker, at vi skal begynde med at synge ’Op al den ting, som Gud har gjort’, for her i den spæde forårstid er det, som om alting begynder forfra. Det hele pibler op, og det kan vi se og mærke. Det er nummer 200 i sangbogen” siger han.

Han tilføjer, at efter den første sang er det tid til kage og kaffe, inden der skal synges igen. Freddy Jensen spiller for på harmonika, og de frivillige hjælper de af beboerne, der har svært ved at finde rundt i sangbogen, med at slå op på Hans Adolph Brorsons kendte salme. Mange synger dog med uden overhovedet at kigge i sangbogen, og det er tydeligt, at salmen sidder på rygraden og hjertekammeret på de fleste.

”Det har stor værdi, at vi kan synge og bede sammen,
og vi lægger også vægt på, at man godt må tale om
tro og nævne Jesus og Gud. Der skal være frihed
til at tale om det vigtige og det,
der ikke sættes ord på alle andre steder.”

– Karin Palmqvist, frivillig

Minder om farende svende

Efter salmen bliver der delt kage og kaffe ud, og så går snakken livligt ved begge borde. Efter et kvarters tid udbryder den tidligere musiklærer, der har samlet fire sangbøger rundt om sin tallerken med kage: ”Skal vi ikke synge? Hvad laver ham med harmonikaen?” En frivillig forklarer, at musikanten lige skal drikke sin te, og så skal der synges igen. Et par minutter senere griber Freddy Jensen harmonikaen, og herefter synger og spiller han for på en række forårssange og viser, bl.a. ’Sorte stær på grene’, ’Nu lakker det ad tiden småt’ og sømandssangen ’I den store tavse nat’.

Alle, især beboerne, synger godt med på alle sangene, og særlig kraftig bliver sangen, da man når til ’Nu lokker atter de lange veje’, også kendt som ’Den gamle skærslippers forårssang’, som mange kan huske Hans Kurt synge.

”Vi skal også huske at drikke noget kaffe indimellem,” siger Freddy, og der bliver en lille pause i musikken, hvor frivillige og beboere udveksler minder om dengang, der stadig var farende svende på landevejene, som overnattede på hølofter og i lader. Herefter stemmer beboere og frivillige igen i – denne gang med ”I skoven sku’ være gilde”, som mange heller ikke behøver at kigge i sangbogen for at huske.

Karin Palmqvist siger: ”Jeg kunne godt forestille mig at bo her, hvis jeg en dag skal på plejehjem. Helt sikket. Her er en dejlig stemning og en dejlig ånd. Når jeg ser, hvordan personalet omgås beboerne, bliver jeg glad. Da der var andagt i morges, var der en beboer med, som ikke havde været med til andagt i et stykke tid. Og den medarbejder, som kørte ham hen til andagten, sagde ’hvor er det dejligt at kunne køre dig hen til andagt igen’. Hun sagde det med stor varme, og han lyste helt op.”

Flemming Østergaard nikker: ”Her skal være frihed til at tale om Gud. Men vi vil hellere leve det kristne livs- og menneskesyn ud og give kristendommen krop frem for at fortælle om det. Som en klog mand har sagt: Forkynd evangeliet, om nødvendigt med ord.”