Organisationer beholder medarbejdere i Israel
Både Israelsmissionen og Ordet & Israel beholder deres danske medarbejdere i Jerusalem trods angreb fra Iran, men følger udviklingen, som begge organisationer kalder usædvanlig.

Natten til fredag den 13. juni skete det, som man har talt om i Israel i mange år, og som man angiveligt også har planlagt i mange år, da Israelske bombefly angreb Irans atomprogram. Omkring 200 fly var i første omgang involveret i operationen. Ifølge luftvåbnet angreb de i omegnen af 100 mål med i alt cirka 330 bomber.
Derudover forlyder det også, at Israel har udført flere operationer inde i Iran mod forskellige mål herunder også drab på atomforskere og højtstående generaler i Revolutionsgarden. Siden angrebet har Iran svaret igen ved at sende ballistiske missiler mod Israel, mens Israel har fortsat sine angreb i Iran. Ifølge det israelske militær er omkring 5-10 procent af de iranske missiler sluppet igennem det israelske luftforsvar, og i skrivende stund er otte mennesker døde i Israel som følge af de iranske angreb, mens omkring 300 mennesker er blevet såret.

En ny situation
Christian Rasmussen, der er generalsekretær i Israelsmissionen, var selv i Jerusalem, da Israel angreb Iran natten til fredag den 13. juni. ”Vi blev vækket af alarmen, da Israel angreb Iran. Alarmen lød for at fortælle befolkningen, at nu skulle alle være forberedt på modangreb.” Og modangreb kom der. Først sendte Iran droner af sted fredag formiddag, som blev skudt ned af Israels berømte luftforsvar. Men fredag aften slap flere missiler igennem.
”I Israel er man jo relativt vant til sådan noget, men disse missiler er af en anden kaliber. Iran er noget helt andet end Hamas. Tingene fungerer stadig i Israel, men skolerne er lukkede, og der er forsamlingsforbud. Folk holder sig i nærheden af deres bomberum.” Israelsmissionen har præsteparret Anne-Marie og Hans Jørgen Hansen i Den Danske Kirke, som ligger midt i den Gamle By i Jerusalem. Det er på nuværende tidspunkt ikke planen, at Anne-Marie og Hans Jørgen kommer til Danmark før planlagt.
”Det er en ny situation, at der dør mennesker i Israel, som følge af raketangreb. Det er vi ikke vant til, og det holder vi selvfølgelig øje med. Lige nu håber vi, at Anne-Marie og Hans Jørgen kan flyve hjem til Danmark den 27. juni som planlagt.”
Israel er ikke usårlig
Siden 7. oktober har hverdagen været anderledes, og det har påvirket mennesker i Israel, men det åbner til gengæld for muligheden og behovet for at tale om de mere eksistentielle spørgsmål i livet, fortæller Christian Rasmussen.
”Vi (Israelsmissionen, red.) er sat i verden for, at jøder skal høre om Jesus. Siden 7. oktober har virkeligheden set anderledes ud, også med de angreb vi ser lige nu. Folk i Israel har fundet ud af, at de ikke er usårlige. Selvom de har et stærkt militær, så kan de ikke sætte al deres lid til det. Det åbner for nogle eksistentielle samtaler. Hvor kigger man hen for at få ro og fred?” Lørdag eftermiddag rejste Christian Rasmussen via Sinaj til Benin i Vestafrika for at deltage i et bestyrelsesmøde i den internationale studenterbevægelse IFES, hvoraf KFS er den danske gren.
Bed om fred
Ordet & Israel har også en enkelt dansk medarbejder i Jerusalem, Judy Jochumsen. Ligesom Israelsmissionen følger de også nøje med i, hvordan situationen udvikler sig.
”I Ordet og Israels ledelse følger vi stadig situationen i Israel tæt. Beretninger om bombede beboelsesejendomme syd for Tel Aviv og om ofrene for Irans raketter gør et stort indtryk. Vi er i daglig kontakt med vores eneste medarbejder i landet – Judy i Jerusalem. Hun er – trods alt – stadig tryg, selvom hun er træt efter mange nætter med raketalarmer. Der er lykkeligvis et bomberum i Joffihuset, hvor hun bor, og hun er fra et tidligere job trænet i at leve under netop sådanne forhold. Det giver os stor tryghed, og hun kan med sin tilstedeværelse være til opmuntring for sine naboer i denne svære situation. Bed stadig for Judy og for alle Ordet og Israels kontakter i Israel. Og bed om fred og retfærdighed,” siger landssekretær i Ordet & Israel Nicklas Lautrup-Meiner på Ordet & Israels hjemmeside.
Artiklen er skrevet med forbehold for, hvad der kan være sket siden avisens deadline onsdag 18. juni.