IPSICC

Nutidens relation mellem Israel – menigheden og Guds ejendomsfolk

Gurli Pedersen
8200 Aarhus N

Gud har givet mig en kærlighed til Israel, Jerusalem og hans ejendomsfolk jøderne. Jeg var på min første tur i 2015 og har været der hvert år siden. Sidst i januar og februar 2025.
Her blev jeg inviteret til et møde i en messiansk menighed, hvor en af menighedens medlemmer, Joel Golden, ville fortælle om det at være general i IDF (de israelske forsvarsstyrker) under angrebet 7. okt og om livet i hæren, som Jesustroende jøde.

Joel Golden blev kaldt til tjeneste tidligt om morgenen den 7. oktober 2023. Joel og hans militære enhed havde til opgave, at gennemsøge beboelser for evt. overlevende. Han fortalte, at han bl.a. havde båret et dødt spædbarn ud af en ovn. På mit spørgsmål om, hvordan man kan leve videre med disse sindbilleder, svarede han, at Gud havde velsignet ham med tungetalens brug, og at denne velsignede nådegave rensede sind og tanker og fjernede mareridt, når dette ville plage ham.

Joel Golden berettede også om beboelsesområder/landsbyer langs grænsen til Gaza, hvor Hamas ubemærket havde passeret forbi. Det var, som om fjenden havde været blind for disse beboelsesområder. Det viste sig, at disse landsbyer var beboet af jøder, der holdt sabbatten hellig. Guds løfte om beskyttelse mod fjender og helligholdelse af sabbatten kan vi læse om i 2. Mos 31:12-18.

Joel og hans hustru Ola Golden erfarede Guds kald til at oprette en hjælpetjeneste for fattige jøder i Jerusalem, som følge af krigens økonomiske konsekvenser for mange. Der er ca. 800 israelske soldater, der har mistet livet de sidste 22 måneder, og derfor er der enker og faderløse, der har brug for økonomisk hjælp. Man kan følge deres tjeneste på www.thegoldenreport.com.På hjemmesiden kan man se videoer, hvor Joel beretter fra Gaza og fra hjælpetjenesten i Jerusalem, hvor fattige jøder gratis får uddelt madposer.

Joel har tjent som general i Gaza, men nu har det israelske forsvar, som noget nyt, oprettet en brigade på 800 IDF’er til at beskytte Jerusalem. Denne brigade skal tjene til beskyttelse inde i byen og rundt om Jerusalem, og dette står Joel Golden i spidsen for. Der tales politisk om en palæstinensisk stat (2-stats løsning), hvor konsekvensen kan medføre en deling af Jerusalem. Det tredje tempel skal bygges, og alt er klargjort hertil. Så ja, Jerusalem må beskyttes! Salme 122:6

Israel afgav Gaza for fred til araberne i 2005. Efter at jøderne måtte forlade hjem og alt de havde bygget op i Gaza, påbegyndte Hamas i 2006 at bygge tunneller og gøre forberedelser til et angreb, som blev den 7. okt 2023. Hamas er ikke interesseret i en 2-stats løsning. De ønsker Israel og jøderne udslettet. Derfor kan Israel ikke forhandle fred med araberne. Mange af de jøder, der blev angrebet 7. okt troede, at det var muligt at etablere et godt naboskab og rakte ud til araberne i Gaza ved bl.a. at tilbyde godt betalt arbejde.

”Fjerner vi Israel og jøder fra Bibelen,
er der ikke meget tilbage! Vi er som
hedningekristne podet ind på det
ædle oliventræ, og vi skylder at tjene
det jødiske folk med materielle goder,
til gengæld for de åndelige goder.”

En jødisk organisation, Shevet Achim, drevet af frivillige, hentede hjertesyge spædbørn og mindreårige inde i Gaza (hvor de ikke kunne få den professionelle hjælp, de behøvede, for at overleve). De israelske hospitaler opererede og gav forplejning, – også til mødre og pårørende, indtil barnet var kommet til kræfter, og Shevet Achim kunne køre familien tilbage til Gaza. Alt dette gratis! Men dette fortæller medierne ikke om!

Hvad oplevede jeg ellers på min tur til Jerusalem? Det danske udenrigsministerium havde, som mange andre lande, frarådet rejser til Israel. Derfor var der stort set ingen turister, og jeg blev opfattet som en fastboende. Jeg blev spurgt om vej, busrute, og lign på hebraisk. Der var ingen forventning om turister og for første gang var jeg i samtale med ultraortodokse jøder, som jeg kom i kontakt med på gaden.

Én bad mig sende en hilsen til det danske folk med en velsignelse fra det jødiske folk (han havde tårer i øjnene). – Og dette være hermed gjort! En anden så mig bekymret/alvorligt ind i øjnene og spurgte: ”Hvordan står det til i Danmark?” Jeg forstod, at han mente, at den fjende, Israel kæmper imod (det islamiske mørke), vil Europa ikke blive skånet for! En tredje jøde sagde i forbindelse med, at vi talte om mediernes negative og ofte falske omtale af Israel, at dette kunne sammenlignes med Hitlers propagandaminister Goebbels had mod jøderne!

Ja, det er SÅ trist, som medierne gi’r falsk omtale af, hvad der egentlig foregår i Gaza. Israel sender tonsvis af mad og medicin ind i Gaza. Hamas skyder på civilbefolkningen ved uddelingsstederne og IKKE IDF!!! Hamas ønsker at forhindre, at civilbefolkningen får uddelingen gratis. Når det kommer i Hamas’s hænder, skal civilbefolkningen betale høje priser for den ellers gratis mad og medicin. Fjendens vigtigste værktøj er for mig at se medierne.

Alle falske anklager mod Israel medvirker til antisemitisme. Nogle kristne lader sig påvirke af medierne og vælger at tro løgnen i stedet for sandheden! Esajas 5:20 Som en konsekvens heraf vender nogle kristne Israel og jøderne ryggen! Fjerner vi Israel og jøder fra Bibelen, er der ikke meget tilbage! Vi er som hedningekristne podet ind på det ædle oliventræ, og vi skylder at tjene det jødiske folk med materielle goder til gengæld for de åndelige goder. Romerne 15:25-27

Der er mange traumatiserede, sørgende, fattige og hjemløse jøder i Israel p.g.a. den 22 måneders lange krig. Bibelen fortæller os, at enker og faderløse ligger tungt på Abba Faders hjerte. I Mattæus 25:31-46, siger Jesus: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig!” I dag er der mange fattige jøder – enker med en stor børneflok – mange munde at mætte. Jeg tror, at vi som enkeltpersoner og som land kommer til at stå til ansvar for, hvordan vi har forholdt os til Guds land og folk.

Det er for en tid som denne, at vi har mulighed for at vise jøderne, at der er nogen, der elsker dem, tænker på dem, og som vil dem det godt! Og ikke tror løgnen, men kender sandheden i hjertet!
1. Mosebog 12:3 siger, at den, der velsigner Israel, vil blive velsignet!