IPSICC

Ny netværksdag skal styrke DanskOases lokale menigheder

Mikael Wandt Laursen.

MenighedsOase er et nyt tiltag fra DanskOase. Der er tale om en netværksdag som supplement til organisationens to store konferencer, LederOase og SommerOase. MenighedsOase holdes lørdag den 1. november i Kolding Valgmenigheds lokaler.

Formålet med dagen er at dele erfaringer og derved inspireres og lære sammen. Lokale menigheder og fællesskaber kan deltage med et team på maks. 10 personer, og netværksdagen er en blanding af input og procestid. Hvert team kan drøfte og omsætte læring i konkrete idéer og forandringer, som kan bruges hjemme i den lokale sammenhæng. Der vil være fokus på at være lokal kirke, og der vil særligt blive arbejdet med to spørgsmål:

1. Hvordan fremmer vi samtalen om tro med mennesker, som gerne vil, men savner et sprog for at tale om tro?

2. Hvordan engagerer vi menigheden i diakoni og indgår samarbejde med kommunen og andre aktører?

Ruben Holmgren Falk.

To ledere udenfor DanskOases eget regi er indbudt til at komme og dele deres erfaringer og praksis for derved at inspirere og udfordre deltagerne i arbejdet med dagens tema. Der er tale om kendte og erfarne profiler i dansk kirkeliv, nemlig Mikael Wandt Laursen, direktør i Resonantia, tidligere generalsekretær i FrikirkeNet, og Ruben Holmgreen Falk, generalsekretær i Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT).

En del af formålet med dagen er også, at menighedsnetværket får et bedre kendskab til hinanden. Mange har allerede fundet nogle svar på dagens spørgsmål og gjort erfaringer, som kan være til hjælp og inspiration for andre menigheder. Deltagerne forventes at blive en blanding af menighedsrådsmedlemmer, ansatte og frivillige medarbejdere.

Om DanskOase

DanskOase er en kirkelig netværksbevægelse, der arbejder for fornyelse i den danske kirke ud fra Folkekirkens evangelisk-lutherske grundlag. Gennem konferencer, netværk og ressourceformidling ønsker man at skabe rammer for, at troen bliver en hjertesag gennem levende fællesskaber, der er tilstede midt i samfundet.